Hun ved, hvad der skal til / She knows what it takes

Æblehuen nåede ikke bare frem, men faldt også i utroligt god jord. Jeg fik ret hurtigt et billede af barn med hue på, mens hun sad og brølede som en løve (der var løver på kortet).
Huen har stort set været skruet fast på hovedet siden, og ovenikøbet fik jeg i går billede af barn med ikke bare hue, men også røde, strikkede strømper, som hun nægtede at tage af.
Hvis ikke DET giver lyst til at strikke mere til en glad, lille modtager, så ved jeg ikke, hvad der gør!

The apple hat reached its destination, and was very happily welcomed. Quite quickly, I received a photo of child wearing hat, while roaring like a lion (the postcard showed lions).
The hat has been stuck to her head, more or less, ever since, and to top it, I received a photo yesterday of child wearing not only hat, but also red, knitted socks, which she refused to take off.
If THAT is not a reason for knitting more for a happy, little recipient, then I don't know what is!

Derfor har mit togstrikketøj i denne uge været en lille Anemone-vest til selvsamme unge dame, der mangler et par undertrøjer til vinteren. I noget, der ikke kradser, altså.
Wollmeise kradser ikke. Overhovedet. Så det blev det. Arwetta kradser heller ikke, så det bliver brugt til nummer 2. (I hvid! Det er ønsket. I mit hovede er hvidt og børn ikke kompatibelt. Måske, fordi jeg altid selv spilder, hvis jeg har hvidt tøj på!)

That is why my train-project this week has been an Anemone-vest for the very same young lady, who is in need of a few vests for winter. In something that is not itchy, that is.
Wollmeise is not itchy. At all. So that is what I picked. Arwetta is not itchy either, so that will be used for the second vest. (In white! That's the wish. In my head, white and kids are non-compatible. Probably because I always spill something if I'm wearing white!)