mandag den 31. maj 2010

Splitte mine ....... øjeæbler?

Hmmm......
Jeg er vistnok lidt tør for ord omkring denne dags mærkelige opskrift.
Men skulle du kende en eller anden, der er tosset nok til evt. at bruge denne her klap for øjet, hvor man rent faktisk kan se noget, der evt. kunne ligne et øje, så kan du jo strikke den til vedkommende.
Man er garanteret rigelig opmærksomhed!
Opskriften kan du finde her.

søndag den 30. maj 2010

Den hoppede selv op i kurven!

Nu har jeg virkelig aldrig nogensinde været fan af Dr. Frank. Måske er det engang lykkedes mig at læse ca. ½ kapitel, før et akut anfald af kvalme (eller var det latterkrampe?) tvang mig til at lægge "romanen" fra mig.
Jeg har dog med ret stor fornøjelse engang læst en undersøgelse af kommunikation fra læger til patienter i lægeromaner (den dumpede fælt!) og en sjælden gang er det også lykkedes mig at se et enkelt afsnit af én af de mangfoldige hospitals-serier på tv. Det hører dog ikke til de største hits!
Denne bog følte jeg mig dog nødsaget til at købe for 50 kr. i Kvickly. Et moderne bud på "lægenoveller". Med ydmyge, blødhjertede sygeplejersker og store, maskuline, bredskuldrede læger.
Håber virkelig, jeg får pløjet mig igennem den, for sjov er den sikkert......
Alt det med romantikken i sygehusverdenen er vist feset lige hen over hovedet på mig. Ikke om jeg har opdaget det! Sygeplejersker er da oftest søde, bevares, men de fleste kan nu godt være lidt skrappe, hvis de mener, man udsætter deres patienter for lidt for meget.....
I den virkelige verden har jeg heller aldrig NOGENsinde mødt en mandlig læge, der lignede George Clooney kl. 3 om natten. (Hvis der var én, der troede han var så lækker, så medfører det også akut kvalme hos mig. Ak og ve!)

lørdag den 29. maj 2010

Honningstrømper

Mine strømper af hjemmefarvet garn er blevet helt færdige.
Det er en klassiker i mit liv, at jeg netop for et par uger siden skrev om hvor dejlige ribstrømper er, og derefter skynder mig at strikke nogle med mønster!
Men her er de altså. Allerede stærket ombejlede, kan jeg godt afsløre, men de bliver her hos mig.
Garnet er Coop strømpegarn, grydefarvet med en flaske gul frugtfarve, uden at røre i vandet overhovedet, så farven er lidt ujævnt fordelt.
Mønsteret er Mystery-Socks 09, som du kan finde her på Ravelry.
Hurtigt, nemt mønster. Strømperne er strikket på p 3, den mindste størrelse med 56 m, og der gik ca. 90 gram til.
Mønsteret er dejligt elastisk og nemt at huske. Desuden er der 8 pindes mønster der gentages, så man hele tiden føler der sker noget. Kan varmt anbefales!

fredag den 28. maj 2010

En uventet dejlig dag

Dagen i går blev langt, langt bedre end forventet.....
Den startede ellers med afslutningen på en aften-nattevagt, hvor jeg fik sovet bare en enkelt time og havde min karrieres lavpunkt m.h.t. succesraten i at lægge drop i vener på knastørre nyfødte og velpolstrede 1-årige (så kan det kun gå fremad igen!). Inden jeg gik hjem, kom min kollega med garn til hendes cape/lysedug/bryllupssjal, og det var jo i sig selv en opmuntring! Fint, blåt garn i hvad der ligner lace-weight. Indkøbt i Bettedesign, men uden banderole. (Når det er fra Bettedesign er det helt sikkert OK!)
Dernæst gik turen hjemover til lidt søvn (igen - mindre end ventet) inden jeg skulle hente søsterens børn fra skole/børnehave og passe dem resten af dagen, så forældrene kunne slå sig lidt løs på egen hånd. Jeg havde været lidt nervøs - når man i forvejen er træt, slår temperatmentet nogle gange gnister! - men havde forberedt mig ved at medbringe min Nintendo 64 samt spil, og planlagt at gå i kiosken (= slik!) på vej hjem til dem. Det gik over al forventning! Søde, glade børn (hvem ville ikke også være glad, når man må spille en hel eftermiddag, drikke cola og spise pizza?), og på vej fra børnehaven lærte vi alle 4 noget nyt.
Vi så en pige og hendes mor, der plukkede mælkebøtteblomster, tog hovedet af og pustede i stilken. Meget mystisk, indtil vi hørte trut-lyden! Det blev afprøvet - og virkede! Mindste-nevøen fandt en stor mælkebøtte, der ikke sagde trut, men prut. Vild jubel hos den 4-årige! Han grinede, så han næsten ikke kunne puste...... Og hver gang det alligevel lykkedes ham at få en lille lyd frem, kluk-lo han igen. Vældig hyggeligt!
P.S. husk min lille konkurrence. Sidste gæt er på tirsdag!

torsdag den 27. maj 2010

Praktiske deadlines

Jeg er meget glad for "12 projekter i 2010" gruppen.
Maj måned bliver præcis som de andre måneder. Jeg startede i god, god tid! Jeg strikkede derudad, hvorefter jeg tænkte "Njaaaaarrrhhhh" og lod det ligge.
Men nu nærmer den 1. juni sig, og så kan det ellers nok liiiige være, der kan komme fut i fejemøget igen!
Derfor nærmer sommertoppen sig sin afslutning. I noget, der ligner fuld galop!
Den skal nok blive god, selv om jeg på et tidspunkt havde mine tvivl.
Vi får se!

onsdag den 26. maj 2010

tirsdag den 25. maj 2010

Langsom morgen

Jeg elsker mine langsomme morgener. Én af fordelene ved at arbejde "rigtigt" igen, er at arbejdet med alle vagterne også byder på sovedage (efter en 8-21 dag) og morgener inden en aften-nattevagt samt de fridage, der skal kompensere for weekendarbejde.
Det bedste af det hele er, at vækkeuret ikke ringer. Jeg skal ikke springe ud af sengen. Der er tid til morgenmad og (grundig) avislæsning og i det hele taget tid til bare at tage den med ro. Det er faktisk endnu bedre end aftenerne hjemme!
I morges var sådan en dag. Jeg tog det meget, meget roligt. Så roligt, at jeg ryddede lidt op i garnkurven og hentede garn-kassen op fra kælderen for at kigge lidt og ordne og sådan.
Kl. 09.58 gik det så op for mig, at min aftale, som jeg havde henlagt mentalt til kl. 13, faktisk var kl. 10 (ups!)......
I morgen er der heldigvis atter en formiddag.
P.S. Billedet er ren snyd - i virkeligheden er det en solnedgang, men det siger vi ikke til nogen, vel?

mandag den 24. maj 2010

Når livet byder på drama

Ja, det er såmænd overskriften på mandagens meget mærkelige opskrift.
Når livet byder på drama, så må man da lave sig nogle popcorn!
De strikkede popcorn er forholdsvis hurtige at lave (tror jeg. De ser ikke ud til at indeholde enormt mange masker) og er GARANTERET fedtfattige!
Ingen Trans-umættede fedtsyrer. Ikke for meget salt. Tilpas lille portion. De kan endda tages med i biffen som "Raw-Food", siden de ikke har været opvarmede for at blive tilberedt.
Jamen, kan det blive mere hipt? Jeg tror det næsten ikke..... Lovprisningerne af denne fantastiske opskrift vil ingen ende tage!

søndag den 23. maj 2010

Den ene infektion afløser den anden....

Godt nok slår denne nye infektion ikke så hårdt endnu, men der er ingen tvivl....
Jeg er ramt af Startitis!
Som om der ikke var nok projekter allerede, sprang oktobers mysterie-strømper pludselig på pindene.
Garnet er Coop strømpegarn, gryde-farvet med gul frugtfarve. Resultatet er sådan lidt gul-gyldent-orange-blegfiset, men det går nok.
Mønsteret er rigtig sjovt, og du kan finde det lige her på Ravelry.
De strikkes på p 3, så det går forholdsvist hurtigt.
Iøvrigt tror jeg ikke, denne infektion har toppet endnu. Det føles bestemt, som om der er mere på vej! Flere sjaler, flere sommerbluser, flere strømper, mere babytøj......
Er det ikke mærkeligt? I perioder er det fint med 1-2 projekter ad gangen, mens det andre gange bare ikke er nok. Måske er det mit ønske om at strikke 10 kg garn i år? Jeg skulle jo gerne nå op på 5 kg med slutningen af juni. Måske er det garn-ind kontoen der drøner opad. Der skulle jo gerne være lidt balance! Måske er det en mangel på gå-i-byen projekter og et ønske om noget, der bliver hurtigt færdigt? Måske lever det bare sit eget liv.....

lørdag den 22. maj 2010

Langsomme knapper.....


Det tog sandelig sin tid, "lige" at få syet knapper i! Men her er den så - den færdige Baby Surprise Jacket, fuldt monteret. I dejligt, varmt strømpegarn - hvilket er et faktum, der kun kan tage lidt af smerten over, at disse dages fantastiske sommervejr lige om lidt skulle blive afløst af kulde igen!
Ialt er der brugt 90 gram "betonstrømpegarn" fra Coop. Godt, uopslideligt og nærmest umuligt at slå ihjel. Det føles ikke så "uldent", men jeg håber det går an, når trøjen kommer ud over noget andet.
Knapperne er et kapitel for sig. Jeg havde omhyggeligt kigget min (imponerende) knap-samling igennem, og var endt med 5 knapper med noget sølv og klart plastik. Men så var jeg i byen i går, og "kom til" at gå ind i Sommerfuglen. Bare af den ene grund, at jeg cyklede forbi og tænkte, at det da kunne være, der lå nogle gode tilbud i kurvene? (Dårlig, dårlig undskyldning.....)
Da jeg så havde kigget på kurvene, tænkte jeg, at jeg da "lige" kunne gå ind og "kigge". (Ja, ja.) Så det gjorde jeg da! Nåede at se og mærke på samtlige lækre luksusgarner, kiggede opskrifter (bl.a. "Granite" af Helga Isager, der netop er blevet rost hos Grendesign). Da jeg så havde trasket rundt derinde 20-30 min endte jeg med at synes, jeg skulle købe ét eller andet, og endte altså med 5 knapper til den lille trøje..... Meget fine knapper, der giver et godt helhedsindtryk, hvis jeg selv skal sige det! Men altså intet garnkøb (jeg klapper mig selv meget på skulderen!), hvilket heller ikke er nødvendigt, siden garn ser ud til at komme hjem til mig helt af sig selv.....

fredag den 21. maj 2010

Principper, let Panik og Phødselsdag

Vi starter lige med fødselsdagen. Mukhtar´s fødselsdag, altså. Hvis du ikke har set den før, så tjek lige denne lille, ultra-søde video. Flere busture af den slags, tak!
Det fine sjal på billedet har en hel del med principper at gøre! Jeg gjorde nemlig det stik modsatte af, hvad jeg egentlig ville i onsdags.
En kollega skulle spørge om noget "privat". Hun skal giftes i starten af juni og manglede noget, der passede dels til den fine (blå) kjole, dels til lige at varme skuldrene uden at gå helt ned over mønsteret på kjolen. Helst med en knap, så den hænger på. Og så sagde jeg.... JA!
Det er jo trods alt ikke tit man bliver bedt om noget strikket til et bryllup! Vi fandt (på 5 min - hurra for Ravelry!) mønsteret på Freya her, der vist ville passe fint. Gerne noget mindre, men det betyder jo så bare at jeg skal strikke til lige dér hvor kedsomheden så småt melder sig. Men så heller ikke længere! Hun er sendt i byen efter Drops Mohair-Silk (eller hvad det hedder), og så får vi se.....
Panikken er i øvrigt på sin plads herhjemme. Jeg er meldt til løb d. 2. juni (med en veninde. I Odense) og skal da SÅ meget i gang med at træne! Året har budt på sølle én løbetur, der faldt lige i starten af en forkølelse og medførte den vildeste forkølelse i mange måneder. Derefter kom den dumme tand og nu er der kun knap 2 uger tilbage! AAAAARRRRRRGGGGHHHHHHH
Panik-planen lyder på de par løbeture jeg kan nå at klemme ind, og så må jeg vel bare gå noget af vejen? (Hvor dybt kan man synke....)

torsdag den 20. maj 2010

Noget nyt

Sandelig, om ikke jeg kom til at starte på noget nyt!
For længe siden lovede jeg vistnok min mindste niece et sjal af det garn, hun selv havde farvet.
I går kom jeg så i gang!
Sjalet kan man jo ikke se på billedet - men du kan finde det på Ravelry her. Et ret nyt mønster der skulle forestille balloner.....
Garnet er egentlig ret flot, synes jeg. Hun farvede det efter mine instrukser, og jeg kan godt lide det dybblå-sorte kombineret med de lysere blå og violette områder. Om farverne sådan er passende til en pige på 7½ ved jeg ikke rigtigt..... Men hun er da helt sikkert IKKE til lyserød (mere), og de blå og violette nuancer passer glimrende til hende, hvis nogen skulle finde på at spørge mosteren!
Så vi får se. Foreløbig et OK mønster. OK garn. Helt sikkert OK niece (selv om hun er lidt skrap) og endelig Addi Turbo pinde. Hvad kan overhovedet gå galt?

tirsdag den 18. maj 2010

Blomstrende...

Flower-power sjalet breder sig mere og mere.
Sjal er dog stadig et ret stort ord, for der mangler mange, mange blomster endnu!
De er sjove at lave, og selv om farverne er lidt skingre, så tror jeg stadig, det bliver fint nok. Rigtige blomster er jo også lidt heftige i farverne, ikke?
Hvor varmt det engang bliver tør jeg ikke udtale mig om. Det virker forholdsvist - ahem - øh, luftigt?
Den ene blomst tager den anden, og nogle gange bytter de plads, hvis jeg ikke lige har sørget for at fremhæve farve-diversiteten.
Hyggeligt er det ihvertfald.
Måske undrer du dig over sløjfen?
Det er nyeste påhit for at kende forskel på "ret" og "vrang".
Ikke, at det vil bekymre mig når sjalet engang er færdig, men min æstetiske sans byder mig at hækle alle blomsterne med samme side udad. Ikke, at nogen vil se det, altså, men det kan jeg bare godt lide.
Måske bliver det endda færdigt til sommer? Jeg er oppe på godt 40 blomster indtil nu, og der skal da ihvertfald være 2-300 i sjalet ialt, så der er lidt vej. Den trekantede facon er så småt på vej (sløjfen sidder såmænd nede i nærheden af den bredeste spids) - hvis ikke det i stedet skal være firkantet og ligge dobbelt.
(Jeg tør nu godt vædde på, at min tålmodighed er opbrugt længe inden jeg når til mere end trekant.... Jeg har rigeligt med grå hår i forvejen!)

mandag den 17. maj 2010

Smertestillende...

Af alle mærkelige mandages opskrifter hører denne nu nok til de mærkeligste....
Inspireret af min tandpine og mit pludseligt store forbrug af Panodil og Ipren kommer her - ta-daa! - et diagram på molekyle-strukturen af Aspirin (kusine til Ipren).
Jeg ved ikke rigtigt, om det virkelig virker så godt som at sluge piller? Men det er da enormt sjovt på den meget nørdede kemiker-måde!
Så. Skulle du kede dig, eller bare sidde i ét eller andet venteværelse i meget lang tid, så var dette mønster en mulighed. Måske som et lille overtræk til pilleglasset?

søndag den 16. maj 2010

Farver og striber (og lidt psykologi)

Det er da utroligt, så stærkt en ting pludselig kan blive færdig!
Eneste ændring er, at jeg startede forfra og moderede farver og stribe-antal ret kraftigt....
Så pludselig er den nye Baby Surprise Jacket næsten færdig.
Mangler bare knapper, og så muligvis en hestetømmekant, der også kan gå omkring halsen, så alting bliver marineblåt i kanten.
For nu ikke at kede samtlige læsere helt ihjel, så er dette billede totalt umonteret og pladasket. Sådan ser trøjen ud i ufoldet tilstand! (Altså. Ikke, at man kan holde ud at se på det i længere tid.)
Nå den er helt færdig, kommer den selvfølgelig på bloggen igen. Det varer nok ikke længe....

lørdag den 15. maj 2010

Når det nu skulle være

Jeg er da ret taknemmelig for, at tandlægevagten eksisterer, så man ikke er henvist til behandling á la Emil fra Lønneberg, da Line havde tandpine....
På vej til Prag gjorde det lidt ondt, i går var det slemt på "tungen-må-helst-ikke-røre-tanden" måden, men i dag hævede min kind mere og mere, og trods alt var det lige præcis i dag jeg havde bedst tid til tandlæger!
Men derfor er det stadig træls at være en rodbehandlet tand rigere/fattigere!

Om igen

Til sidst så jeg det i øjnene. Jeg kunne altså ikke lide min farvesammensætning i den kommende Baby Surprice jacket. Den blev derfor trevlet op igen og startet om med nogle farver jeg bedre kan lide (og med knap så mange striber).
Her ses den i hyggeligt selskab med honningkage og lækker te - i en hyggelig te-salon, hvor der faktisk var blevet opdaget noget af "Amadeus". For længe, længe siden!

fredag den 14. maj 2010

Knapper og øreringe...

Så er jeg i Prag.... Havde fået lov at komme med til et møde i dag om et projekt, vi engang var med i på min gamle afdeling.
Mødet inkluderede ankomst i går og afrejse i morgen (det bliver så meget tidligt!), og sådan en chance skal man jo ikke lade gå fra sig!
Det var skønt at have eftermiddagen og aftenen her - uden andet at lave end at nyde, kigge og slappe af. "Lidt" souvenirs er det da også blevet til. Jeg skyndte mig over Karls-broen og fandt boden med håndmalede knapper, hvor jeg købte knapper ved mit sidste besøg. Er de ikke fine?
Desuden gik jeg helt agurk i øreringe. De kostede næsten ingenting, og de er så skønne! Mest det håndmalede metal, og så et par enkelte krystal-øreringe.
Hvad jeg ellers ser? Jeg var til koncert med Prags symfoniorkester i går og skal til en lille-bitte kirkekoncert i aften. I går aftes var en rigtig flot oplevelse, og der var vildt mange japanere. Ret sjovt, på en måde. Meget fine i tøjet og alting - faktisk var jeg vist den absolut eneste i salen med jeans OG hjemmestrikket trøje....

torsdag den 13. maj 2010

Helt Bimmelim....

Dagens indlæg er - helt ude af trit med nogetsomhelst! - tilegnet min bror og svigerindes søde, søde kanin "Bimmer".
Faktisk er det Bimmer 2 eller Bette Bimmer, for den første Bimmer lagde sig i sin underjordiske hule og døde sidste sommer. Fundet af en nevø, der var blevet bedt om at eftersøge kaninen. Ret traumatisk. Endnu mere for hans lillesøster, der kom hjem fra spejder og fandt den døde kanin på trappestenen, hvor den uden yderligere ceremonier var lagt....
Nå. Men den nuværende Bimmer må gå for nærmest at være Danmarks sødeste kanin. Tålmodig og kærlig - klappes gerne, selv af de mindste dagplejebørn. Den kommer endda op fra sit hul, når man kalder!
Meget nysgerrig, som det ses (og fotogen!), utroligt frihedselskende og vistnok ret glad i vinters da sneen lå så højt, at kaninen kunne spadsere over hegnet ud i haven (derefter hed det stue-arrest i buret resten af sne-perioden). Det forhadte hegn, som han nærmest havde gnavet sig igennem, var det ikke blevet forstærket. En imponerende indsats, faktisk, eftersom hegnet blev smurt ind i Tabasco for at tage modet fra kaninen. Helt spild af god Tabasco-sovs. Vil man ud, så vil man ud. Chili eller ej!
Hvis du nu er plantekender, kan du nok genkende jordbærbladet i kaninens mund? Ja, for jeg gør mit bedste for at trimme jordbærplanterne i min brors have. Bare for at fedte for kaninen...... (SÅ sød er den!)

onsdag den 12. maj 2010

tirsdag den 11. maj 2010

Fnuglet!

I lørdags, på vej til Aalborg, startede jeg på denne lille sag i toget. Et tørklæde fra "Feminin Strik" af Lene Holme Samsøe.
Jeg havde fået noget Drops "Kid-Silk" af den ældste niece som en (noget) forsinket fødselsdagsgave, og forestillede mig, at tørklædet her ville være oplagt. Det var det sandelig også! Ca. ½ nøgle garn var nødvendigt, og derefter hæklede jeg kanter i silkegarn indkøbt i Netto for et par år siden.
OM det er lækkert? Usansynligt blødt og varmt er det.... Lige tilpas til en tur om halsen, og som ekstra-bonus blev det faktisk færdigt selvsamme lørdag og kunne lige pynte til festtøjet i anledning af niecens konfirmation søndag. Ydermere kunne det så varme den forkølede hals.
Helt igennem nærmest u-undværligt!
Garnforbruget var på lige knap 20 gram ialt. Utroligt, at noget så let kan varme så dejligt!

mandag den 10. maj 2010

Mariehønen Evigglad....

Selv om det stadig er koldt, er der vist ingen tvivl om, at foråret virkelig er her.
Se bare på alle mariehønsene! Jovist - de er der hist og pist.
Kan du ikke få nok mariehøns, er her et par forslag til strikkede eksemplarer.
Først er der muligheden for en strikket suttekæde med indbygget mariehøne (men det hele skal jo nok sys og broderes godt fast, så små pilfingre eller alt-ætsende babysavl ikke får skilt det hele ad....) - et forårs-must til babyen i din umiddelbare nærhed!
Du kunne jo evt. også bare strikke en lille (kæmpe!) mariehøne. Som legetøj eller bare til pynt?
Til slut et godt råd. Hvis vi nu forestiller os, at summen af mariehøns i verden skal være konstant, så kunne nogle strikkede eksemplarer måske hjælpe til, så vi undgår eftersomre med mariehøne-invasion? Altså. Det er bare et forslag!

søndag den 9. maj 2010

Fyns-fareren

Jeg kom jo min lille tur til Odense i torsdags! Det var - som ventet - superhyggeligt. Ankom allerede kl. 13, så der var god tid til at gå lidt rundt og kigge. Meget afslappende, og også udbytterigt, eftersom jeg fandt nogle nødvendige ting til niecens konfirmation.
Frokosten var også usædvanligt afslappet. Den bestod af et par rundstykker og bananer, en guldbarre og ½ liter kakaomælk. Indtaget nede ved Odense Å - i det bedste selskab, som det ses!
Den utroligt sultne lille and (mon ikke hun hed "Ande"?) kom tættere og tættere på. Snuppede brødstumper lige fra mine fingre. Faktisk var jeg en overgang bange for at blive bidt i ørerne, men så galt gik det heldigvis ikke!
Ænder kan ikke lide bananer. Hvor mange af jer derude vidste mon det?
Selv ikke meget sultne små ænder vil spise banan. Heller ikke i andet forsøg.
Fair nok....
Men da jeg så løb tør for brød og blev færdig med frokosten, måtte jeg forlade min nye veninde. Da var solen også lige lidt væk og det var egentlig lidt koldt.
Om aftenen stod den på foredrag i Kulturmaskinen, der ligger lige omme bag Brandts Klædefabrik.
Sikke dog et sted!
Foredraget blev holdt i sy-rummet - et kæmpe loft med symaskiner, der kunne lejes for 10 kr i timen. Derudover alt til faget hørende af stof og tilbehør - se f.eks. bare knapperne her!
Foredragsholder var Christel Seyfarth.
Hendes sjaler er jo ret berømte - jeg har været på strikkefestivalen og jeg har været inde i butikken på Fanø et par gange.
Det var vældig inspirerende. Bl.a. om hendes "rulle-en-masse-farver-op-i-det-samme-garnøgle"-teknik, der var affødt af en strikkestart med andre folks rester og en mormor der foreslog, at hun da bare kunne rulle alle stumperne sammen i et enkelt garnnøgle. Hvem skulle have gættet, at teknikken udsprang fra sådan et sted?
Det gav en vældig, vældig lyst til at komme i gang med at strikke med farver. MANGE farver! Sådan vælge frit på alle hylder og ellers bare komme derudaf.....
Bagefter var der 10% rabat på alle kits. Hold op, som jeg kunne holde på hænderne! Jeg købte faktisk ingenting, selv om et fint, grønt nøgle cashmere-garn lokkede fælt. Pludselig var det dog købt af en anden, der sikkert bliver lykkelig over at strikke med det ustyrligt bløde garn!
Alt i alt - dejlig tur, spændende foredrag, og min forkølelse kunne jo lige så godt udfolde sig i Odense som i København, ikke? (Som ekstra bonus mødte jeg en veninde, der lige havde en time i byen, mens hendes piger var til kor. Så drak vi kaffe sammen. Super hyggeligt!)

lørdag den 8. maj 2010

Lotus Blossom Tank Top

Mit projekt af Netto´s bambusgarn er godt i gang. Det er lidt tykkere end garnet end opskriften - jeg strikker det på ½ nummer tykkere pinde end opskriften, men i den mindste størrelse.
Tør jeg sige, at jeg er bare en smule spændt på resultatet?
Denne blog fortæller om mulige forbedringer.
Så gennemtænkt er jeg overhovedet ikke. Jeg tror, jeg kalder det "A-facon" og forsøger mig lidt frem.
Garnet er lækkert. Meget blødt og gladt. Mønsteret bliver noget løsere end på billedet på modellen, og jeg glemte at gå ½ pind ned i størrelse midt i første mønster-rapport. (Så gjorde jeg det bare midt i anden mønster-rapport)
I dag får toppen så lov at tage turen til Ålborg i tog. Mon ikke der så sker noget? I aften hedder det familiehygge med en del af familien, som jeg ikke har set et par år. Det skal såmænd nok blive hyggeligt, og de forventer jo nok, at jeg strikker..... (Jeg skal ikke skuffe dem!)
Den igangværende Baby Surprise Jacket aner jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om. Måske laver jeg den færdig. Måske bliver den bare en ommer. Er absolut ikke sikker på farverne...

fredag den 7. maj 2010

En lille konkurrence....


Hermed mit livs første, selvopfundne konkurrence! (Man må ikke klage over reglerne....)

Nederst på denne side har jeg et målebånd for garn ind og garn ud siden nytår. Konkurrencen går ud på at gætte, hvor meget garn jeg har strikket d. 15. juni.

Dvs. hvor mange gram er målebåndet nået op på d. 15. juni? Man må gætte med indtil d. 1. juni (det skal jo ikke være nemt!) Jeg runder altid op/ned til nærmeste 5, så det giver bedst mening at gættene ender på 0 eller 5.

Der er 3 præmier. Tager vi efter mængde, er førstepræmien 3 nøgler Alpaca Cloud fra Knitpicks i farverne Cha Cha, Autumn og Cappucino. Løbelængde 402 m pr 50 g. Andenpræmien er 100 g Supersoft fra Marianne Svit, farve Glacier, løbelængde 575 m pr 100 g. Tredjepræmien er 50 g Malabrigo Lace, farve Oceanos, løbelængde 430 m pr 100 g.

Man kan få et enkelt lod for sit gæt.... Gæt løs!

Denne lille konkurrence er iøvrigt afledt af, at jeg lige vandt hele 2 give-aways på en enkelt dag. Det var superdejligt, og jeg synes selvfølgelig, at nogle flere også skal have fornøjelsen af at vinde noget rigtig lækkert! Jeg må nok se i øjnene, at jeg ikke selv får strikket af alt det lace-garn, jeg efterhånden har samlet mig. Derfor får I derude nu fornøjelse af noget af det.

torsdag den 6. maj 2010

Barista! (prosit)

Mindstenevøen fik lov at lægge beslag på 1½ dag af ferien. Superhyggeligt!
Hyggeligt at hente ham i børnehaven, hyggeligt at køre metro og tog (og læse Peter Pedal).
Det var trods alt lidt med store øjne han blev lagt i seng. Det var alligevel et godt stykke tid siden han havde sovet her sidst. Bonussen var så, at han sov længere....
Det søde barn hjalp selvfølgelig med kaffebrygningen. En absolut favorit-ting! (Hvorfor ved jeg godt nok ikke)
Da han var mindre blev han stjernetosset, hvis han ikke lige fik lov at hjælpe - så dét får han lov til! Hyggeligt er det jo også...
Derefter gik turen så i Tivoli. Med 3 ture i den gule veteranbil, radiobiler og mange andre ting, der i varierende grader faldt i hans smag.
I Tivolisøen var der bittesmå ællinger. Endda ude mellem bådene. I min verden føltes det lidt som at sende en flok vakkelvorne 1½-årige ud på motorvejen, men ande-babyer er vist ikke så lidt mere mobile end mini-mennesker! Heldigvis kunne de små bevæge sig ret hurtigt, så de ikke lige fik barberet fjerene af rumpen med hjælp fra en forbipasserende båd....
Nevøen blev afleveret, og hans storesøster spurgte (meget relevant) "Men moster - hvornår henter du så mig i skolen, så jeg kan komme med dig i Tivoli?"
Desuden fik hendes møg-forkølede, hostende moster de kloge ord med på vejen "Altså, moster! Er du måske ikke læge? Ved du ikke, at man aldrig må hoste i hånden? Man skal altså hoste i ærmet!!!!!"

onsdag den 5. maj 2010

tirsdag den 4. maj 2010

Sommer-udgaven!

Endnu et par strømper i "rygmarvs-mønster" er blevet færdige. Til mig. I Opal Hundertwasser bomuldsstrømpegarn - vældig lækkert!
Faktisk må jeg nok have gang i lidt flere bomuldsstrømper, for det er næsten lidt surt at undvære strikkede strømper, bare fordi det er vinter!
Det totalt hjernedøde mønster med 2x2 rib er et hit. Allermest, fordi jeg overHOVEDET ikke skal tænke, og faktisk kan strikke sådan nogle strømper (næsten) uden at kigge på dem. Der skal selvfølgelig kigges omkring hælen, tælles ved indtagning til tåen og over svangen, men bortset fra det kræver de et så udtalt minimum af hjerneaktivitet, at jeg kan læse artikler mens jeg strikker dem. Dette medfører et uset løft til den aktivitet der hedder "at læse artikler", og jeg vil derfor absolut ikke undvære kedelige strømper (undtagen hvis de skal strikkes til andre)
Faktisk er jeg ret ambivalent i forhold til strømper. Der findes læssevis af sjove, inspirerende, hjernevridende opskrifter, men hvis jeg skal være helt ærlig, så gider jeg ikke rigtigt. Jo - jeg gider godt gå med dem, men jeg synes, de er kedelige og besværlige at strikke. Selv om det er et hurtigt projekt osv. osv. osv.
Strømperne blev svært misundt af mindstenevøen. Ikke at han mangler strømper, men han er en lille skødehund efter sådanne beviser på udelt opmærksomhed. Ting, der drypper af kærlighed. (Ikke, at han er overset eller noget. Absolut ikke!) Da han nu har haft min fulde opmærksomhed i går og i dag, er jeg blevet enig med mig selv om, at han nok overlever.... Mon ikke? (en lille Tivoli-tur kan gøre underværker!)
Endelig må jeg sige, at jeg pønser på en lille give-away/konkurrence. Vi taler nok noget i retning af lace-garner. Så hold et vågent øje med bloggen her!

mandag den 3. maj 2010

ExTERminate!

Har man sagt "Dr. Who", må man nødvendigvis også lige nævne "Darlek"-erne.
De onde, onde maskiner, der kun kender had og ikke tænker på meget andet end at udrydde alt og alle.....
Disse kan du i dag både finde her i en fuldstændig strikket udgave. Indrømmet. De ser ikke ekstremt farlige ud som strikkede, vel?
Men lad dig ikke narre! De kan nemlig også flyve! (Altså i "virkeligheden". Eller noget)
Hvis du - ligesom mig - ikke synes, Dalek-er hører til dine favoritter, så var det måske en idé at komme til at træde på dem? Ja, hvorfor ikke, måske?
Der er ihvertfald en bonus-opskrift på Dalek-strømper. God fornøjelse!

søndag den 2. maj 2010

Øhm. Hovsa! (og Hurra!)

Så så man lige mig i Netto. Hvor de havde bambusgarn på tilbud. Og hurtigere, end jeg kunne nå at tænke "løbelængde" eller iøvrigt huske navnet på "Lotus Blossom Tank" blev mine garn-indkøbs-principper for i år til nanopartikler og susede ud gennem ventilationssystemet......
Dermed besluttede skæbnen (eller min mangel på rygrad) at det første sommerstrikketøj bliver toppen fra Interweave bogen.
Og hvad opdager jeg så? At jeg har vundet hele 2 give-aways!!!!! Hvor vildt!
Både hos lykkefanten og hos garn, hund og kat. Hold da op. Superfedt!

Sommerstrik?

Det er vel ved at være tid til at tænke lidt på noget sommerstrik?
Jeg er den lykkelige ejer af noget Angora-tweed købt på udsalg hos garn.dk. Måske ikke ligefrem det klassiske sommergarn?
Jeg har dog hørt, at det er let og lækkert, og overvejer at bruge det (temmelig) grønne til et eller andet.
Måske en Buttercup? Den skulle - så vidt vides - være et nogenlund sikkert hit!
Jeg har også tænkt på en Lotus Blossom Top - den ser rimeligt okay ud, og ser endda ud til at være rigtig sjov at strikke.
Endelig er der selvfølgelig blusen med de hæklede firkanter fra Hendes Verdens sommertillæg. Men den skal da helt sikkert være i bomuld, hvis det bliver den....
Hmmm..... Tror næsten, jeg starter med en Buttercup!

lørdag den 1. maj 2010

Lettere end luft!

Mit "Flower Power" sjal vokser lige så stille. Jeg er nu nået så langt, at det begynder at ligne et eller andet, der måske nok kunne give en idé om hvordan det engang skal se ud!
Langsomt går det.
Garnet er så tyndt, så tyndt. Lidt besværligt at hækle med, men jeg har gode forventninger til resultatet!
Halvdelen af blomsterne har fået hæftet ender - jeg regner med, at opgaven ikke bliver uoverskuelig hvis den løses lidt ad gangen.
Fordi garnet er så tyndt, kan man næsten ikke se noget svind i de små garnnøgler. Foreløbig vejer det tæt på det halve af ingenting, og jeg regner med, at det bliver et meget, meget let sjal. Sådan et, der lige kan blæses væk af et vindpust eller noget. Hvis det bliver "rigtig" tungt, kommer det måske til at veje mellem 50 og 100 gram. Men så skal det også laves enormt stort!
Iøvrigt sidder jeg og får alle mulige idéer til muligheder med de her hæklede blomster. Hvad med f.eks. en lille pigespencer, hvor skørtet er hæklet af blomster i alle tænklige farver? Med en ensfarvet overdel? Jeg tror helt sikkert, det ville være sødt....
Mon ikke I kommer til at se mere til blomster her på bloggen? Der burde være et muligt offer for en prøve-spencer i omgangskredsen i løbet af det næste halve år!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails