I anledning af den royale dåb i går, kommer der her en rigtig prinsessekrone..... En fin, hæklet guldkrone, hvis du kender nogle potentielle prinsesser?
Jeg sad troligt og så samtlige minutter af den royale barnedåb i går. Elsker simpelthen sådan noget!
Han var godt nok bare sød, den lille prins, og kunne endda brokke sig lidt, på trods af det velvoksne måltid, han sikkert lige havde fået serveret (og som også fik ham til at falde i søvn til sidst).
Jeg frydede mig over lille prinsesse Isabella. Hun ligner nogle 2-årige jeg har mødt, både i størrelse og temperament!
Fantastisk, at også prinsesser kan blive båret skrigende ud midt i det hele, og endnu mere fantastisk, at hun sad så stille så længe. Dejligt at se "et rigtigt barn" i kongefamilien...
Hun er altid så fin og pyntet. Særligt håret imponerer mig, for de 2-årige, jeg har mødt, har været page-korthårede, fordi de dels har protesteret inderligt, så snart nogle ville lave fikumdik med deres hår, dels har hevet det ud igen, så snart det var sat i.
Den sidste 2-årige, jeg mødte, sagde vrede lyde, så snart man havde en hårbørste i hånden og nærmede sig hendes hår, så Isabellas fine, krøllede, friserede hår med sløjfer er jeg imponeret over! Det ses tydeligt på den lille pige, at hun har en mor, der elsker at pynte hende, og har haft tålmodighed til at lære hende, at man ikke dør af hårpynt. Skønt!
Til alle de andre små, arrige prinsesser derude, der endnu ikke har lært at bære guldkroner og hårpynt, er der en alternativ kronehue.
Også rigtig sød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!