Okay. Indtil nu har jeg virkelig ikke købt så meget som ét enkelt gram garn i år. Så langt, så godt!
Alligevel sniger det sig ind på mig, og hvis det her år fortsætter, som det er begyndt, så kommer jeg ikke til at købe meget garn selv!
Først kom der et nøgle garn fra Ruth Sørensen. I går lå der så en kuvert på mit skrivebord, da jeg mødte på arbejde. Det var såmænd sekretæren, der havde købt de to nøgler sort cashmere-garn fra Christel Seyfarth, som jeg havde stillet som betingelse for at strikke håndledsvarmere til hende. Uhm, hvor er det noget lækkert garn!
Jeg synes jo, at når nu hun har købt garn i dyre domme, så skal det da også være nogle fine - hvad skal jeg kalde dem? - håndledsvarmere til op over albuerne (skåneærmer?)
Derfor havde jeg tænkt mig dette mønster på oversiden, kombineret med noget 2x2 rib på undersiden. På pind 4, for det er det tykke cashmere-garn, og det skulle gerne række med de 110 gram (jeg er trods alt ikke ude på at ruinere hende). Sekretæren sagde god for det, så det er vel bare at fatte strikkepindene og komme ud over stepperne.....
Den helt store balancekunst bliver at lave det rigtig flot (det var noget dyrt garn, men det var min "løn" for at strikke dem), men på den anden side ikke så flot at alle de andre sekretærer også vil have........
hvis du bruger det angivne mønster, er det vist ikke kun sekretærer der kommer rendende og også vil have... så har du det halve blogland på nakken om lidt - DET ER DA FOR FEDT!!!
SvarSletGod fornøjelse med Cashmeren... jeg er næsten ikke misundelig :-)
Mange tak! Jo - jeg syntes, det skulle være lidt fikst. Hun er temmelig fiks, og har sagt god for det... Der skal nok komme billeder og beskrivelse her.
SvarSletUh - det dér cashmere er så blødt som en barnenumse!