fredag den 19. juni 2009

Fin og frisk fredag!

Jeg var ganske enkelt målløs i morges - altså, på stirre-måden. Tænk, undulaterne gik i bad! Ikke bare på "dyp-en-tå-og-halen" måden, næeh - de pjaskede rundt og skældte ligefrem hinanden ud for at komme først til. Aldrig i mit livs skabte dage har jeg set noget lignende - med MINE undulater, forstås! Har en enkelt gang før set én af dem gå "værdigt" i bad, men ellers er fuglebadet drikke-trug og "gemmested", når han-undulaten er bange for at falde ud af den åbne låge.... Meget imponerende. Håber ikke, de små kræ får lungebetændelse af alt det vand!
Ellers er det jo fredag - på den dejlige måde. Når man starter dagen med solskin og fuglesang, kan det ikke gå helt galt. Har kontoret aldeles for mig selv, og skal udnytte det på det groveste ved at spille Bach´s Johannes Passion ud over alle bredder.
Har vundet grimt, orange bomuldsgarn (eller, - egentlig ikke grimt, bare enormt påtrængende orange!) i bundter, og planlægger en farveseance i eftermiddag/aften - helst med en lykkelig slutning i form af meleret-rødt, hvor den oprindelige orange evt. skimtes bagved. Vi får se!
Endelig spiller selveste Thomas Helmig i Tivoli i aften! Har planer om at trodse evt. tordenbyger og tage derind, for - hold nu fast - jeg har faktisk aldrig set manden live. Nu er han jo retro-fed, mens jeg før egentlig bare har syntes han var lidt pinlig.... (Okay - skyd mig!) Så det er mig med de blomstrede gummistøvler midt i det hele...
Strikketøj? Øhm. Har ikke nået en maske i 1½ døgn. Ikke måden at blive færdig. Der skal også tages revanche! (Om ikke andet må jeg læse i den tykke bog, mens jeg strikker krabbe-strømpe. Så arbejder jeg nemlig også! He he)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails