torsdag den 22. november 2012

Flyvetimer / Flying lessons

Min lille, nye undulat er faldet godt til. De elsker hinanden rigtig højt allerede, hvilket er ret sjovt. Er den ene ude af buret, sidder den anden og kalder (meget højt!) indtil de kan se hinanden igen.
Med til at være fugl hører jo, at man kommer ud at flyve. Det medfører en del kalden!
Min nye fugl (der iøvrigt er endt med at hedde Amanda) flyver opad. Og opad. Indtil hun støder hovedet mod loftet. (Nej, undulater er ikke super kloge!) Eller nød-lander et eller andet sært sted. Som på dørkarmen!

My new, young budgerigar has settled in. The 2 birds love each other very much already, which is kind of funny. If one of them leaves the cage, the other one starts calling (loudly!) until they are within sight of each other again.
Part of being a bird is flying freely outside the cage. Which leads to a lot of calling!
My new bird (who by the way ended up with the name Amanda) fly upwards. And up. Until her head hits the ceiling. (I never said these birds were very wise!) Or she crash-lands somewhere weird. Like on the doorfram!
Imens sidder han-undulaten og venter. Og undrer sig. Og kalder. (Højt!) Men ikke tale om, at hun kan finde tilbage til buret!

All the while the male is waiting. And wondering. And calling. (Loudly!) But no way can she find her way back to the cage!
Næh - hun kan finde et enkelt sted, hvilket er på gardinstangen. Der har man godt overblik! Til gengæld kan de finde hinanden, hvilket jo er rart. Hun gider ikke flyve hjem, men er mere optaget af at forsøge at kigge ned bag gardinet, når nogen udenfor stiller cyklen. Når jeg så tilbyder at bære hende hjem på en finger, kommer hendes sande natur frem. Hun er ikke specielt bange. Men OM hun gider sætte mere end en enkelt fod på min finger? Næh nej! Hun strækker sig så langt hun kan for at undgå at jeg får begge ben. Når hun så overgiver sig, når hun at flyve væk et par gange, inden vi når buret. Der er en god del stædighed i denne lille krop!

She knows her way to one single place, which is on the curtain rod. You can see far from here! And they can find each other, which is nice. She doesn't want to fly home, but tries to bend and look behind the curtain to see the person placing his bike. When I offer a safe ride home on my finger, her true nature is showing. She is not very scared. But by NO means she wants to put more than one foot on my finger! Oh no! She is stretching as far away as possible to keep one leg to herself. When she finally gives in, she manages to fly away a few times before reaching the cage. This little bird is very stubborn!

4 kommentarer:

  1. Hvor herligt. De fugle er bare saa skoenne. Tror du hun mangler en GPS???

    SvarSlet
  2. Det er en dame, der har sine egne meninger og jeg kan da godt forstå hun ikke synes at han skal bestemme, hvornår hun skal være hjemme.

    SvarSlet
  3. HA! Jeg elsker altså undulater, og husker lige pludseligt hvordan min egen fra min barndom også altid kun satte et ben på fingeren. Det ser vildt sjovt ud med en fugl i spagat :))

    Fister (og marsvinene)gør noget nær det samme. Alt nyt er faaarligt, så når man er en nysgerrig starut så strækker man sig så laaangt man overhovedet kan uden at slippe med det yderste af neglene på bagbenene hi. Det er en fest at skue.

    Tillykke med din nye pipper.

    kh
    Henriette :)

    SvarSlet
  4. De er så forfærdeligt søde, selv om de snakker og snakker og snakker. Jeg elsker fugle!
    Den nye trænger vist gevaldigt til Kraks kort over lejligheden, eller også skulle jeg bare vente til hun blev rigtig sulten og i det mindste forsøgte at finde tilbage til buret igen! Det kommer nok....

    SvarSlet

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails