De sidste 5 dage har jeg været forbi hele 3 garnbutikker - uden at købe så meget som en krumme!
I fredags med min niece. Der var ellers nok af lækre ting! "Min" garnbutik på Godthåbsvej bliver bedre og bedre. Proppet til randen med færøsk og islandsk uld, lækker alpaca, silke, strømpegarn osv. Desuden et helt bord fyldt med supersoft uldgarn, der vindes op og sælges efter vægt. Tør ikke helt gætte på, præcis hvor mange farver der er - nok 40-50 stk. Altså. Ikke, at jeg har købt af det lækre garn! Har mest købt Hjerte Bom-mix til "billed-trøjer" til diverse børn. Og tilbudsgarn. Men en dag lykkes det vel?
Tilbage til garnbutikkerne. I går var jeg i Hillerød. Desværre har butik "Strik" på torvet åbenbart lukket om mandagen. Den er ellers en rigtig Aladdins hule! Garn og trøjer fra gulv til loft. Superlækkert og hyggeligt.
I den anden ende af Slotsgade, i "Stof og Stil" var tilbudskasserne udenfor mest med acryl-garn. Eller blanding med mest acryl. Det lækre strømpegarn kan jeg købe lokalt - billigere! - så dér brugte jeg heller ikke nogle penge. Mystisk. 3 butikker uden at lægge en krone.
Forresten har jeg fået en "diagnose" - det græske navn for "Garn-afhængighed"/kærlighed til garn skulle være eriofili.
Mit nye mål mht. garn herhjemme er på kortere sigt at få plads til alt garn i skabet - dvs. skal have ryddet poserne i diverse hjørner væk. Ved at strikke af garnet, vel at mærke!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!