Arme dukkebarn...

Da jeg kiggede den gamle telefon igennem, faldt jeg over dette billede af en stakkels mini-dukke med brækkede ben.
Anledningen var, at mindste-nevøen kom på et par timers pasning i den periode, hvor han lå i gips pga. et brækket lårben. Gips fra navlen ned til tæerne på det brækkede ben, ned til knæet på det ikke-brækkede ben.
Han nød enormt at komme lidt ud på visit - det var alligevel vistnok 1½ måned, ham og hans mor nød hinandens selskab, efterfulgt af genoptræning.
Nå. Men. Hvorom alting er (som en af mine kolleger siger i ca. hver fjerde sætning) - efter en hyggelig formiddag fladt på maven på stuegulvet (hvor han kunne møve sig rundt), syntes mosteren (det kære, pædagogiske menneske), at dukken da også skulle have gips på! Stor succes, skulle jeg hilse at sige, selv om dukken var en anelse mere mobil, gips eller ej, end drengen på 2½....
Konklusion? Godt, børn ikke normalt har gips på - det er vildt besværligt. Og godt, at han slap af med gipsen og ikke har mén.....