tirsdag den 30. marts 2010

Påske - øh..... - ferie?

Jeg ved godt, det er påskeferietid nu. Jeg har vistnok også en slags påskeferie, selv om det ikke bliver helt traditionelt.
Først skal jeg nemlig arbejde lidt. Mere præcist kalder arbejdet også i morgen, i overmorgen og på lørdag (og mandag - men det er jo først engang i næste uge!) Dvs. jeg har sådan set fri både torsdag, fredag og søndag. Det er såmænd fint nok!
Torsdag, fredag og lørdag skal jeg med mit kor synge Johannes-passionen. Du kan læse om det her og her. Det bliver stort! Og smukt! Vi skal synge i nogle fine, fine kirker inde midt i København, og jeg glæder mig vildt meget! Vi har øvet i ca. 1,5 år, siden vi startede fra "scratch", og det lyder efterhånden meget flot. Det er med barokorkester og dygtige solister - jeg ville vældig gerne have sat plakaten ind som billede, men kan desværre ikke få min computer til at tro, at en pdf-fil kan ligne et billede.....
Hvis du har lyst til at høre en flot koncert i påsken, skal du være så hjertelig velkommen. Jeg føler mig ganske overbevist om, at det bliver en flot oplevelse!
Søndag står den på familiehygge, og det glæder jeg mig til. Ind imellem det hele skal jeg så nå at kigge på mit ph.d. forsvar (der bekymrer mig mere og mere, hvilket er meget naturligt) - men jeg forestiller mig noget med at strikke og læse samtidig, så det bliver såmænd meget hyggeligt, eller hvad?
I går kiggede den ældste niece iøvrigt forbi. Hun var lige på Sjælland, og gav mig en god undskyldning for - endnu en gang - at købe pizzaer fra mit yndlingspizzeria... Desuden kunne hun så passende beundre min nye trøje (der tilfældigvis også er i hendes yndlingsfarver), hvilket hun gjorde både overbevisende og i passende lang tid..... Jeg må igen sige - jeg har været heldig at få jordens sødeste "nevøcer"! (eller noget i den retning)
Som du kan se - det lægger op til en dejlig påske. Men ferie? Nej, vel?

mandag den 29. marts 2010

Rap baby!

Denne uges mærkelige opskrift er såmænd nærmest sprit-ny!
Fra det allernyeste, kombi-forår/sommer nummer af Knitty finder du disse enormt nuttede andefødder til baby. (Hallgren sko har ikke levet forgæves, eller hva´?)
De udnytter selvfølgelig groft, at de mindste babyer ikke kan gå endnu, for de er bestemt ikke egnet til sådanne aktiviteter.
Jeg tror nu nok, de kan få andre til at gå..... hen og kigge på de underlige sko/strømper!

søndag den 28. marts 2010

Jeps, så blev den færdig!

Endelig, endelig blev min Folklore færdig. Jeg måtte lige bide tænderne sammen og blive færdig med kanter, belægninger og knapper (det er jo aldrig det sjoveste...) - men nu er den her! Præcis så skøn, som ventet de sidste par uger, men endnu bedre, end jeg havde troet til at starte med.
Strikket i Gotlandsk Pelsuld, 100% lagergarn!
Den vejer ialt 420 gram (+ 15 gram stumper, der blev klippet af), heraf knap 3 nøgler sort og resten i 6 røde nuancer (frit fortolket til gul og lilla også).
Min metode med terningen har jeg jo skrevet en del om, og jeg er rigtig glad for resultatet - det er fint, så tilfældigt farverne fordeler sig på samtlige kanter.
Opskriften er virkelig nem at gå til. Alt er beskrevet i detaljer - dvs. alt, lige bortset fra den sidste række hulkrus, der overhovedet ikke blev nævnt i teksten (jeg talte mig frem til den på billedet). Jeg har skrevet til Anne, fordi jeg virkelig undrede mig over det. Det var lidt ærgeligt, at der manglede sådan en lille ting for at gøre den helt perfekt!
Når det så er sagt, så bliver det nok rettet i opskriften, så der er absolut ikke mere at gå galt i byen af!
Jeg har ændret lidt i den, også. Halsen fandt jeg lidt for vid, så jeg strikkede halskanten længere (samlede masker op i opslagskanten og strikkede nogle flere retriller), samtidig med at jeg lukkede nogle flere masker af.
Jeg har udeladt rullekanten på knapstykket. Jeg ville alligevel have knapper hele vejen ned, og så syntes jeg egentlig ikke, rullekanten betød det store.
Knapperne er et kapitel for sig!
Mit knappe lager (he he) havde ikke så mange ens, gyldne knapper, og i Knapkøbing var det åbenbart heller ikke de knapper med flest ens eksemplarer, der kom på tilbud.
Derfor endte det med 9 forskellige, gyldne knapper. Og det er da meget sjovt, synes jeg!
Trøjen er blevet lidt længere end opskriften, og da jeg strikkede på ½ nummer tykkere pinde, tog jeg ind på hver 9. pind på ærmerne.
Resultat? Helt perfekt! Den passer lige på en prik, den er sjov og anderledes end noget, jeg lige har strikket før, og jeg glæææææææder mig til at have den på. Helst i morgen, hvis den når at blive tør!
Sort er ikke den vildeste forårsfarve, men jeg er også helt tilfreds med farverne. Alt det røde sætter virkelig kontrast og liv til det hele og giver lidt spræl, synes jeg.
Så - selv om det nederste billede er så mørkt - man kan godt se, at den bare passer, ikke?
Sjov, sjov opskrift. Fin trøje, der kan varieres meget langt (som mange vist også allerede har gjort!).
Stor, stor tak til Anne for denne opskrift!

Garn-bytteleg

Jeg har meldt mig til en Garn-Bytte-Ting. Det går ud på, at man sender noget garn til et sjal. Garnet skal helst være noget fra ens eget land, og sammen med garnet skal der være lidt dimseri, også typisk for ens land.
Jeg har valgt at få hele 2 partnere. Den ene skyndte jeg mig jo at sende til fredag formiddag, mens pakken til den anden er ved at være klar. Jeg har valgt, at Kauni er noget dansk garn. Det kan man vel godt forsvare, i og med at firmaet er dansk, selv om garnet er fra Estland.
Desuden har jeg valgt at sende fra mit lager, fordi når jeg så får mine pakker, så skal der ikke noget på garn-ind-kontoen. Uha, hvor smart!
Lige nu sidder du så nok, kære læser, og er totalt blændet af det strålende lys fra min glorie. Nyd det, så længe det varer!
For hvad gjorde jeg så i går? Jeg vandrede lige ind i Bette Design og fandt Askeladen garn på tilbud. Silke-merino til 100 kr pr. 100 gram. Se, det er et godt tilbud! Der var et bundt pink og et bundt orange. Superflotte farver! Superblødt! Supergodt tilbud! Så det kom da selvfølgelig med hjem for at varme lidt på kistebunden. (Hvis moral er godt, er dobbeltmoral så ikke bare dobbelt så godt? Jamen, hvorfor ikke?)
Det bedste, man kan sige om dén ting er, at jeg stadigvæk har strikket mere, end der er kommet ind i år.....
Foklore fik iøvrigt lige lidt præstationsangst og bliver først præsenteret i aften. Kanterne måtte strikkes om, så nu mangler der stadig belægninger og knapper. Men den bliver flot! (Og kanterne blev strikket til X-faktor finalen. Flot show!)

lørdag den 27. marts 2010

30 er altså noget mindre end 68....

Ærmene på Folklore er færdige, og enderne er netop blevet hæftet.
Dvs. nu mangler kun syning, opklipning og knap-kant/belægninger. Dejligt!
Jeg satser på at få trøjen færdig i aften. Er noget i tvivl om, hvorvidt jeg skal gøre som alle andre og se X-faktor finale. For jeg har ikke set et eneste program (jeg har nok ialt set ca. 1½ udsendelse fra de tidligere sæsoner). Jeg er ikke X-faktor fan...... Men finalen lyder jo alligevel OK? Njarh. Jeg ender nu nok med en eller anden film. Vi får se.
Tilbage til ærmerne. Som du kan se, er det retstrikkede stykke sidst på ærmerne også forskellige. Igen takket være min terning, men denne gang lidt mere "kontrolleret". Jeg slog nemlig for samtlige 16 pinde først og skrev farverækkefølgen ned, så jeg kunne lade være med at klippe snore over mere end højst nødvendigt. På ærmerne kan man nemlig ikke slippe for at hæfte ender, men det er så også de få steder på trøjen (og belægningerne, altså), hvor det er nødvendigt. Alt i alt endte jeg med at hæfte 30 ender ialt (inklusive de 2 ender under ærmernes start) imod de 68, der ville have været, hvis jeg ikke havde været omhyggelig. På den anden side - 30 ender i forhold til de 8, der ville have været ved at bruge garn med indbygget farveskifte?????
Pssttt.... jeg er godt tilfreds med min terning alligevel

fredag den 26. marts 2010

Ups.....

Jeg var en smut forbi "Præstø Amtssygehus" i onsdags. For at høre et ph.d. forsvar. Det var vældig godt! Jeg fik gode fif og idéer, og så var det jo bare hyggeligt. Jeg strikkede selvfølgelig, mens jeg lyttede. Heldigvis har jeg kendt den nyslåede "ph.d." et par år, så hun var nok blevet skuffet, hvis jeg ikke strikkede!
På vej tilbage gik jeg lige en smut gennem gå-gaden. Fordi jeg, nok så "uskyldigt" tænkte, at det da kunne være, der var en garnbutik? Som jeg kunne "kigge" i?
Jeg kan hilse og sige, at gågaden i Næstved huser en dejlig, dejlig garnbutik. Der er kits fra Kastaniestrik, Rasmilla opskrifter, Design club opskrifter og garn, garn fra Hjelholts Uldspinderi samt masser af færøsk garn, Hjertegarn, Sandness og Mayflower. Skøn butik!
Dér gik jeg så. Og kiggede og gramsede og tænkte "Åh nej! Jeg må jo ikke købe mere lige nu!"
Heldigvis er jeg godt opdraget og syntes, at
1) man skal støtte de små butikker
2) det er uhøfligt at rende rundt og gramse i en garnbutik i laaaang tid og så bare gå uden at købe noget (den holder ikke helt. Jeg ved det!)
For at begrænse indkøbet, endte jeg med et enkelt nøgle Duo, 100 % merino, i den flotteste, lilla farve. Samt en opskrift på en uglekjole (sådan én får jeg nok brug for engang). Desværre er lilla absolut ikke mig!
Heldigvis fik jeg så i morges en partner i sjalsgarns-swappen, som jeg har meldt mig til. Hun kan godt lide lilla. Så gæt, hvad halvdelen af hendes garnpakke bliver? (Resten bliver noget pink Angora Silk-Tweed fra garn.dk. Fra lageret.)

torsdag den 25. marts 2010

Politisk ukorrekt? Hvem, mig?

Min søsters børn lille fætter/kusine er så småt ved at stikke hovedet ud i den store verden. Jeg skal have aften-nattevagt, og jeg glæder mig til at se vidunderet! (Samtidig håber jeg ikke at blive kaldt til fødslen, da vi kun bliver kaldt, hvis der er problemer....)
Min søsters ældste er aldeles ellevild med SvampeBob Firkant. (Hvis du aldrig har hørt om ham er det fuldt forståeligt.)
Under de sidste par USA-rejser er det lykkedes mig at skrabe lidt SvampeBob Firkant ting sammen. Hvem er en bedre modtager end den lille nye verdensborger? De 75% af vedkommendes fætre og kusiner, som jeg er i familie med, ville garanteret have købt disse ting, hvis de altså vidste, de eksisterede....
Én af de indkøbte ting er en sutteflaske. I plastik. Jeg er lidt bekymret for, om den bliver opdaget, så snart jeg træder ind ad døren til barselsgangen! De har muligvis en sutteflaske-alarm.... Totalt politisk ukorrekt, men givet i forventning om, at barnet på ét eller andet tidspunkt i løbet af de næste 9 måneder godt kunne komme i kontakt med sådan én. (Mand - jeg er så glad for, at jeg har fået min uddannelses-stilling)

Der skal så lidt til at more mig.....

Jeg smugstartede på Olive.
Hvis den skal være færdig til d. 16. april, så var det nok på tide. Den er nemmere at tage med, og den er nemmere at sidde med, når jeg læser. Undskyldninger har jeg nok af!
Olive har endnu engang vist mig, at jeg er så nem.... Stik mig 9 farver garn, en terning og nogle strikkepinde, og straks sidder jeg tryllebundet og strikker og strikker - fuldstændig fornøjet! - og venter i spænding på, hvordan næste farvekombination bliver.....
Jeg er allerede efter halskanten blevet fan af Helga Isager. Det kan godt være, hun skriver snørklede opskrifter (Olive er heldigvis vistnok efterhånden blevet rettet til noget forståeligt), men det er altså en sjov idé at lave halskanten med skiftevis bundfarve og 2 tråde kontrastfarve strikket sammen. For det første er det sjovt, at kontrast-rillerne stikker lidt ud, da de er tykkere. For det andet er der meget mere liv i farverne, når man strikker dem sammen to og to. Selv synes jeg nærmest, det ligner blomstergarn (som der var noget der hed i 80´erne). Der er så desværre ret mange ender at hæfte, men pligtskyldig som jeg er, har jeg hæftet dem, inden jeg går videre. Det stod der jo i opskriften!

onsdag den 24. marts 2010

tirsdag den 23. marts 2010

Vældig tilfreds!

Sjalet er blevet færdigt! Jeg er vældig tilfreds. Det er virkelig smukt, let, fint og ser meget, meget indviklet ud.
Det var så ikke indviklet at strikke, men det siger vi bare ikke til nogen, vel?
De sidste pinde blev strikket søndag, der blev lukket af, hæftet ender på vej hjem i toget, og vel hjemme blev det så vasket og spændt ud. I går blev det fotograferet og sendt, og lige præcis nu burde postbudet være godt på vej til at aflevere det......
Jeg glæder mig meget til at høre, hvad niecen synes! Jeg tror, hun bliver rigtig glad!
Selve sjalet er et Haruni (Ravelry-link), og jeg kan kun anbefale den opskrift.
Opskriften er godt skrevet og nem at strikke efter, selv om jeg liiiiige måtte pudse brillerne og kigge i teksten frem for diagrammet, da jeg skulle finde ud af midter-maskernes skæbne på de allersidste pinde.
Det bliver ikke kedeligt at strikke overhovedet. Det centrale stykke er hurtigt overstået, og bladene er sjove. De er så snirklet konstrueret, at man tager en hel masse masker ud på de første pinde, hvorefter man tager en masse masker ind på de sidste pinde, så kanten bliver lidt bølget.
Selve aflukningspinden er genial. Store ord, ja, men du læste rigtigt. Jeg siger det lige igen: Ge-ni-al! (Hvis du ikke tror mig, så strik sjalet selv. Bare for at prøve sidste pind!)
I én og samme seance lukker man ikke bare af, men hækler samtidig den sidste blondekant, og inden man ser sig om er sjalet færdigt!
Ikke meget montering her...
M.h.t. garnmængde har jeg oplevet et garn-anoreksi-mirakel. På trods af, at jeg brugte 3½ nøgle garn, vejer sjalet kun 150 g! Jamen, er det ikke utroligt?
Størrelsen endte med at blive rigtig fin. Jeg var noget bange for, at sjalet ville blive en gigantisk rumpedasker, men det er vist absolut lige tilpas.
Jeg glæder mig til at se hende med det på den store dag! Og ja - dette er den første bestillingsting i meget lang tid, der udelukkende har været en fornøjelse. Jeg var jo blevet "advaret", siden hun spurgte allerede for 1½ år siden, jeg startede i god tid, så der har været "no stress", og endelig synes jeg jo bare, det var så dejligt at blive spurgt om sådan noget. Alt i alt en dundrende succes!

mandag den 22. marts 2010

Roser er røde....

Eller også er de blå. Eller gule. Eller lilla! Eller orange? Eller grønne, eller multifarvede?
Du kan faktisk helt selv bestemme!
Dagens mærkelige opskrift venter stadig lidt på forår, men knap så utålmodigt....
Der går jo nok nogle måneder, inden roserne i naturen blomstrer rigtigt, men så kan du til gengæld fylde stuen med lige så mange roser du orker.
Eller lave et par stykker som pynt til en gave?
Opskriften kan findes lige her.
(Hvis du putter et par dråber rosenolie på, så dufter den også...)

søndag den 21. marts 2010

Tæt på!

Det er tæt på at konfirmationssjalet er færdigt. Det bliver så fint, så fint! Det bliver også noget større, end jeg lige havde ventet, så niecen må se det og beslutte, om hun evt. vil have noget mindre. (For så strikker jeg gerne lige et til.... Der er jo tid til det!)
Det var godt nok tæt på at være træls i går - det havde været med til strikkeaften (det er noget nemmere at medbringe end Folklore), og så sad jeg og strikkede i toget hjem. Pludselig skulle jeg af, så det kom hurtigt i rygsækken, der blev lynet, og jeg hoppede af toget. Vel hjemme opdagede jeg så, at en tråd fra sjalet var kommet i klemme i lynlåsen.... Jeg burde have tænkt på det - altid, ALTID strikketøjet i en pose! - men når det skal gå stærkt, kan det glippe!
Jeg var slemt bekymret, men det gik heldigvis ikke værre, end at det bare var en enkelt, tynd tråd i garnet der knækkede. Resten er trukket på plads igen, og de to meget tynde små ender skal bare lige syes ind, så ingen ser det. Pyha!
Ugen bød også på et "Pyha - det var tæt på!" mere. Heldigvis knap så tæt på, men alligevel! På mit nye arbejde havde de nemlig aftalt ferie, da jeg og 2 mere startede. Alle ville gerne have ferie lige i de dage, hvor jeg havde bestilt tur til London..... Jeg indrømmer blankt - jeg var noget bekymret. Men gik det i vasken, var der jo ligesom ikke så meget at gøre ved det. Alle kan ikke holde ferie samtidig! Heldigvis lagde vi ferieplaner for afdelingen om i fredags, og det ser ud til at turen er reddet. Pyha! Alle de dagdrømme jeg har brugt på Wollmeise-boden til Knitnation!

lørdag den 20. marts 2010

Knap nok....

Jeg købte knappper i torsdags, hos mit yndlings-knap-købings sted!
Jeg er så småt begyndt at spekulere over knapper til Folklore, selv om der lige er lidt tid endnu.
Det ender nok med "guld"-knapper (skal vi kalde dem messing eller plastic?), men jeg havde ikke nok ens. Og lige for at opklare - jeg går efter de lette knapper, så de ikke trækker for meget i kanten og knaphullerne. Det er jeg lidt bange for kunne være grimt til Folklore, der er temmelig let i det.
Nå. Knapkøbing! Jeg elsker at købe i Panduro Hobby i Fields. I tide og utide har de nemlig et dejligt, dejligt tilbud, hvor man kan fylde en lille pose med knapper fra en stor glasskål for den beskedne sum af 25 kr. Posen er ganske vist lille, men der kan være uhyggeligt mange knapper i, og man kan ret hurtigt bruge ihvertfald 30 min på at finde nogle, der er nogenlunde ens. Det gør jeg så engang imellem, og har af den grund rigeligt med knapper. Det er ikke altid, at så forfærdeligt mange er ens, men de kan skam godt bruges alligevel!
Til Folklore tænker jeg lige nu forskellige gyldne knapper. Som dem på billedet (der er ganske vist 2 ens, men dem har jeg ikke lyst at skille ad. Der er nemlig kun de to). Det bliver altså dejligt at få lavet ærmerne, så den snart er klar....

fredag den 19. marts 2010

Lidt kongelig har man da lov at være.....

Jeg tog forbi Amalienborg i går - ned i museumsbutikken, hvor de (Hurra!) havde fået strikkepinde hjem igen.
Wauw - de er seje! De fåes kun i str. 5 mm, er ret lange (40 cm) og med den fineste krone på toppen.
Muligvis viste jeg mig fra min mere nørdede side, da jeg først købte strikkepinde (ledsaget af "cool", "hvor er de seje" og "de burde jo næsten hænge på juletræet!"), gik op ad trappen og hen til døren, og derefter liiiiiige måtte tilbage og købe et par til. Jeg mener, hvem ville ikke elske at få sådan nogle i gave? (Jeg kender f.eks. én, der fylder 40 i juni. Hun ville nok blive glad!)
Bemærk også, hvor utroligt festligt de klæder mine 2 nøgler Noro Cash Island!
Jeg synes, Amalienborg er ved at være inde på et rigtig godt spor med disse strikkepinde. Hvornår får Kronprinsessen en fårefarm på Tasmanien, så vi kan købe hendes hjemmedyrkede garn? (Når Prins Henrik har en vingård, så kan hun vel også....)

torsdag den 18. marts 2010

Jeg skal egentlig bare igang!

Alt er klar til Olive. Da jeg købte opskrift og garn, sagde jeg i butikken, at jeg allerede havde kontrastfarver.
Hmm. Det havde jeg vel egentlig også, men det forhindrede mig skam ikke i et par ture til Jorungarn for at købe mere rød supersoft i fine nuancer fra butikkens fantastiske, store bord fyldt med supersoft. (Hvis du ikke allerede har set det bord, så MÅ du køre en tur forbi Godthåbsvej....)
Men nu har jeg altså nok garn. Basta! Ialt 8 kontrastfarver må være passende.
Når kontrastfarverne strikkes på Helga Isager måden (som jeg har læst nærmere om her), har man hele tiden 2 farver igang. De sidste 6 må så lige passe til en terning (tenderer det her ludomani?).
Mine kolleger nævnte, at det ville være meget passende af mig at forsvare min ph.d. iført det færdige eksemplar. Der skulle være en chance!

tirsdag den 16. marts 2010

Folklore hals før og efter

Min Folklore trøje har nået en ny milepæl. Kroppen er strikket færdig, og dermed fik jeg mulighed for at kaste et dybere blik på halskanten.
Det øverste billede viser resultatet, som jeg er fuldstændig tilfreds med. Jeg var ret rå og brutal, må jeg indrømme, men det må man jo være ind imellem. Før opstramning så den ud som til højre i indlægget, og det kunne jeg bare ikke leve med. Det er ikke lige mig med store, løse halskanter!
Jeg samlede derfor masker op hele vejen rundt langs opslagskanten. Jeg havde valgt, at den side i opslagskanten, der mest lignede retstrik, skulle udad, og nu samlede jeg så masker op på indersiden af opslagskanten. Derefter strikkede jeg 1 pind ret (fra bagsiden) og på næste pind strikkede jeg 1 ret, 2 ret sammen hele vejen hen (undtagen de to opklipningsmasker i hver side). Derefter strikkede jeg yderligere 5 pinde ret, hvor jeg lukkede af på den 5. pind, dvs. fra vrangen.
Resultatet er, at man overhovedet ikke kan se fra retsiden, at der er samlet masker op. Det eneste, man kan se (når man ved det) er, at opslagnings-retrillen er i samme farve. Men det var den også før, så..... Ellers er alle andre pinde nemlig i hver sin farve, men jeg tvivler nu på, at nogen vil se det.
Jeg har en meget, meget god mavefølelse over denne trøje. Jeg glæder mig bare SÅ meget til den bliver færdig!

mandag den 15. marts 2010

Tid til forårsrengøring?

Så skønt som solen skinner, får man da helt lyst til at gøre rent.
Hvis du liiiiige mangler en undskyldning for at strikke lidt, inden du kommer helt op i rengøringsgear, så kommer den lige her.
For hvem har ikke brug for et strikket, genbrugelig ... hmm... betræk? til sin Swifter gulv-vaske-ting?
Altså... Det har man da!
Opskriften kan du finde lige her.
Og tænk bare - du kan endda spare penge ved at strikke nogle stykker selv! Sådan nogle er vist ret dyre, så det er da bare et ekstra, godt argument i disse krisetider.
(Har du et andet mærke gulv-vaske-ting, så ved jeg, at der er en opskrift også i "Mason-Dixon" "strik-udenfor-stregerne" bogen. Deres opskrift kan vist endda med fordel også anvendes som betræk til en gravhund!)
Er du klar? Det er bare at rulle ærmerne op og dyppe hænderne i sæbevandet.....

søndag den 14. marts 2010

I sidste øjeblik!

Jeg nåede lige præcis at se udstillingen på Amalienborg-museet! Ih, som jeg dog er glad for det, for det var sandelig en dejlig museumstur. Oveni alle de sjove og fine strikkede ting, så var der jo rigeligt af andet for en "Nørd Royale" som mig....
De strikkede kjoler var smukke, spøjse, sjove og fantastiske.
Den umiddelbart mærkeligste var nok den øverste - med påsyede frimærker! Hvorfor ved jeg ikke, men sjov og anderledes var det!
Min absolutte yndling var kjolen til højre med blomster på hele overstykket. Den var så sød og fin og let og smuk, at jeg såmænd gerne ville have taget den med hjem!
Hvis jeg lige kom i stødet til at strikke mig en kjole som den, så ville det være skønt. Også selv om lilla ikke lige er min farve, altså.
Blomsterne er strikket som tubestrik, der derefter er syet på og syet sammen til blomster med en broderet gul knop i midten.
Et ret stort arbejde, må jeg nok sige, men et utroligt smukt resultat.
Kjolen nedenfor var sandelig mere sjælden end køn, hvis man spørger mig.
Oveni købet havde jeg ikke engang i første omgang bemærket hatten, der lignede sådan en flyvende påskekylling eller noget! Eller - en gang spaghetti med ost?
Min næste tanke var - "Njarh..... Den kan umuligt være inspireret af en af Dronningens kjoler. Hun har da aldrig haft noget så grimt!"
Tanker, som jeg straks måtte æde i mig igen.... For lige bagved var der nemlig et billede fra Kronprinsens 18-års fødselsdag, hvor hun var i det fulde skrud.
Det allermest forunderlige er nu nok, at hun ser rigtig fin og forårsagtig ud i den kjole.
Hvem skulle nu have troet, at den i virkeligheden var pæn? (Ikke mig! - som nogle måske har gættet.....)
Den sidste kjole, der er med her, var jeg også ret betaget af. Den er åbenbart inspireret af Dronningens brudekjole, men bare strikket i grøn i stedet for.
Den er rigtig fin og ligner bestemt noget, man kunne tage på til bal.
Alt i alt en rigtig sjov og fin udstilling, der desværre havde sidste dag i dag.
Jeg hørte en lille fugl synge om, at de i museumsbutikken har solgt strikkepinde med kroner på. De er desværre udsolgt lige nu, men de ville prøve at bestille nogle flere hjem.
Hvis ikke dét kunne være sjovt! Strikkepinde med krone, købt på et slot...... Jeg må tilbage!

lørdag den 13. marts 2010

Lyn-projektet og lidt erfaring.

Bukserne er allerede færdige! Dvs. planen holdt - de er nogenlunde lige så hurtige og nemme at strikke, som det er at lave en kop Nescafé... For første gang har jeg brugt denim-garn. For første gang har jeg lavet dem i sådan en lille størrelse. For første gang har jeg broderet knappen uden at kigge på noget billede.
Er jeg så tilfreds?
Ja og nej...
Jeg synes, denne udgave er noget lang og tynd i det. Heldigvis er de jo totalt elastiske, i og med at de er strikkede, så jeg tror nu nok, de bliver et hit.
Benene virker ret lange, men det går vel (elastikken virker nok i begge ender af bukserne).
Det var sjovt at strikke i denim. Der gik kun 95 gram til bukserne, så der er faktisk garn til et par mere i den allermindste størrelse. Opskriften er rigtig nem at læse og hurtig at strikke. Bukserne er nærmest dømt til succes, for det er altså bare nuttet med sådan et par mini-jeans!
Derfor kan jeg kun anbefale dig at prøve denne opskrift.
Lørdagen i dag er ellers også foregået derhjemme - ligesom sidste lørdag. Jeg mødte en hel del med mave-omgang i går. Den ultimative test på, hvor effektiv ens egen hånd-hygiejne er! Dommen faldt klokkeklart i morges, da der var betaling ved kumme 1.....
Hmm. Der er vel ikke andet at sige, end "Bare ærgeligt, Sonny-Boy!" og så huske at bruge mere tid på håndvask næste gang. Derudover nyyyyyyyyder jeg sådan en halv-syg dag, hvor man med ganske god samvittighed kan forkæle sig selv. Også selv om det i sagens natur er lidt spil af tid at forsøge med forkælelse til ganen!

fredag den 12. marts 2010

Det sætter sine spor!

De strikkede jeans er over halvvejs nu. De går præcis som ventet - hurtigt og nemt!
For første gang strikker jeg dem i ægte denim-garn (med overskudsfarve), og det kan så ses på fingrene... Heldigvis går det rigtig hurtigt af i vask!
Garnet hedder "Jeans" og er fra Løve garn. Jeg købte det på et godt tilbud engang sidste sommer. Ægte denim-garn er jeg ikke faldet over så tit, men det skulle komme til at se meget autentisk slidt ud i vaske, fordi farven slides som på rigtige jeans. Garnet rækker rimeligt langt, faktisk. Jeg tror, sådan et par 3 mdr´s jeans kan strikkes af godt 100 gram ialt. Det er jo både dejligt økonomisk og hurtigt!

torsdag den 11. marts 2010

Hektisk, men godt

(Okay - billedet har ikke noget med noget at gøre, men er en påmindelse til mig selv om, at det har været værre vinter end nu...)
Bare en lille opdatering på det nye arbejde.
Det er SÅ fedt. Skønt at starte et nyt sted og blive brugt! Skønt at mærke, at selv om det er længe siden, så KAN jeg faktisk noget, og starter ikke helt fra bunden igen.
Skønt at være nødt til at stå tidligt op. Skønt at have nogle praktiske problemer, der skal løses, og så er det dét. Skønt at cykle ½ timer i stedet for 10 min til arbejde. Skønt at bruge hjernen så meget, selv om den godt nok virker temmelig overstimuleret og gerne lukker ned lidt tidligere end vanligt på aftenen.
Der er ikke meget PC tid mere, men pyt med det...... Det føles helt OK at sidde og læse lidt fagligt, hvis jeg har en aften til det, for nu er det pludselig noget, der rent praktisk skal bruges - måske i morgen!
Det er også skønt, at jeg en dag kan komme tilbage til mit gamle sted. Det var superdejligt at sende invitationer til mit ph.d. forsvar ud, og jeg glæder mig over, at de stadig vil have plads, hvis jeg kommer en dag i ny og næ.
Alt i alt er jeg træt, men vældig tilfreds! (Og strikker fortsat, så snart jeg har chancen!)

tirsdag den 9. marts 2010

Strikningens svar på Nescafé

Som det nok fremgår af den sidste uges kommentarer, så er der faktisk endnu et par babyer på vej i omgangskredsen. Altså - spritnye, små mennesker, der endnu ikke har modtaget noget strikket fra undertegnede.
Jeg aner virkelig ikke, hvorfor mine venner og bekendte er så fertile! Jamen, jeg ved det ikke! Men et faktum er det, at jeg de sidste (ihvertfald) 22 år har strikket til ihvertfald et par babyer om året. Ofte i omegnen af 3-4 stks. Det er da lidt vildt, ikke?
Desværre er der ikke (så) meget tid til at lade fantasien vandre. Den ene baby (min svogers bror og svigerinde) skal ankomme på min arbejdsplads indenfor de næste par uger, og vil gerne have besøg (siger forældrene) på sygehuset.
Heldigvis kom jeg lige i tanker om Blu, der må siges at være strikningens Nescafé. Instant Success! Indrømmet - det er ikke helt nok at tilsætte vand og røre rundt, men i ministørrelse på pind 4 burde jeg kunne nå det. Hvis jeg starter NU!

mandag den 8. marts 2010

Jeg kapitulerer....

Vinteren har åbenbart ikke tænkt sig at give op så let. Ikke om jeg fatter hvorfor, altså!
Men hvis det er sådan, det skal være, så skruer jeg bissen på (eller også er det mine tænder, der klaprer). Hvorom alting er. Ugens mærkelige mandags mønster er denne dejlige, varme hue, der liiiige har den lille finesse, at den ikke er en traditionel norsk-mønstret hue, men en Mickey-mønstret hue. Tag dén, Kong Vinter!

søndag den 7. marts 2010

Mere Folklore

I går var det vidunderligt smukt vejr. Jeg skulle have været til strik-ind hos Monica, der desværre var blevet syg. Det var jo ærgeligt, for jeg havde glædet mig, men til gengæld var det også dejligt bare at lave ingenting det meste af en lørdag.
Jeg var ret flad efter den første uge et nyt sted, så der var en masse ting, jeg ikke fik gjort.
Vinduerne er f.eks. stadig lige snavsede. Solen fik lov at skinne i fred og ro udendørs uden mine forstyrrelser i form af gåtur el. lign. Jeg fik ikke forberedt nogle ting, jeg kunne have arbejdet med.
Til gengæld lavede jeg så nogenlunde bare, hvad jeg havde lyst til. Så der blev strikket en del på Folklore-trøjen. Farverne er så selvlysende som det billede, jeg viste for nogle dage siden, men de er dejligt varme i gløden stadig. Størrelsen ser ud til at blive fin, og garnet er generelt meget mindre kradsende, end jeg havde frygtet. Alt i alt ser det rigtig lovende ud!
Halsen skal jeg have gjort noget ved. Det var ikke enormt gennemtænkt at lave den store størrelse på lidt større pinde, når jeg nu ikke er til kæmpe halsåbninger. Men jeg har en plan, og så må jeg jo se, om ikke det går!
Alt i alt glæder jeg mig rigtig meget til denne trøje bliver færdig, og strikke lystigt videre. Den må nemlig gerne blive færdig snart.....
Ind imellem er der så sjalet, et par strømper samt noget babytøj, jeg bør finde ud af at starte op. Der er et par babyer lige om hjørnet, nemlig.... (Men så skulle der også gerne komme en pause!)

lørdag den 6. marts 2010

Niecens sjal

Niecens sjal vokser stille og roligt. Det skal bruges om 2 måneder til hendes konfirmation, så der er intet hastværk!
Farven er lidt sjov på billedet, men er i virkeligheden fuldstændig mælkehvid (hi hi).
Hvorfor det er sjovt? Fordi garnet er "Milk and Honey" fra Viking, og består af 70 % bomuld og 30 % mælk....
Meget dejligt, blødt garn, der virker ganske udmærket til at strikke sjal af. Ihvertfald indtil videre!
Jeg havde oprindeligt tænkt mig at strikke et "Gail" sjal til hende (Ravelry link), men så opdagede jeg "Haruni" (også Ravelry link), som en anden dansk strikker havde lavet, og ombestemte mig ret meget.
Jeg tror, dette sjal bliver fint. Flot mønster, ikke sådan bedstemor-agtigt, og størrelsen bliver fin. Ikke alt for stort, men det skal jo heller ikke være enormt, når det skal sættes sammen med en konfirmationskjole.
Opskriften virker til at være ret "lige-ud-ad-landevejen", og kan kun anbefales. Meget smukt sjal!

fredag den 5. marts 2010

Strømper og bittesmå garnnøgler

Efter min fjerde dag et nyt sted, med ømme baglår efter cykelture og trapper op og ned, med en øm hjerne, der nærmest er halvt i koma efter alle de nye informationer, så trængte jeg altså til lidt godt og venligt og blødt og farverigt.
Så selvfølgelig gik jeg en tur forbi Jorun garn på vej hen at købe ind. Ih - det var godt!
Det nye i butikken var de bittesmå garnnøgler på det øverste billede. 10 gram garn, 36 meter, så vidt jeg husker for 8 kroner. Så kan man købe "100 gram blandet"! (Kaloriefrit)
Det kom nu ikke med hjem, men det gjorde lidt supersoft i 4 røde farver, der skal være kontrastfarver til min kommende Olive. Meget fint, blødt og lækkert.
Et par strømper er blevet færdige. De er til mindste-nevøen, strikket sådan lidt på slump, så størrelsen er da ihvertfald ikke for lille!
Garnet er Coop strømpegarn, hjemmefarvet af hans storesøster efter mine instrukser. Modtageren har godtaget farverne som "drengefarver" inden jeg strikkede, og jeg har fortalt ham, at det er "Harry Potter Garn", så han skal nok blive tilfreds.
(Harry Potter garn? Ja, for det ville hans storebror på 10 have, og når man er 4 år fanger man temmelig hurtigt, hvis man eventuelt er ved at gå glip af noget......)

torsdag den 4. marts 2010

Min medalje

Først lige en gentagelse af Bob med synligt guld om halsen.....
Selve medaljerne, der blev overrakt på Ravelry´s podie under stor applaus, er ikke enormt store, men skam påskønnede alligevel!
Min sweater er jeg også helt enormt glad for.
Den er allerede blevet brugt en del - den er så dejlig og varm og blød og fin og-og-og-og.....
Hvad så nu?
Tjoeh, jeg strikker da både trøjen til mig selv, et sjal til niecens konfirmation og lidt strømper.. Der skal nok komme lidt oplysende billeder i morgen.
Udover strikketøjet har jeg jo travlt med at cykle, blive introduceret og løbe op og ned ad en hel masse trapper, så min computertid er lige skrumpet gevaldigt (og lur mig, om jeg ikke bliver supersund af al den motion!) Men det er dejligt!

tirsdag den 2. marts 2010

Smadder-sjovt!

Jeg er blevet totalt bidt af Folklore.
Det er SÅ sjovt at sidde der og slå med en terning for at beslutte den næste farve. Jeg skal liiige have en farve mere, hver gang jeg tror, jeg har strikket nok for nu.
Jeg har 6 farver, lige en til hver side af en terning, men som det ses, kan min terning åbenbart allerbedst lide orange (5) og kan ikke fordrage gul (3). Måske skulle jeg overveje at skifte terning på et tidspunkt?
Trøjen bliver helt anderledes end noget som helst andet, jeg nogensinde har strikket, men jeg føler mig ret sikker på, at den bliver et meget stort hit!
Jeg strikker efter den store størrelse på ½ nummer større pinde end opskriften, og så håber jeg, den kommer til at passe.... Vi får se.
Men ihvertfald - hvis du endnu ikke har anskaffet dig denne opskrift, så prøv den! Den er vildt sjov....

mandag den 1. marts 2010

Forår, forår, kom nu frem!

Det kan ske, at jeg har nævnt det før på bloggen (altså, sådan ca. en hel del gange!) - men jeg glæææææder mig altså til forår. Og dryp-dryp-dryp lydene af tøvejr er sød musik i mine ører efter alt det sne!
Specielt nu, hvor det er blevet lysere, og fuglene synger lidt mere. Jeg vil se græs! Blomster! Spirer! Nye blade!
Her er lidt at fordrive ventetiden med. En fin humørspreder af en forårstaske - men du skal være hurtig! Jeg tror, det rigtige forår er lige om hjørnet, og så blegner tasken vel lidt. Den lyser bedst op om vinteren! Opskriften kan du finde lige her.
P.S. Jeg har nydt sneen. Den har lyst op og gjort det hele lidt sjovere (bortset fra cykelturene, der godt kunne blive lidt for sjove....) Men - tak for denne gang, vinter! Kom gerne tilbage næste år - det har været skønt ikke at skulle overleve 3 måneders regn OG mørke.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails