Tør man tro det?

I lidt over 3 laaaaaaange måneder har S-toget til Hillerød stort set ligget brak.
Jeg tager som regel til Hillerød 2-3 gange om ugen, og i under spor-arbejdet har rejsen, der normalt tager ca. 1 time hver vej, taget mellem 1½ og 2½ time. (1½ time en enkelt gang på en meget, meget god dag...)
Det har været - for at sige det mildt! - MØG-irriterende!
Alternativ køretur til Farum i et overfyldt tog, herefter videre med (yderligere) overfyldte S-togs-busser (hvis de altså kørte efter planen. Nogle gange kørte de bare i garage) til Hillerød.
Sådanne rejser er virkelig noget, der sætter fut i temperamentet! Ikke bare hos mig (selv om jeg har et meget vel-udviklet temperament, som enkelte niecer kan få til at bryde ud i lys lue på ca. 5 split-sekunder. Og de véd det!), men også hos med-passagerer. Sådan noget smitter (der er ikke noget som at dele sit dårlige humør med andre, vel?) og jeg har virkelig været på vej til hidsighed mange gange, hvis ikke.....
Hvis ikke hvad? HVIS IKKE JEG HAVDE MIT STRIKKETØJ!
Der er strikket mange, mange, mange masker takket være BaneDanmark. Når turen har taget dobbelt så længe, har jeg bare måttet glæde mig over, at jeg nåede dobbelt så langt på strikketøjet.
Og det er da alligevel en stor ting for noget så irriterende!
På søndag skulle det slutte. Det fører mig direkte tilbage til overskriften. Tør man tro det? Jeg krydser fingre og holder strikkepindene klar, just in case!