tirsdag den 31. marts 2009

Så endte februar i marts alligevel

Så blev marts-projektet alligevel færdig - i sidste øjeblik!
Den voksede lige lidt i vask, og er vistnok strikket på pind 5½ istedet for pind 5 (de havde ihvertfald ikke samme størrelse som min andre pind 5!). Det er ikke lige den stil, jeg plejer at gå i, men dejlig varm og blød er den blevet. Den bliver ret dejlig til forår og sommer, tror jeg!
Den er strikket i dels Kauni effektgarn, ca. 275 gram, og det helt tynde Kauni-garn, ca. 175 gram.
Ialt vejede jeg den til 450 gram, og den føles også meget let.
Meget fin og sjov opskrift, der vist kan varieres i det uendelige!
Fra denne Zimmermann-look-a-like til lidt af det ægte. Er begyndt at studere mine bøger fra Amerika, og glæder mig rigtig, rigtig meget til at strikke Adult Surprise Jacket inden året er omme. Det er nogle rigtige klassikere, der er opskrifter på i de bøger!
Tilbage til dagens projekt. Knapperne er fra Prag - fine, håndmalede metalknapper. Passer ret godt, synes jeg.
Opskriften på February Lady Sweater finder du her. Der svæver vist også en dansk opskrift rundt derude i cyberspace et sted, men jeg ved ikke lige hvor.

mandag den 30. marts 2009

Av! Ååhhh.... Skulle det virkelig være sundt?

Løb i går for første gang siden 1. september. Ikke, at det blev den store spurt, men løb opvarmning over til Frederiksberg Have, løb 2 x 5 minutter alt hvad jeg kunne og luntede hjem igen. Når det hele fungerer (næste gang) løber jeg 1 x 10 minutter alt hvad jeg kan, og det spændende er så, hvor langt jeg kan nå på de 10 minutter - det bliver jo (forhåbentligt) længere og længere pr gang!
Det var dejligt at være i Haven igen og se alle de blomstrende krokus. I dag er det knap så dejligt, og i morgen bliver det helt slemt.
Hvordan kan det dog komme til at gøre ondt under ribbenene? Af at løbe?
Aftenen blev behageligt tilbragt i sofaen. Mangler nu kun det allersidste af ærmerne på min FLS, så den bliver forhåbentlig klar til vask i aften og til fremvisning i morgen.

Påskekylling.. eller ælling?


Dagens opskrift er en kylling/ælling hagesmæk. Ganske vist hæklet, men meget sød og påskeagtig.

lørdag den 28. marts 2009

Göteborg

Har været hinsidan torsdag og fredag. Dejlig 4 timers togtur hver vej til Göteborg, og dejligt møde hvor man (læs - "jeg") kunne strikke - til flere andre deltageres store fascination. De kender mig nu godt nok efterhånden, og ved, hvad de kan forvente, men hyggeligt er det med lidt beundring!
Februar i Marts blev medbragt, og den kan godt nå at blive færdig som martsprojekt, tror jeg. Mangler bare det meste af et ærme, og så skal kanten på det første ærme lige laves om, så den bliver et par maske mindre. Glæder mig rigtig meget, til den er helt færdig - til den er vasket og dermed både blød og uden en kraftig lugt af gammel dame (okay - for at være helt fair, så er lugten ved at gå af. Heldigvis.)
Nu kan man jo ikke rigtig sidde med en hel trøje på skødet og to nøgler garn på gulvet - heraf det ene en kanonkugle af 220 g Kaunigarn. Derfor var der til lejligheden medbragt materialer til - endnu - en sparkedragt. Efter som det er omkring nr 24 jeg strikker, så er det altså keeeeeedeeliiiigt - medmindre man sidder til et møde og alligevel skal bruge hænderne til noget. Nåede også ca. halvdelen, så alt i alt en perfekt tur!
Men det blev bedre. Bare et lille tip, hvis du ind imellem lige kommer til Sverige: De har altså et langt større udvalgt af engelske strikkeblade end jeg nogensinde har set i DK, og så sparer man jo endda lige 30% via valutakursen. Jeg er nu ejer af både "Interweave Knits" forår/sommer 2009 og det nye Debbie Bliss blad - det sidstnævnte er ustyrlig fint.
- - - - om jeg fik noget ud af det faglige i mødet? Jo, skam! Det var et glimrende møde med mange gode idéer!

onsdag den 25. marts 2009

Guld!

