mandag den 2. februar 2009

Eventyr i San Diego

Mand, hvor er der skønt i San Diego! Lige nu er der præcis som en god, dansk sommer. Dejlig, tilpas varmt, fuglesang og blomster. Det var ikke, fordi kulden, vinden og mørket i Danmark trak til hjemturen, må jeg ærligt indrømme!
Men hjem kom jeg.
Et besøg i garnbutikken blev også klaret, selv om det holdt hårdt.....
Godt nok havde jeg søgt på nettet, endda fundet busrute til garnbutik, men havde frk. "Det kan jeg da sagtens huske" taget udprintet med? Næh nej. Det næste ledende spørgsmål er så: kunne jeg huske nummeret på bussen? Gæt selv!
Jeg vidste, det var i nærheden af Zoo og den store park deromkring, og tog bussen derudaf. Stod af ved San Diego Zoo, og opdagede, at det altså var på den anden side af parken. Der - selvfølgelig - var rigtig stor. Midt gennem parken (i en kløft) var der en større vej, så turen gik først ned ad bakke ad trekkingstier. Ret præcist som på billedet.
Dernæst over hovedvejen, op ad bakke, tværs over en hundelegeplads, hen til en tennisbane, hvor venlige mennesker orienterede mig om, at jeg gik den forkerte vej (suk).

Så gennem et større idrætsområde med legeplads og en hel del amerikanere på picnic. Dernæst op og ned ad gader i et større villakvarter (med palmer. Lidt lækrere end danske parcelhuse!) indtil jeg - endelig! Efter 1 times vandring - fandt butikken "the grove".

Indenfor var dette herlige syn!
Ikke garn, så langt øjet rakte, men et fint hjørne proppet med garn. Ikke garn, jeg havde set før, men for det meste luksusgarn. Lækker cashmere, silke, merino. Endda "Creamy" - garn lavet af mælk og bomuld. Og garn lavet af sukkerrør.
Jeg havde ævlet vidt og bredt om garnbutikker i San Diego, så selvfølgelig skulle jeg købe noget!
Det blev til 7 nøgler "Lambs Pride", lækker blødt 85% uld, 15% mohair. Ret tykt. Der skulle være rigeligt til en dejlig varm bluse til mig. Desuden 2 nøgler tysk, selvstribende, superwashbehandlet merino i de flotteste grønne farver.
Tror ikke lige, jeg vil udsætte det for sokker, for der er ingen nylon-forstærkning i. Men måske en babyvest. Det ville vist være fint!
På vejen i flyet tegnede jeg ivrigt mønsteret til Svampebob. Igen og igen og igen og.....
Det er ikke voldsomt nemt at få sådan et mønster rigtigt!
Men tilsidst så det sådan her ud.
Jeg er faktisk ganske godt tilfreds. Det var nevøen også, selv om den var noget varm (og lidt kradsende) at have på indendøre.
Nu er han så den heldige ejer af en varm hue, der passer i størrelsen, med ekstra varme til ørerne og panden. (At han så også fik Svampebob underbukser og t-shirt gjorde ikke glæden mindre. Blev købt på bestilling fra hans mor, og med megen møje fundet. Svampebob er ikke på mode i USA lige nu, tør jeg godt sige!)
Nederdelen i Kauni blev også færdig. Det er en helt, helt anden historie, og den skal igennem en ualmindelig vellykket gang udstrækning, hvis den ikke skal ende sit ualmindeligt korte nederdele-liv med at blive en taske. Men det må jeg hulke videre om en anden gang.... Farverne er altså virkelig så pæne! Og vil garanteret klæde en slank teenager med fast krop, der er ca. 2-3 numre mindre end mig......



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails