Jeg elsker at bo i København. Jeg elsker at kunne parkere cyklen ved Amaliehaven og kunne gå en lang tur ud ad Langelinie og tilbage gennem Kastellet. Jeg elsker historiens vingesus, der findes overalt i den gamle del af København. Indrømmet - jeg er lidt historienørd. Har læst alle Thorkild Hansens slave-bøger og hans bog om den store, danske ekspedition sidst i 1700-tallet, hvor man skulle opdage Yemen, alias "Det lykkelige Arabien". Kan alligevel ikke helt forestille mig kaptajnerne, der stævnede ud fra Christianshavn i deres store skibe, og - måske - kom hjem efter et par år med rom, sukker og krydderier. Har rimeligt styr på kongerækken og Københavns historie, og lidt mere styr på Christian d. 4. En personlig passion udsprunget af skolegang i Hillerød, med mit favoritslot - Frederiksborg Slot - lige om hjørnet, og bunker af historier om den gamle konge.
Dagen i dag bød på et par førstegangsoplevelser. Billedet er fra den Kongelige Afstøbningssamling på Langelinie. Har gået forbi mange gange, men aldrig før, når der har været åbent. Meget flot oplevelse! Og et af livets store spørgsmål rejser sig straks...: Var der nogensinde nogen (ingen nævnt, ingen glemt) i den antikke verden, der savnede en deodorant?
Desuden så jeg for første gang Bjørn Nørgaards lille Havfrue, der jo faktisk er smuk!
Endelig fandt jeg outlet-butikkerne yderst på Langelinie, og opdagede til min meget store glæde, at de Levi´s 501 jeans, som jeg gav 150 kr for i Orlando i november, kostede fulde 7-800 kr. Vildt!
Vel hjemme igen står den på varm kakao med skumfiduser. En nydelse, der naturligt er begrænset, max en kop og man har kvalme....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!