Jeg "kom lige til" at gå ind forbi Jorungarn i dag. (På Godthåbsvej på Frederiksberg, lige overfor Paradisis. Uhm!) Altså - bare for at købe et sæt strømpepinde og en rundpind.
Og så var det lige jeg kom til at tænke på det kæmpestore bord derinde, fyldt med spoler med Supersoft garn. Jeg ved ikke helt, hvor mange nuancer de har, men det er pænt mange... Præcis magen til alt det andet supersoft, samt magen til Isager Højlandsgarn, vistnok også Geilsk og et par stykker mere.
I Jorungarn har de vist planer om at udvide med endnu flere farver - der var ihvertfald indkøbt udvidet bordplads!
Mand, hvor kunne jeg komme til at købe ind dér! 50 g af dit og dat til de vildeste mønstre. Men det blev ikke i dag.
Bare et lille tip - skulle du komme forbi Godthåbsvej, så und dig selv at gå ind og se bordet. Og grams, så meget du lyster. Farverne er fantastiske!
Ellers er dagen gået med lidt babysitning, inkl. filmen "G-force" - præcis den rigtige film, hvis du holder bare lidt af marsvin!
Barnet sover nu..... Forældrene sagde, jeg bare kunne sige, "SOV!" ca. kl. 19, så ville han lydigt lægge sig til at sove..... Som alle andre, der lige er rundet de 5 år, havde han dog ca. 127 forskellige undskylninger for liiiiiiiige at trække tiden ud. Inkl. "Jeg sover altså med åbne øjne!", men kl. 20.30 bukkede han da modvilligt under. Herligt! Eftersom han ligger i stuen, er der ikke meget andet at gøre end at sidde ved computeren eller sidde lige så stille i stuen og strikke og høre lidt klassisk musik. Hvilket er det næste på dagsordenen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!