torsdag den 2. juli 2009

Alt, alt for nem at lokke.....

Dagens aldeles uskyldige billede, der ikke har noget forhold til indholdet af dette indlæg, er den fine solnedgang over Storebælt, set på en togtur hjem fra Århus forrige søndag. Der er altså dejligt midt i den danske sommer, når solen først går ned kl. 22!
Angående overskriften - ja, jeg har købt garn. Igen. Var lige inde og kigge på garnbutik.dk, der nu har de sidste rester liggende - stadig med 35% rabat, hvilket immervæk er en hel del! - sad og snakkede med mig selv om det fine, sorte, Gotlandske pelsgarn, og pludselig også med min kollega, der begyndte at komme med gode argumenter oveni i mine egne, der begrænsede sig til "Det er billigt!" og " Jeg har egentlig ikke noget sort garn, men kunne godt bruge det." Hendes argumenter var "Du kunne strikke en poncho - eller en hue!" (Okay, af de 800 g kunne der nok blive en hel del huer....) og "Sort er sådan en klassisk farve" "En sort bluse ville også være god". Og jeg er så nem, så nem.... Vupti - bestilt var samtlige 800 g, der nu er på vej til mig. Mine kolleger blev i øvrigt rørende enige om, at jeg har et misbrugsproblem.... Men hvad. Garn er jo ikke skadeligt. Man kan lave ualmindeligt fine ting med det (meget pænere end med golfudstyr eller modeljernbaner!), man bliver glad af at se på det og røre ved det. Godt nok kan man bruge en mindre bondegård på at købe det, men på et eller andet tidspunkt giver det jo sig selv. Hjemmet bliver fyldt! Man kan give det væk og gøre andre glade - enten for en garngave eller en hjemmestrikket gave! Nå. Men NU er det slut! For en tid ihvertfald. Forude venter jo garn fra Island (til svogerens bluse og i min fødselsdagsgave, håber jeg!), marsvine-pasnings-betalings-cashmeregarn, strikkefestival på Fanø og (forhåbentlig) en tur til USA til efteråret... Til Minneapolis, der må være en ret kold by i oktober, og garanteret har en masse garnbutikker!
Resten af dagen i går fik jeg ikke rigtig plejet den dårlige samvittighed - mindstenevøen blev passet - i Tivoli! Superhyggelig tur med barnet, der siger "prut". Han er heldigvis så lille, at 3 forlystelser var nok (han skulle jo også hjem i seng!) - Veteranbilerne, flyvemaskinerne og Linie 8. Vi så akvariet med hajerne. Og "Se moster! En Flyvehaj!" - det var ingen ringere end hr. Rokke fra "Find Nemo"!
På hjemvejen hørte jeg så en meget passende bemærkning fra det frække barn. Vi skulle nemlig af på Nørrelort, kom han frem til! (Mosteren fnisede. Højst upassende og upædagogisk) Et yderst passende navn til den grimmeste s-togsstation i Storkøbenhavn efter min mening!

2 kommentarer:

  1. tihi! jeg er faster til to dejlige piger og også mormor til en prinsesse. min filosofi er at det med pædagogikken er forældrenes rolle, os der er fastre/mostre/bedstemödre har fuldt lov til at deltage i börnenes upassende grinerier og også at forkæle dem helt og aldeles. jeg har selv opfostret 5 dejlige unger og mener jeg er færdig med min portion af den kedelige del i börneopdragelse.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  2. He he, ja, Frida, - det skønne ved nevøer og niecer er, at den kedelige opdragelse hviler på forældrene. Jeg er også ind imellem kommet til at sige "prut" til mindstenevøen....
    Det værste ved ham er, at han lynhurtigt fornemmer, når han liiiige er lidt for pinlig, og så kører han ellers helt ud af sporet. Man skal helst lade som ingenting.
    Nevøer og niecer er helt klart et meget stort gode - de opdager nemlig, at man ikke står for det kedelige, og man får jo oceaner af sjov og kærlighed igen, hvis man gider bruge lidt tid på dem. Men nu føler jeg mig jo også usædvanligt heldig med de 10, der faldt i min moster/faster-hat!

    SvarSlet

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails