torsdag den 19. august 2010

Vådere end det vådeste våd....


I går var så Store Legoland dag. Uh - som jeg glædede mig! Det gjorde nevøen på 11 og niecen på 8 også, må jeg sige. Jeg stod op kl. kvalme, og da jeg kom ud for at hente dem, var de bare klar. Havde ikke været det mindste sure over at skulle tidligt op...
Vi kom i lufthavnen - dejligt tørvejr i Kbh efter de sidste dages regn! - og fandt vores propelfly. (Det er altid sjovt at skulle flyve propelfly!)
På vej til Billund meddelte kaptajnen, at "der nok bliver lidt turbulens under indflyvningen til Billund - vi skal lige igennem et regnvejr". Turbulensen var ikke slem. Men, øh, "regnvejr"?
Ganske rigtigt regnede det, da vi kom til Billund. Ret meget! Taxachaufføren, der kørte os til Legoland troede vist, vi var tossede (måske var vi det også?) - at tage i Legoland i det vejr, men det var bare ligesom den dag det kunne lade sig gøre, ikke? Flybilletter bestilt for flere uger siden....
Vel ankommet til Legoland stod vi så (i tørvejr) på toilettet og ventede på at de skulle åbne. Mens vi ventede, blev det tordenvejr, og jeg tror ret sikkert lynet slog ned i Legoland. Der var ihvertfald lyn og brag og en lidt forskrækket nevø, der kom fra sin tørvejrsplads ved hovedindgangen og fortalte, at han havde mærket jorden ryste, da lynet slog ned. (Mosteren nåede lige at blive noget bekymret!) Samtidig med lynnedslaget gik lyset på toilettet, så ét eller andet blev ihvertfald ramt!Kl. 10 åbnede Legoland - men ikke hovedindgangen, pga. en kæmpe, koloenorm vandpyt. For at komme hen til side-indgangen skulle vi igennem vandpytten, og mine sko, strømper og det nederste af bukserne fik dermed straks dødsstødet m.h.t. tørhed. (Dumt, men jeg havde overhovedet ikke overvejet at medbringe regnbukser og gummistøvler! Eller... Jeg havde lige kigget på gummistøvlerne og skyndt mig at tænke, at jeg ikke gad gå i dem hele dagen for lidt regn)
Vi fik at vide, at kun de indendørs aktiviteter var i gang pga. regnen, og at - nej, de gav ikke rabat.
Formiddagen var noget slukøret, må jeg sige. De indendørs aktiviteter kørte heller ikke - sikkert pga. lyn-nedslaget, vi kunne ikke finde "Power-builders", fordi jeg hele tiden kom til at gå i ring, og selv om der så småt begyndte at være aktiviteter, så var der bare vådt, vådt, vådt.
Faktisk overvejede jeg seriøst bare at tage over i Lalandia i stedet. Ah - tanken om en varm pool!
Men efter en dejlig frokost-buffet på Hotel Legoland lysnede det. Vi fandt Power-builders, og det var sjovt! Niecen skulle følges med mig, men fordi hun var under 140 cm, måtte vi ikke hænge på hovedet. Det andet var også tilpas vildt, var vi enige om! Vildt sjovt, så vi prøvede nogle gange. Templet lå også lige i nærheden, og moster fik samtlige gange flest points (HA!). Extreme Racers banen kunne jeg godt leve med bare at prøve 2 gange. Ikke, at den var for vild, men den var noget larmende for de arme to børn der sad foran mig på vej ned ad bakken! De fik så lov at prøve den til de var tilfredse. Nå ja - og så prøvede vi en masse flere ting, og regnen stilnede en smule af. Faktisk var der en halv time, hvor det slet ikke regnede, så jeg kunne tage nogle billeder!
Legofigurerne er jo fantastiske. Intet mindre! (Sikkert smukkere i solskin, tror jeg) - vi fik trasket gennem mini-land nogle gange, så jeg fik min lyst styret, fordi jeg dels ikke kunne finde vej lige til at starte med, og dels regnede kortet i stykker i løbet af kort tid, hver gang vi fik et nyt. Det er imponerende, hvad de har bygget!
Jeg måtte også lige fortælle poderne ovre ved modellen af "Kennedy Space Centre", at "Der har jeg været! Inde i den raket!"
Sjovt at se København i miniformat, inkl. Amalienborg, der dog var imponerende stort. Selv i miniformat!
Resten af dagen gik så med lidt guld-vaskning. Det var sjovt at de ville, selv om de egentlig er lidt store til det! (Niecen sammenlignede endda tykkelsen på deres medaljer, fordi de ikke havde samlet lige meget guld)
Vi kom tilbage til lufthavnen og fløj hjem. Jeg må sige - taget i betragtning hvor våde vi blev (mest mig, dog) så var mine to rejsekammerater i tårnhøjt humør. De syntes selv, de havde gjort et "once-in-a-lifetime"-kup med deres billeder på en lego-plade og speedsnakkede, da de var vel hjemme igen. (Søsteren og svogeren kan også glæde sig over køkkenmagneter med koncentrerede kompagnoner fra Templet).
Men, mand, hvor var det skønt at komme hjem og få tørt tøj på og efterhånden mærke varmen brede sig!
Forrresten - strømpestrikningen? HA! Man kan bare ikke strikke, når ens fingre ligner rosiner!
Heldigvis kan sådan en strømpe jo tåle lidt fugt. Godt for det, for det eneste i tasken, der ikke var vådt, var - ironisk nok - badetøjet, der lå i en plasticpose....

7 kommentarer:

  1. Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen:

    Du må være den bedste moster der findes. TÆNK at du gennemførte og formåede at holde fanen højt hos ungerne også. Det udløser knagme en medalje, hvis jeg altså lige lå inde med sådan en..;)

    Jeg under dig en dag under den varme dyne, eller under et tæppe med strik til. Mon ikke rosinerne er ved at være glatte nu igen? Hihi.

    Knus til dig
    Henriette

    SvarSlet
  2. Tak, Henriette. Men husk - det var MIG, der ville i Legoland. Og jeg er ret stædig, når jeg først har sat mig for noget... Børnene var altså utroligt dejlige at have med. Det havde ca. været årets værste tur, hvis jeg havde trasket alene rundt i vandpytterne, tror jeg nok. Så havde jeg aldrig prøvet hverken power builders eller extreme racers.
    Det er skam ingen sag at være moster med sådanne nevøcer...
    Og jo - der blev lige strikket lidt, da jeg endelig nåede hjem, selv om jeg var ret træt.

    SvarSlet
  3. Det kan øse, det kan pøse, det kan regne, li' så meget som det vil.
    Det kan sjaske, det kan pjaske, alle vegne, hun marcherer bare til.

    Hatten af for moster Christ - med tørt badetøj.

    SvarSlet
  4. ... og der skulle altså stå moster Chris - for helt så hellig er du vist ikke.

    ;o)

    SvarSlet
  5. Ja, jeg er også imponeret. Hvis du keder dig i næste uge, må du gerne besøge mig, jeg har både garnvinde og spole....

    SvarSlet
  6. He he - tak skal I have. Men mange roser må jeg give videre til børnene. De er SÅ seje. Hvis jeg havde haft sådan nogle pive-hoveder med, var det aldrig gået.
    Desuden er vi jo i familie - de er lige så indædte som mig. Har man sagt Legoland, SKAL man også bare have noget ud af det!
    Lisbeth - det skal jeg da lige finde ud af. Du skal nok høre fra mig.

    SvarSlet

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails