fredag den 22. maj 2009

Det sidste først....

Farvning burde jo være en alvorlig sag med store gryder, afkog af svampe og birkebark (og hvad har vi!) - men denne farvning var aldeles til den sjove side! Hermed en noget fyldigere rapport fra spinde-klassen med garnfarvning. Søde Patty (hvis ben ses på billedet) havde medbragt hele 3 bundter garn, som jeg kunne muntre mig med (indkøbt på knitpicks hjemmeside - den varme anbefaling hermed givet videre: det er både billigt og lækkert garn!) - og det gjorde jeg så... For fulde gardiner! Håndfarvning foregik ved først at gøre garnet grundigt vådt, trykke vandet ud, og placere det på vita-wrap. Farven blev duppet på med små stykker svamp, grundigt, på begge sider af bundtet. Herefter et nyt lag vita-wrap, der lukkede garnet godt inde, og så i mikrobølgeovnen ved middel styrke i 3 x 1 minut med 1 minuts pause imellem.
Efter afkøling, indpakket i aviser, blev garnet skyllet i lunken vand (foregik på hotelværelset), og hængt til tørre, som det ses. Det tørrede ikke helt på en nat, men er i skrivende stund ved at tørre færdig (efter at have ligget indpakket i plastikposer under 19 timers flyvetur), hængt over diverse dørhåndtag i lejligheden.
Jeg er aldeles vild med det røde/pink/gule/brune bundt, der efterhånden indeholder mange nuancer pink/lyserød og orange. Det garnnøgle er bestemt til et sjal - der er godt 900 m. De blå/gule/grønne bundter er lidt mere uldne - der er aldeles for mange hvide tråde uden farve nok... Men mon de ikke kan bruges til nogle fine strømper? Jeg har ingen anelse om udseendet efter strikning, men venter i højeste spænding! (Jeg fik dog at vide, at man umuligt kunne ødelægge noget ved håndfarvning. Det meste bliver smukt!) Jeg kunne absolut godt se mig selv købe mig fattig i ufarvet strømpegarn og farver, og lave lidt hjemmefarvning. Men det må vel blive om 1,5-2 kg garnforbrug! (Holder faktisk standarden godt i år - strikker ca. halvt så meget som jeg køber... Ikke helt tilfredsstillende!)
Det var en vidunderlig aften. Udover farverne, fik jeg denne fine, totalt håndlavede taske af Carol. Hun har selv spundet garnet, farvet det, strikket det og filtet det. Samt filtet blomsterne. Den er dejlig i tykkelsen, og har en perfekt størrelse - til et strikketøj, men også nærmest til hvad-som-helst. Den skal jeg bruge rigtig meget! Og tænke på Carol, der snart skal have skiftet en skulder ud. Desuden fik jeg et nøgle To-foot-sies, så nu har niecen hele 3 farver at vælge imellem til de meget diskuterede sokker uden lugt!
Yderligere rapporter fra garnbutikker, samt om indkøb, følger....
Edit: har lige opdaget, at knitpicks garn er US exclusive, medmindre man har en US adresse at sende til.... Hmm. Må kunne lade sig gøre! Om 1½ kg!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails