tirsdag den 10. november 2009

Alligevel ikke helt så trist....

I går må bestemt være årets kedeligste dag.
Altså.
November, mandag, regnvejr, influenza-epidemi. Behøver jeg sige mere?
Mindste-nevøen blev hentet i børnehaven og lignede egentlig ikke én, der dagen før havde været på kanten af et nervøst sammenbrud af bare moster-savn. Men vi hyggede os skam!
Han fik ikke lov at farve garn, men "hjalp" med at kigge på vaskemaskinen, da de hvide lagner under den magiske indflydelse fra Dylon skiftede farve til orange.
Han brød sammen i krampegråd, da han var afleveret hjemme hos sin far (den største, stærkeste og sejeste far i verden, vel at mærke!) og jeg gik igen umiddelbart efter. Gråden stoppede dog ret hurtigt (jeg ringede og tjekkede, for jeg følte mig alligevel en anelse tarvelig at gå så hurtigt!) og jeg nåede hjem og fik strøget mig igennem en gigantisk bunke strygetøj, der havde samlet sig gennem et par måneder. Desuden fik jeg kigget på kandidaterne til efterskole-pakkekalendre til nevøen og niecen, der er på (hver sin) efterskole. 2 af gaverne ses her: niecens strømper, der langt om længe fik snøvlet sig færdige (i selvstribende fra Kvickly - søde farver, synes jeg!) og min yndlingsgave.
Jeg fik den på kongres, og jeg følger mig ret overbevist om, at der bliver arrangeret en større gætteleg, når de hver især når til dén gave! Det er simpelthen en bihule-skyller.... (fnis)
Dermed er jeg vist også ved hovedårsagen til, at jeg har indført efterskole-pakkekalender blandt mine nevøcer (hvad enten de vil eller ej!) - der skal udkanaliseres nogle af de sjove og underlige kongresgaver man kan få. De slipper dog - vistnok - for badeænderne og reflekserne. Trods alt. Jeg mangler kun 6 gaver til hver kalender, men det er vist ikke mere, end en tur i Føtex og/eller Søstrene Grene kan klare!
Dagen endte med muskelsmerter her og der og alle vegne, generel træthed/utilpashed og tanker om, at jeg nok ville vågne med influenza i dag. Men næ nej. Der skulle bare en nattesøvn til. Heldigvis!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails