Dagen i går gik med den dejligste tur meget af kysten rundt i bil.
Det var skønt. Ud/op ad Strandvejen, til første stop, som var Rungsted havn. Jeg er ikke det store bådmenneske, men kan sandelig godt drømme om en båd efter et havnebesøg. Tænk, at falde i søvn, vugget af bølgerne. Tænk at tage på eventyr hver dag og bliver superbrun og lækker. (Man bliver sikkert også slank, hvis man glemmer at tage mad med...!)
Alt det med leje af havneplads, både op på landjord om vinteren, "kørekort" til både osv. glemmer vi lige...
Næste stop blev Gilleleje havn. Med frokost købt hos fiskemanden og indtaget på stranden. Dejligste frokost i 100 år!Turen gik videre rundt, og vi kom forbi Heatherhill. Så smukt som altid, især på sådan en dejlig, solrig dag! Der lå næsten bunker af døde mariehøns ude ved kanten. Sværmene når vel ikke længere for vandet, vil jeg tro. Mærkeligt var det.
Sidste stop var Hillerød. Min veninde fra Fyn var vældig, vældig imponeret over Barokhaven ved slottet. Den er også helt utrolig fin, men eftersom jeg har opholdt mig så meget i Hillerød (har gået i skole der 12 år, samt efterfølgende haft forældre der), har jeg jo lidt ejerfornemmelser, ligesom jeg tror, de fleste lokale har det!
Frederiksborg Slot er mit yndlingsslot i hele verden. Punktum. Jeg elsker alle historierne om Christian d. 4., og kan altid tage en rundtur mere på slottet. Har sunget til bryllupper i Slotskirken mange gange, og ved præcist, hvilken del af slottet jeg gerne ville bo i ;-)
I går blev min horisont så udvidet med en sejltur på Slotssøen. Tænk - aldrig, aldrig har jeg sejlet der! Tror nok, det hang sammen med plagende børn, og en træt mor på indkøb, der sagde nej. Og så blev det ikke til noget før nu!
Dejlig tur, skulle jeg så hilse at sige. Kun 25 kr for voksne, endda!
Konklusion? Selv om lange bilture ikke lige er mig, så var det en super dejlig dag. Jeg havde alligevel aldrig fået cyklet så langt selv. (Helsingør ville jeg nok kunne klare!) Til gengæld strikkede jeg. Det blev trevlet op, da jeg kom hjem, for jeg kunne ikke lide mønsteret. Men alligevel.... Et strikketøj gør alting hyggeligere! Det enormt grimme, hjemmefarvede garn stod for skud. Tænkte, at sådan et par strømper måtte blive så grimme, at jeg måtte elske dem, men de bliver vist bare grimme! Billeder følger på et tidspunkt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!