søndag den 22. november 2009

Strikkestress! og Clara....

Først lidt om Clara. Den fine, fine, søde kjole blev fisket op af stakken af UFO-er og fik lidt opmærksomhed i fredags. Jeg er nu faktisk nået de 24 cm som skørtet skal måle, men tror nu egentlig, den lige får et par cm mere.... Men foreløbig er den nu kommet tilbage i bunken. PÅ TRODS af, at den blev startet op til lille Wilma, der blev født i september, og som jeg faktisk ikke har set endnu, fordi jeg ville strikke kjolen færdig først. Det gode er, at jeg strikker den i str 1-1½ år, men jeg vil nu heller ikke vente længe med at tage på barselsbesøg!
Den gik også lige lidt i stå, for pludselig manglede side 3 i opskriften... Hmm. Jeg aner ikke lige, hvordan i alverden den kan være "faldet ud" af plastiklommen, men væk var den ihvertfald! Jeg tog derfor en rask beslutning og gik forbi Sommerfuglen for at få fingre i opskriften igen. Sammen med lidt Højlandsgarn/supersoft - det kan man jo altid bruge!
Svogerens sweater vokser støt og roligt. Der er masser af bestilte opgaver. 75% af niecerne ønsker sig strikkede sjaler, og mon ikke de sidste 25% kunne finde på det også? Svogerens bluse skal være færdig, og hættetrøjen med flammer har jeg altså endeligt besluttet mig for at strikke om. Der ligger sort garn i kælderen og venter. Derefter er det søsterens tur - hun har såmænd "bare" bedt om en bluse med en "My littlest Pet shop"-hund. Dvs. på med billede-omdannelse igen til en opskrift. Dernæst lillebroderen, hvor jeg har fået lov at strikke en Spiderman-trøje. Efter sådan engang til sommer at nå hele bunken igennem, tror jeg nok liiiiiige, mosteren trænger til en pause!
Jeg længes gevaldigt efter bare at starte noget nyt til mig selv, men det må nok vente, til julegavestrikkeriet er overstået. Desuden vil jeg gerne ligesom rydde op inden nytår. Det betyder også, at Slangespændetrøjen skal graves frem og gøres færdig. Jeg mangler få cm på bullen og derefter ærmerne, så det burde kunne lade sig gøre!
Ugens guld-bemærkning kom forresten nevøen på 10 med. Jeg havde vist ham et billede taget i Wien, hvorefter han halv-forarget udbrød "Nej, altså! Er der nu også et sted, de har kaldt for Wien? Jeg vidste godt, at der er en by, der hedder Rom....."
Vi lader den lige stå et øjeblik :-D
Gæste-nevøen har forresten inviteret mig på Bedsteforældre/Bedsteven besøg på sin efterskole til december. Jeg er beæret og glæder mig! Der vil være mulighed for avislæsning og en middagslur..... Er der mulighed for at strikke?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails