Som den opmærksomme læser måske har bemærket, er jeg ret begejstret for mine (dyre) Elizabeth Zimmemann bøger. Faktisk så begejstret, at jeg lige har informeret min svoger om, at jeg gerne vil strikke en islandsk sweater til ham. Hun har nogle rigtig fine modeller i "Knitting workshop", og jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve nogle flere af hendes teknikker. Oveni behøver han ikke at vente til deres Island-tur til sommer, for Jorungarn har jo faktisk fuldstændig autentisk islandsk og færøsk uld. (Han vil så også gerne betale selv for garnet)
Nu har jeg ellers kommet med alle mulige forbehold et helt år, for jeg er ikke begejstret for bestillings-strikketøj, og heller ikke for en sweater i herre-størrelse - de er jo som regel lige lidt mere rummelige end damemodellerne - men nu skal det altså være. (Han blev også virkelig glad for ko-vendingen)
På arbejdet skulle vi have haft monitorering på et projekt. Den slags ender altid med at jeg - enormt stresset - sidder og leder efter enkelte, specifikke papirer i diverse bunker. Så da monitoren (den stakkel, for hun er faktisk meget sød) sendte en mail om feber og en dag under dynen, kan jeg ikke sige mig fri for at blive lidt glad. Dagen gik pludselig tilbage til drømmeplanen: at sidde i sofaen og læse artikler med et strikketøj.
Mon jeg skulle købe mig et skrabelod?
P.S. har faktisk også lagt billet ind på noget ultra-lækkert silke-uld og lidt bomuld ved et privat garnudsalg. Jeg, en garn-junkie.... Trist, men sandt.
P.P.S. Der bliver ingen penge til skrabelodder, for jeg opdagede det her! Men skynd dig - der er kun rabat til 4. april.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!