tirsdag den 27. juli 2010

En "dyr" giv-det-videre-konkurrence


OBS: Der er nu, pr. 16. november, lidt flere præmier. Se her.

Hermed en lidt større konkurrence. Som titlen antyder, ikke en hvilken-som-helst konkurrence, men en konkurrence, hvor man skal gøre noget for at deltage.
Konkurrencen er fortrinsvis til gavn for Neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital og vinderne trækkes d. 1. december.
Som jeg tidligere har skrevet, er de interesserede i at få nogle tæpper, og udover det er jeg "kommet til" at blive rodet ind i noget med nissehuer til babyerne til jul.......

For at deltage, skal du producere noget til neonatal-afdelingen, og det falder i følgende kategorier
1) hæklet tæppe til vugge, str. ca. 70 x 70 cm. Hvert tæppe tæller 10 lodder
2) strikket tæppe til kuvøse, str. ca. 50 x 50 cm. Hvert tæppe tæller 10 lodder
3) firkant til hæklet tæppe, 15 x 15 cm. Hver firkant tæller 1 lod
4) neonatal-nissehue, hver hue tæller 1 lod
5) hvis du tager et billede af dit bidrag med et dyr (nuttet eller ej), får du ét ekstra lod ialt (pr. deltager, ikke pr. bidrag)
Tingene skal laves i bomuld, evt. bomuld med op til 50% acryl. Det er vigtigt, da det bliver kogevasket før og efter brug.
Kuvøsetæpperne skal helst være strikket, så de ikke bliver alt for tunge. De bliver brugt til de små 1-1,5 kg babyer. Vuggetæpperne må gerne være hæklet. De ligger ovenpå dynen i vuggen, og børnene er lidt større.
Neonatal-nissehue opskriften kan du finde her, men alle nissehuer størrelse baby er velkomne! - dog gerne nogle med bindebånd.

Og så til præmierne! De er i kategorien "eksotisk strømpegarn" denne gang. (Næsten alt er eksotisk, næsten alt er strømpegarn!)
1. præmien er et nøgle Misti Alpaca, "Hand paint sock yarn", 50% alpaca, 30% merino uld, 10% silke, 10% nylon. Så lækkert, så lækkert! Jeg har købt det lige her, men du kan faktisk nu også købe det her i DK.
2. præmien er et nøgle "Heritage" hand painted sock yarn fra Cascade. 75% merino, 25% nylon. Indkøbt her. Farvet i de flotteste pink farver med lidt orange.
3. præmien er et nøgle Knitpicks "Bare", 100% merino. Ikke til strømper, nej (med mindre du konstant svæver 5 mm over jordoverfladen!), men til gengæld kan du farve det, præcis som du har lyst! (Det er også dejligt blødt). Indkøbt her.
4. præmien er et nøgle "Solo" strømpegarn fra Lana Grossa. 80% uld, 20% polyamid. Indkøbt i en lille garnbutik i Wien. Blødt, lækkert garn i smukke, grønne nuancer. Af struktur er det ret meget som "Kunstgarn" og "Drops Delight".
5. præmien er et nøgle "Hundertwassers werk Silver Spiral" fra Opal. Nærmere introduktion behøves vel næsten ikke? Det kommer sidst, fordi det bare ikke rigtig er eksotisk. Indkøbt i Odense, i denne glimrende butik. Udover det, så er det bare lækkert, slidstærkt strømpegarn i sjove farver. 75% uld, 25% polyamid. Opal går man aldrig rigtig galt i byen med!

Når du har produceret dit bidrag, så læg et billede på din blog (husk et dyr!) og send mig en mail på christunte snabela yahoo.com - så skal jeg nok fortælle, hvor det skal sendes hen. Hvis du vil vinde, skal jeg have dit bidrag inden d. 1. december.
Håber, rigtig mange vil deltage!

27 kommentarer:

  1. Jeg synes det lyder som en plan af den helt rigtige slags, med sjæl og hjerterum og en lækkerbisken i den sidste ende *s*

    .. men jeg mangler nogle datoere.

    Hvornår skal man være færdig til?

    Det med dyret burde være det allermindste problem *g*

    SvarSlet
  2. Åh! Dato! Selvfølgelig.... Retter straks!

    SvarSlet
  3. sikke en sød konkurrence :)
    Er lidt i tvivl med det med bomuldsgarnet, skal det helst være med 50% acryl eller helst 100% bomuld??
    Vil helt sikkert forsøge at producere lidt :)
    KH Micha

    SvarSlet
  4. Tænkte på om alm. neonatalhuer i nogenlunde samme model ikke kan bruges? har jeg nemlig lavet lidt af før, så har nedskrevet en almindelig opskrift til denne størrelse, denne er også en djævlehue...
    Var bare en ide, for har længe tænkt jeg ville lave lidt til sygehusene, men vidste ikke hvordan jeg skulle få dem afleveret :)

    SvarSlet
  5. Rigtig god ide! Jeg har allerede gang i et tæppe men vil se om ikke garnet rækker til mindst et til. Deadlinen er jo også meget rimelig, så mon ikke det kan blive til noget!
    Kh Karen

    SvarSlet
  6. Jeps - den er jeg med på - rigtig god idé der...
    Må straks igang med et hæklet tæppe...

    SvarSlet
  7. Jeg er virkelig glad for, at I er med på den!
    Micha - konkurrencen er kun for nissehuer, men jeg leverer gerne alm. huer videre.
    Det er ligegyldigt, om det er ren bomuld eller blandet bomuld/acryl - det vigtige er, at det kan kogevaskes. Jeg har strikket nogle tæpper i bomuld/acryl, og det fungerer fint.

    SvarSlet
  8. Hej Chris
    Spreder lige budskabet om dit tiltag lidt via min blog - håber det er i orden.
    Og så MÅ jeg simpelthen finde tid til at strikke et eller andet som Lizzy kan foreviges på. Skulle jo gerne vinde den der Heritage!
    KH Karina

    SvarSlet
  9. Du spreder bare rygtet, lieber Frau Putz!
    Glæder mig til at se, hvad du får lavet...

    SvarSlet
  10. Super ide!
    Mit bidrag bliver nok et tæppe eller måske to til vuggerne.
    Og jeg reklamerer straks for den gode sag på min blog.

    Jeg har ingen dyr, men så må jeg jo bare låne naboen kat - eller en af juniors tøjdyr ;-)

    SvarSlet
  11. Hvor er jeg glad for at have fundet dig via Frau Putz. Jeg vil gerne lave noget. Lavede også huer da Red Barnet samlede ind sidste år.
    KH
    Anne

    SvarSlet
  12. Jeg er nærmest overvældet. Tak for god reklame!

    SvarSlet
  13. Iøvrigt - i min verden er det meget sværere at hækle et tæppe end at strikke et mindre tæppe. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at det nok forholder sig lige modsat i de fleste andre menneskers verden, så et strikket tæppe er også lige sat op til 10 lodder....

    SvarSlet
  14. Jeg er med :-) En god incitation til at få det tæppe jeg er i gang med færdigt.

    kh Henriette :)

    SvarSlet
  15. PS:

    Her er et link til min reklame på bloggen:

    http://defemibyen.blogspot.com/2010/07/en-god-sags-tjeneste-med-gevinst-pa.html#comments

    Knus Henriette :-))

    SvarSlet
  16. Sikken en fantastisk idé. Jeg er jo ansat på neonatalafdelingen i Aalborg og vil nok føle mig som lidt af en slyngel, hvis jeg ikke ville hjælpe i denne gode sags tjeneste, så selvfølgelig deltager jeg også - og det er jo lækre præmier, der er på spil. Så kan jeg jo lave en lignende give away efter nytår, til fordel for neonatalafdelingen i Aalborg, vi er nemlig også altid i akut tæppemangel;-)

    SvarSlet
  17. Trillemor, så vil jeg gerne deltage også, når du vil lave noget til jeres afdeling!

    SvarSlet
  18. Henriette - tak for reklamen.
    Trillemor - måske kunne vi lave en neonatal-nissehue-trend i år?
    Jeg deltager meget gerne i din giveaway!

    SvarSlet
  19. Christunte, det var da værd at overveje;) Jeg har også linket til din lille konkurrence, du må overveje om det evt. også udløser et ekstra lod;)

    Onkel Anne, det skal jeg huske, men nu snupper vi lige den ene konkurrence, så finder jeg på noget efter jul;)

    og Frau Putz, du skal altså ikke være alt for sikker på den pink Heritage, det er lige min farve;)

    SvarSlet
  20. super idé! Min veninde havde deres lille pige indlagt sidste år på Neonatal afdelingen på Hvidovre og selvom det endte sørgeligt, er det en fantastisk afdeling. Super søde og professionelle ansatte.

    SvarSlet
  21. Har helt glemt at spørge om nissehuerne skal være efter din opskrift? har nemlig lavet en næsten færdig er bare i tvivl om kvasten, og så kom jeg i tanke om, at jeg ikke vidste om den var god nok, hvis ikke det var efter din opskrift. For har bare brugt min egen.
    Du kan evt. se den på min blog.
    Kh Micha

    SvarSlet
  22. Micha - du må bruge lige den opskrift, du har lyst til, så længe det er en nissehue.
    Den er vildt sød den du har strikket!

    SvarSlet
  23. det er jeg glad for :) så er det bare det med kvasten :) men mon ikke jeg finder ud af en, eller du kommer med en super god en :)
    KH Micha

    SvarSlet
  24. En fantastisk ide, jeg reklamer gerne for det på min blog, men deltager ikke for er ikke kommet i gang med strikningen:-)

    SvarSlet
  25. Jeg hopper på vognene - for det er en fantastisk ide. Har noget bomuld liggende og så vil jeg klø på og håber at der kan blive noget færdig til 1. dec.

    Skal du have det i hænderne 1. dec?

    SvarSlet
  26. Henriette - du er SÅ velkommen!
    Ja, tingene skal være hos mig senest d. 1. december (hvis man vil være med i konkurrencen om garn)

    SvarSlet

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails