fredag den 8. januar 2010

1 års fødselsdag, lækkert garn og en lillebitte vest

I dag er det simpelthen præcis et år siden jeg flyttede min blog til denne adresse fra Urban. Det har været et dejligt år. Det er superhyggeligt at læse jeres kommentarer, og det er virkelig en slags pisk/gulerod for mig at liiiige skulle være færdig, så det kan komme på bloggen "i morgen" eller der kan komme nogle gram mere på tælleren.
Tusind tak, fordi du gider læse med, og tak for alle jeres kommentarer.
I går blev jeg helt færdig med en lille babyvest/undertrøje til min søsters kollegas lille dreng. Strikket efter Ruths opskrift, der er lige ud ad landevejen. Jeg strikkede den mindste størrelse på pind 3, men gjorde den 3 cm længere, for jeg kan godt lide, at babytrøjer er tilpas lange til ikke så nemt at kravle op.
Garnet er Wollmeise, 100% superwash Merino. Farven er Frosch, som jeg må indrømme, jeg var lidt skeptisk over da jeg åbnede posen. Sådan liiiiige grøn nok! Men den skepsis er da totalt gjort til skamme! Billedet viser ikke farven helt godt (mit kamera har en meget insisterende blitz) - i virkeligheden er den ikke så gullig, men lidt mørkere. Det rigtig smukke er de changerende nuancer i garnet. Den er simpelthen blevet så fin! Garnet er også dejligt spændstigt og blødt, når man først begynder at strikke af det. Jo - jeg er faldet ret hårdt for det her garn! Når jeg nu (forhåbentligt) køber så lidt garn i år, så skal noget af budgettet helt sikkert gå til Wollmeise. Hvis jeg altså lige rammer deres åbningstid.
Efter den færdige vest er jeg fluks startet på en lille alfehue mere, bare i dette grønne garn. Den første hue kunne han vist (måske) passe max. 1 uge, for jeg havde vist forregnet mig m.h.t. babyers hoveder. Desuden er der en paryk på tapetet. Jeg trænger virkelig til at blive klippet nu, men havde jo truet min frisør med en strikket paryk, og den slipper han altså ikke for!

2 kommentarer:

  1. Tillykke med blogolæret :-)
    Wollmeise er bare lækkert, farverne er helt specielle. Opdateringsmønstret er rimelig forudsigeligt. Velkommen i klubben af os, der undervurderer små børns hoveder.

    SvarSlet
  2. Jo tak. Skøn klub! Ufatteligt, at de søde små babyer med de gigantiske hoveder kan komme ud overhovedet. Jeg kommer aldrig til at forstå det.... (Der er nok en del fødende, der vil glæde sig over, at jeg IKKE skal assistere til fødsler og udtrykke min undren hver gang!)

    SvarSlet

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails