5 år / 5 years

Dette indlæg kommer til at handle om 5 år på flere
måder. Allerførst mine vanter - sidste år i december fik jeg en uventet, og meget skøn gave fra Frida. Garn og mønster til fine, islandske vanter! Jeg nåede faktisk at gå i gang i december, men så gik jeg i stå, og vanterne lå i strikkekurven i 2 måneder, indtil jeg pludselig søndag aften besluttede mig for, at NU skulle de altså være færdige, inden foråret tog helt over! (Som om....) Færdige blev de - 52 gram fin varme! - og mandag morgen blev de indviet på vej til arbejde.
Og blev jeg lige 5 år igen! Jeg var så glad, så glad for mine nye, fine vanter at jeg faktisk ikke havde lyst til at tage dem af igen på arbejdet.... (Heldigt, at det er en børneafdeling!)
De kom nu godt nok af, men om aftenen da jeg fik fri, blev jeg nøjagtigt lige så glad for at finde dem i skabet og tage dem på igen!
Så - tusind, tusind TAK, Frida!

This post will be about being 5 years old. In several ways! First about my mittens. Last year in December, I receive an unexpected, wonderful gift from Frida. Yarn and pattern for beautiful, Icelandic mittens! I started knitting quite fast, actually, but then I stopped and the mittens slept for 2 months. But sunday evening I decided to finish them. NOW! So - monday morning I wore my new gloves cycling to work. Are they pretty or what! Actually, I wanted to wear them all day at work, if I could (I am very thankful to be working at a pediatrics department) Off they came, though, but I was happy once more to find them in my closet after work, and wear them on the way home.
THANK YOU, Frida! 52 grams of pretty warmth. Can't be better!

Så til en lidt mere håndgribelig måde at være 5 år.
Nevøen fik sin dragebluse i lørdags. Han VAR advaret, så da jeg kom, sad han og kaldte i stuen, og da jeg nåede derind, stod han helt klar i undertrøje til at få den nye bluse på.
Om han var glad? Jeg måtte love ham, at hvis denne bluse går i stykker, strikker jeg fluks en ny.
Er det så dejligt at strikke til andre? Det tror jeg nok....

Then another 5 year old. My nephew received his sweater on saturday.
He knew before I came, that I would bring the sweater, so when I entered the house, he was calling my name from the living room, and when I found him, he was sitting in his undershirt - ready to put on the new sweater.
Was he happy? Well, he made me promise to knit him another sweater, should this sweater somehow be broken.

A reaction like that really makes it worth the trouble to knit something for others!