Bøgerne er behørigt afhentet, og tolden betalt. Det viste sig, at selve det at fortolde er så vanskeligt, at det koster ca. 150 kr i gebyr, bare for at få lov at betale tolden! (Altså - de kunne da godt have sparet sig besværet for min skyld. Det nævnte jeg også venligt på posthuset ;-) )
Bøgerne er ret bogstaveligt nærmest deres egen vægt værd i guld, men er de mere end det?
Ja! "Knitting without tears" kunne jeg nok godt have levet uden, men de to andre er fuldstændig uforlignelige. "The opinionated knitter" har projekter og idéer og teknikker nok til resten af livet, tror jeg, og så har den farvebilleder. Ganske uhørt! "Knitting workshop" er god, grundig undervisning, der starter basalt og straks svæver op mellem stjernerne efter et par kapitler. "Knitting without tears" ser ud til at blive ved jorden...
(Ovenstående dom kan revideres efter grundig gennemlæsning!)
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at strikke "Adult surprise jacket" - har en masse godtlandsk pelsgarn i mange farver, der ville passe perfekt. Men det kræver vist, at man øver sig på et par små eksemplarer først - det ser overdrevet mystisk ud! Glæder mig.....

Hurraaa!

I dag har Ingrid fødselsdag. Kjolen er færdig, sendt og faktisk pakket ud allerede. Den er angiveligt blevet vel modtaget. (Det var også meningen!)
Endelig kan jeg vise den frem i cyberspace - den er ellers allerede blevet flittigt fremvist til hvem som helst, der gad kaste et blik på den.
Jeg er overordentlig tilfreds med resultatet.
Strikket i bomuld på pind 3 - ikke det klogeste til et "lille" tidspres-projekt! 250 gram ialt har jeg brugt, op til 2 nøgler af hver af de 4 farver.
Startede oppefra - fandt en "almindelig" opskrift og slog passende antal masker op til halskant, samt slog yderligere ekstra masker op undervejs til halsen foran. Da jeg nåede antal sv.t. ryg + forstykke i den "almindelige" opskrift, fortsatte jeg på rundpind i feather and fan mønster i striber, og tog efterhånden nogle masker ud i mønsteret undervejs. Da jeg efterhånden syntes, den måtte være lang nok - og vid nok - lukkede jeg af..... (Passende længde blev vurderet ud fra en kjoleopskrift)
"Ærmerne" blev bare en lillebitte vrangkant, og halskanten blev hæklet.
Det har været et sjovt projekt - når man hele tiden skifter farver, går det hurtigt fremad, og jeg kan rigtig godt lide bølgemønsteret.
Farverne føles dejligt forårsagtige, hvilket i høj grad var tiltrængt, når det udenfor nærmest er frostvejr, og i går bød på snestorm....

Forårsfældning - eller det "hemmelige" dun-lager?


tirsdag den 24. marts 2009

Sin vægt værd i guld.... Forhåbentlig!

Har købt 3 Elizabeth Zimmermann på nettet. Fra USA. Dårlig idé, ser det ud til! For 3 bøger gav jeg ca. 600 kr (dollaren er ikke så favorabel lige nu). I dag lå der så brev fra det flinke postvæsen, at de kan afhentes, når der samtidig betales told på 294 kr.
De bøger SKAL være deres vægt værd i guld! (De er ihvertfald ikke helt nemme at få fat på...)

Et helt døgn....

Et døgn uden løgn? Hmm. Ihvertfald et døgn uden pc. Det kan godt føles længe! Til gengæld blev min February Lady Sweater fisket op fra strikke-hi. Er næsten færdig med kroppen, mangler nu kun 6 cm! Spændt på at skulle strikke ærmer (strikker rundt, knap så mange masker, men et stort, tungt stykke forneden, der skal drejes med rundtogrundtogrundtogrundt). Der er mere end rigeligt garn, og den lover godt. Men alle er jo også rigtig begejstrede for den! Skal på togtur/retur til Göteborg sidst på ugen, så mon ikke den kan nå at blive færdig som officielt marts-projekt?

mandag den 23. marts 2009

Mmmm. Sol og is!

Dagens forårsstrikketøj er en lille iskage-hue. Perfekt til forårssolen og den første is. Det er næsten ikke til at vente, vel? Der er flere mønstre på siden, denne er nummer 2 fra oven.

lørdag den 21. marts 2009

Hurtige silkehandsker

Ikke det skarpeste billede, men kameraet blev glemt, og billedet tages med mobil.
Strikke første handske i går aftes, anden handske i formiddag (og til halvdelen af fødselsdagen), samt syede nederdelen lidt midt i det hele.
Handskerne er af silkegarn fra Netto, meget sart rosa, og jeg ved ikke, hvor meget der er brugt, men det er vist ikke mere end 20 gram strikket i dobbelt garn på pind 3½. Resultatet er glimrende.

fredag den 20. marts 2009

Fint skal det være....

Det har været en usædvanligt selskabelig uge. Mandag besøg af den ældste nevø, tirsdag genbrugs-shoppetur med veninde og i går besøg af Eva - hyggelig tur i fine garnbutikker, selvbestaltet strikkecafé (vi strikkede på en café, og det var hyggeligt!) og mad på Riz-raz. Så for første gang Bette design indefra. Sikke dog en lækker butik! Masser af fint garn og en rigtig sød ejer. Kan virkelig godt forstå, at dén, og dens tilhørende strikkeaftener, er meget populære! Købte kun 200 g garn. 1 nøgle Lucca Fino superwash, der virkelig er blødt som vat!, og et nøgle silke/merino garn fra Uruguay. Meget, meget lækkert.
I morgen hedder det fødselsdags-theselskab hos min søster - gerne med blomstrede kjoler, hatte og handsker. Fandt denne opskrift på handsker, der burde kunne strikkes på en aften (mens jeg hurtigt syr en blomstret nederdel!).
PC-en er blevet syg med en møg-virus. Håber, den snart er ovenpå igen, og at virus ikke er luftbåren....

onsdag den 18. marts 2009

Dén tid på året....

Jeg synes virkelig det er hyggeligt at få gækkebreve! (Men jeg er også meget taknemmelig for, at de børn, jeg kender, ikke alle har været i gækkebrevsalderen samtidig....)
Faktisk har jeg ingen anelse med lige præcis disse to, nysankomne breve. Den ene måske nok - jeg kender mange børn med 6 bogstaver, men den anden har jo 18 prikker.... Øhm. - - - - Under alle omstændigheder ender det jo nok med at jeg hoster op med påskeæg. (Hø hø - hvor fantastisk ville det også være som barn at blive "gættet"?)

Min nye - meget rummelige - madkasse




tirsdag den 17. marts 2009

Barn igen

Den nye cykel er bare skøn. Måtte straks køre en lille indvielsestur i fredags. Blev på 5 minutter 9 år igen!
Bortset fra det er det godt nok underligt at skifte cykel - lidt ligesom at få nye briller. Afstanden til jorden er pludselig anderledes! Men man vænner sig jo til det.... (Mon ikke flittig strikning gør hjernen mere omstillingsparat?) Det føles sjovt nok som om den er hurtigere end den gamle cykel. Men det er jo også en fin cykelhandler-cykel, ikke en billig supermarkedscykel! Tror ihvertfald, den er lidt blødere at træde rundt på.
Den gamle cykel røg ud i storskrald-aflukket, iklædt nøgler til låsen (der næsten ikke er til at få op). Den var pist væk i dag, så forhåbentlig er der nogle andre, der kan få lidt glæde af den. Om ikke andet, så til reservedele!

mandag den 16. marts 2009

Milkshake

Dagens hæklede milkshake finder du her.

søndag den 15. marts 2009

Weekend med moster....

Har set en del til den kære familie i weekenden. Passede min søsters børn 6 timer lørdag, og selv om jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs (mindstenevøen kan forstyrre en hel del, hvis han er i det humør!) gik det fantastisk. Søde, søde børn. De fik også nogenlunde deres vilje, hvilket som bekendt altid hjælper! Det eneste knas fra den mindste var på ose-turen i ToysRUs, hvor han lige nu er i "røre-ved-alting" og "jeg-smider-mig-bare-på-gulvet-hvis-jeg-ikke-får-min-vilje" alderen. Men det har vist aldrig rigtig gavnet ham meget, det med at rulle rundt på gulvet, så det holdt han hurtigt op med.
I dag i kirken smeltede han mig helt. Pludselig begyndte han forsigtigt at ae mig på kinden og håret. Helt sødt! Åbenbart har han gennemskuet, at det sædvanlige "Moster - må jeg komme hjem til dig?" sjældent virker efter hensigten, for i dag kom der trumf på "Min far har sagt det!" (stik så lige dén, moster!)
Jeg har også strikket rigtig, rigtig meget. Og set en hel masse fjernsyn til strikketøjet. Desværre bliver dagen i dag billedløs. (Det skal nok komme engang)

fredag den 13. marts 2009

Monogam?

Hvor mange kan man have ad gangen? Hmm.
Det kommer vel an på, hvad det er....
Købte min nye cykel i går (en klassiker for mig - bruge pengene hurtigst muligt. Havde en overbevisning om, at det nok først blev trukket fra kontoen mandag. Men... næeh nej!) og skal hente den om et par timer. En fin centurion-cykel til (hold nu fast, for jeg var ved at besvime!) 4500,-. (Her gik jeg i min fredelige, lille paralel-verden og troede, at "rigtige" cykler kunne fås for ca. 3000!) Fin, lyseblå og tiptop ifølge sælgeren. Og ham stoler jeg altså på! Alle de gange, han har ordnet og repareret den gamle cykel - rabat giver han også, og han kan endda genkende sine stamkunder (f.eks. mig!), selv om hans arbejde gør, at jeg kun kommer 1-2-3 gange om året, og han har butik i Danmarks folkerigeste kommune (eller er det største befolkningstæthed?) - og han med stats- og kommunegaranti har rigtig mange stamkunder...
Nå men altså. M.h.t. cykler er jeg monogam. Den gamle ryger altså fluks til storskrald!
M.h.t. strikketøj er det noget sværere. I denne måned er jeg bigamist, for jeg har kun 2 projekter kørende, der begge ideelt set skulle være færdige i marts. Pyh, hvor er det svært! Jeg plejer jo at hoppe lidt frem og tilbage - strikke lidt her og dér - starte noget nyt, finde noget gammelt frem, der lige skal være helt færdigt, starte noget andet nyt osv.
Men jeg kan da - også i marts - kigge på garnlager, planlægge og drømme. Læse opskriftbøger og kigge billeder til min store fornøjelse.
- inden jeg strikker videre på martsprojekterne....

onsdag den 11. marts 2009

Yipee!

Penge tilbage i skat! Hurra!!!!!
Nok til, at min kære cykelsmed kan blive rigtig, rigtig glad! Hver gang jeg kommer med min 8 år gamle cykel, indkøbt i (dengang) OBS i Odense for 1300 kr, siger han "du har været her før, ikke? Det er sådan en billig supermarkeds-cykel, ikke?" (Hvortil jeg svarer "jo, men du har jo snart skiftet det hele ud....") "Du kører ret meget på den, ikke?" (Jo - det er sådan set mit transportmiddel her i Kbh) "Skal du ikke have en ny (underforstået, "rigtig") cykel?"
Efterhånden må jeg give ham ret. Er træt af løs bagskærm, knirkende pedal, slidt gear osv, osv.... Men en ny cykel stod kun på den mentale ønskeliste, ikke på tapetet. Før nu! Hurra!
Glæder, glæder, glæder mig til at købe en spritny cykel fra en cykelhandler. Min første siden min lyserøde konfirmationscykel (der blev stjålet, da den var 9 år gammel. Hvor desperat kan man være? Altså.... en lyserød cykel?)

Lidt blade på træerne, tak!


tirsdag den 10. marts 2009

Projekt Pink

Mit pink projekt vokser. 75% af pindene kan jeg strikke, mens jeg læser, så det er jo strålende til artikellæsning!
Hvad det ender med at blive, ved jeg ikke helt endnu. Der skal nok komme et billede, når det engang er klar - planen er, at det skal være færdigt i løbet af marts.
Det er dejlige forårsfarver at strikke med!

mandag den 9. marts 2009

Endnu en hue

Dagens opskrift er på endnu en hue. En "brain-monster" hue.
Udsæt et barn for denne hjerne-ædende monsterhue, eller strik den alternativt til dig selv, hvis du har hjerneceller i overskud.

søndag den 8. marts 2009

Februar i marts.....

Efter en weekends meget intens strikning, både i tog og ved besøg hos diverse mennesker samt en smule i sofaen, er min February Lady Sweater vokset ganske betydeligt.
Den begyndte at give mening, opskriften, efter at jeg forlod bærestykket, og fremskridt ses nu tydeligere. Jeg er allerede rigtig glad for den! Forhåbentlig kan den nå at blive martsprojekt, selv om jeg også har andet at strikke. Den bliver så fin med hulmønster og dejlig varmt, retstrikket bærestykke. Kan virkelig godt forstå, at den er et hit ude i den store, vide verden.

fredag den 6. marts 2009

Øhhhh, hvad?

Flere kilder til undren:
I går, på vej til arbejde, passerede jeg en mand, der var ved at fotografere grunden, hvor Ungdomshuset lå. Lidt mystisk, men der havde vist været demonstration og lå en bunke ting på grunden.
I morges stod der så én igen. Men ved siden af stod der så ca. 10-15 mennesker mere, også med kamera. Og fotograferede den tomme grund. Hvad sker der? Er der kommet ny grafitti? Er det Københavns nye turistattraktion? Er det en bandekrigs-substitut (og her ser vi så mig ved en kampplads på Nørrebro)? Er der nogen, der har en anelse om hvorfor?
Ligeledes i går udkom det glimrende blad Billed-Bladet (jeg har været en trofast læser i mange, mange år. Til dels pga. tv-bladet). Allerede inden jeg købte det, havde jeg opsnuset, at de havde en historie om en mulig, kongelig graviditet. Så er det liiiiige, jeg står af.
For: Mary og Frederik var set forlade Rigshospitalet kl. 06 en morgen gennem en tunnel.
Men:
- Hvilket underligt menneske vil stå på lur ved en tunnel på Rigshospitalet kl. 06 om morgenen? Altså - jeg gider helst ikke forlade min seng kl. 6 om morgenen! Hvad sker der? Hvis det virkelig er rigtigt, skulle de stakkels mennesker så ikke have lov at være i fred?
- Hvis det er rigtigt, så godt jeg ikke er deres læge. Meget tidlige morgentider er ikke mig (som det vist fremgår ovenfor).
- Hvornår bliver den famøse tunnel omdøbt til "Kronprinsesse Mary´s tunnel"? (ville være passende)
- Hvorfor bringer BB et billede af kronprinsparret for foden af en pæn trappe, der aldrig nogensinde har lignet noget, vi har på Rigshospitalet? Tror de, det bekræfter autenciteten?

torsdag den 5. marts 2009

Strømpegarn og slips

Ja - jeg var i Tyskland sidste weekend. Og ja - jeg købte garn. Kan altså ikke stå for tysk, selvstribende strømpegarn.
Jeg bliver næsten altid overrasket, når jeg strikker. For det meste positivt, en enkelt gang ret negativt (det gik ud over min største niece - strømperne var nemlig til hende), men altid spændende at se striberne "live"!
Har også en fornemmelse af, at det måske er lidt billigere dernede? 5-6 euro for 100 g strømpegarn er ikke dyrt i min verden. Der ligger faktisk hele 2 garnbutikker i gågaden i Flensburg, helt nede i havne-enden.
En af de store nevøer kom sidste år til at nævne, at han da godt kunne tænke sig et strikket slips. Den slags rammer en selv lige i nakken! Derfor kan han nu se frem til et strikket slips i fødselsdagsgave midt i april. Garnet bliver sandsynligvis et af de 3 nøgler på billedet. Opskriften kunne f.eks. være denne her. Glæder mig til at prøve!

onsdag den 4. marts 2009

Det store "PLOP"!

Advarsel - dagens indlæg er lidt latrinært, men indeholder en meget, meget vigtig huskeregel til livet.
Som det nok er de fleste bekendt, er det temmelig grænseoverskridende at skulle besørge uden sin ble, hvis man ikke rigtig har prøvet det før. Mindstenevøen var meget stolt, da det første gang var lykkedes ham på toilettet (selv om det vist nok var et uheld) - men ak! Træerne vokser ikke ind i himlen!
I dag i børnehaven skulle han være rigtig stor og selv gå på toilettet. Det gik også rigtig fint! Altså, lige bortset fra, at han havde glemt at trække underbukserne ned. Så der lå den fineste "kage" (underbukser kan have et pænt stort indhold). Stakkels ham! Men endnu mere stakkels pædagogen med gummihandsker og den lysegrønne ansigtskulør, der havde stået for rengøring!
Husk det nu! Underbukser ned inden toiletbesøg.

Guds øje

Dette smukke, smukke billede er af Helix-tågen og er hentet herfra. (Næsten ordløs onsdag)

mandag den 2. marts 2009

DSB: Du Strikker Bedre

Der blev også strikket en del i weekenden. På vej til Sønderjylland blev endnu et par strømper til min mor færdige - denne gang i beige. Sidste gang et par strømper blev færdige, kunne jeg ikke forestille mig, at hun manglede flere. Men selvfølgelig er det da kedeligt, hvis de fleste bare er blå.... Så her er de altså. Same old song, bare anden farve. Fortrinligt mønster - kan strikkes nærmest på rygmarven, og er superelastisk, "elongated corded rib" fra en bog om strømper (Sensational knitted socks).
Nu vi (jeg) snakker om strømper... Cookie A. er på vej til at udgive en strømpe-opskrift bog. Hende har du muligvis aldrig hørt om, men falder du over bogen, så slå til. Supergod designer!
På vej hjem fra Sønderjylland (og i løbet af opholdet dernede), havde Slangespænde-trøjen fået lov at komme op af kurven og blive aktiveret. Nu er jeg nået op over ærmegab, så det går da fremad! Mere end halvdelen af motivet er strikket, så der bliver nu færre og færre masker at holde styr på mønsteret på. Det lysner alt sammen...

Super Mario

Jeg har hørt og talt rigtig meget om Super Mario denne weekend. Altså - det i mit hovede "rigtige" Super Mario 64, som jeg gennem årene har lokket så mange børn som muligt til at spille. Det er virkelig sjovt og langt og fantasifuldt. (Man kan så også hurtigt slette alt! Beviset fik jeg - igen - i går, og skal nu starte forfra. Igen. Det er klart sjovere, hvis der er flere forskellige baner åbne.)
Dagens opskrift er en "Chain Chomp Hue" - hvem ville ikke gerne spises af sådan en? - komplet med lænke.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails