mandag den 30. november 2009

Hvis du strikker, er der en overvældende sandsynlighed for at du kender en kat.....

Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er en tendens til, at strikkere og katte har en gensidig tiltrækningskraft. Altså - for kattens vedkommende er forklaringen jo simpel nok. Et garnnøgle, der hopper rundt på gulvet er et glimrende bytte....... Men for strikkeren? Se - det går over min fatteevne! (Jeg bryder dog straks sammen og tilstår, at jeg er til fugle, ikke katte. De to ting er svære at kombinere. Læg dertil katte-allergi....)
Nå. Men, hvorom alting er (som en af mine kolleger ynder at sige) - hvis du strikker, er der en ret stor risiko for, at du er i tæt, daglig kontakt med en kat. Skal den måske så ikke have en julegave? Jo da, ikke? Strik og filt denne fine lille mus og dryp den med noget af det dér, der gør ting uimodståelige for katte. Så er der nok lige én, der bliver glad!

søndag den 29. november 2009

Et par gaver mere

Lidt mere fra den vestlige del af verden.
Lego-minut-uret er nub fødselsdagsgave, som jeg lige fik i går. Man kan spekulere sig halvt ihjel over, hvorfor mine venner tit kommer med bemærkningen "jeg så det her og tænkte på dig" - men faktum er, at jeg er smadderglad for det.... Lige lidt spøjst og brugbart. Jeg skal ihvertfald nok passe godt på det!
Den lille Starbucks kop er til juletræet. Indkøbt af mine søde søster i San Fransisco. Den er totalt ramt lige i plet til mig.
Dels elsker-elsker-elsker jeg Starbucks.... En rigtig god USA-tur inkluderer morgenmad/eftermiddagskaffe/hyggekaffe på Starbucks. Eller. "Kaffe" er måske ikke den rigtige beskrivelse (undtagen Starbucks i Wien - dernede serverer de KUN rigtig kaffe - uagtet at det er en amerikansk kæde). Magen til sødt sukkerstads skal man lede længe efter, så "slik-kaffe" er måske et mere korrekt ord? Nå - tilbage af tangenten igen. Jeg elsker at finde finurlig juletræspynt. Særlig sådan noget, der vækker minder om det sted, det blev købt. Det bevirker ikke nødvendigvis jordens kønneste juletræ, og ihvertfald overhovedet ikke noget, der minder om stil. Men højt elsket er det! Derfor er Starbucks koppen et kæmpehit!
Beklager iøvrigt, at mit dumme kamera insisterer på selvkørende at "stille skarpt" - jeg ved ikke helt, hvad det stiller skarpt på! Måske på en kommende dag, hvor det skal tage mere seriøse billeder? (Nok ikke den bedste strategi hen imod at blive et "seriøst" kamera)

Hvad man dog ikke kan få i USA......

Min søster har været i San Fransisco, og havde fine gaver med hjem.
Én af dem er her. Øreringe med biller!
Jeg har aldrig set noget lignende, men fine - det er de!
Julemarkedet i Remisen er iøvrigt - som altid - fantastisk. Hvis du ikke har været der, så skynd dig derhen! De har også åbent i dag fra 10-17.
Jeg holdt mig faktisk ret meget tilbage m.h.t. at købe garn i går. Julegaven til mig selv, og derudover et enkelt nøgle papegøje-Kauni.
(Jeg har sådan lyst til at tage derhen igen og gå amok, men har desværre ikke rigtig tid i dag)

lørdag den 28. november 2009

Super-hygge og pakkeleg for viderekomne....

Sikke en fest! Der var pakker i store bunker, masser af søde mennesker, dejlige kager, irish coffee og garn i alle afskygninger overalt.
Der var strikket garn, garn i pakker, garn til fremvisning - og så var der selvfølgelig husets garn, der var gemt af vejen i den grad, det nu lige lod sig gøre....
Og tænk - jeg fik gaver! Grønt zauberball, et Helga Isager pulsvarmer-strikkekit, lakridste, julete, kaffe, chokolade (op til flere slags!), et te-æg og blomster i forskellige afskygninger.
Det var totalt en win-win situation......
Som jeg altid siger: "Alting er hyggeligere, når man strikker!"


Der var rigelige mængder strikketøj i går - måske var det derfor, hyggen var så intens? Jeg skal ikke kunne sige det.
Pakkelegen var så spændende som ventet - og der var rigeligt pakkeleg til alle. (Er det for meget at udnævne det til "alle pakkeleges moder"?)
Hvad skal et stakkels menneske dog så gøre, når det nu er dagen derpå?
Jo, jeg tror, jeg tager på Fåreavlerjulemarked i Remisen ved Trianglen. Derefter står den på strikkeri hos en veninde. Pyh - jeg tror liiiiige jeg kan klare det!

fredag den 27. november 2009

11?

Humøret lettede lige en tak. Jeg har brugt en mindre (okay - ret lille) formue, fordi jeg landede på Wollmeises hjemmeside, lige da den var opdateret. Så nu ser jeg frem til: Ko-farvet strømpegarn, stærkt grønt strømpegarn og (lidt mere normalt) rødt strømpegarn...... Måske kommer jeg til at hedde "hende med strømperne" i stedet for "hende med guldskoene"?

10!

Vi taler om fredagshumør her. Godmorgen P3 plejer at analysere fredagshumør, hvor 10 er max. Jeg rammer simpelthen toppen i dag!
Grund? Ja - det er jo i aften. På trods af, at jeg faktisk er sådan lidt skeptisk anlagt og helst ikke vil glæde mig alt for meget (tænk, hvis jeg bliver skuffet.....) og er enormt god til at tænke "hvis nu" og "hvad hvis?" osv. osv. så GLÆDER JEG MIG!!!!!
Det kan vist bare blive hyggeligt. Det bliver sjovt at møde de andre og få sat ansigt og person på. Spændende med monster-pakkeleg (vi taler min. 80 pakker her, venner!). Fantastisk at få gæster, der selv medbringer kager (og whisky) - mine anstrengelser bliver at få lejligheden til at se nogenlunde ud. Og hvem gider kigge efter nullermænd under reolen, når vi skal kigge, snakke, hamstre og gramse garn?
Som det ses, vokser grydelappen forresten lynhurtigt. Dens voksehastighed er p.t. omvendt proportional med DSB´s transporthastighed mellem Hillerød og Kbh. Åh suk og ak og ve. Både sporarbejde og et afbrændt relæ-skab. Det er altså helt umuligt lige nu, men godt for grydelappen, og godt for mine nerver og mit blodtryk, at strikketøjet er med.... I går fik jeg endda kommentarer! Et par pakistanere, der godt kunne lide farverne. Og her taler vi mænd, altså. Det er aldrig, aldrig sket før, at en mand har kommenteret strikketøj positivt. Jeg tilbød endda, at han kunne få opskriften til sin mor, der strikker i Pakistan. Jeg mener, hvis man strikker, kan man nok også tyde et diagram, selv om man er analfabet. Tror du ikke?

torsdag den 26. november 2009

Dagens 3. serviceoplysning

For nogle måneder siden omtalte jeg en ny-opdaget trøje strikket af Elizabeth Zimmermann, der pludselig var dukket op og var under grundig undersøgelse m.h.p. restaurering af opskriften.
Opskriften er nu faktisk klar og til salg. Du kan finde den omtalt lige her.

Service-oplysning x 2

Det her måtte lige med. Der er nu åbent for tilmelding til Kaffe Fasset foredrag i Silkeborg til februar. Du kan finde det lige her. Jeg tror nok, jeg bliver nødt til at tage en lille smuttur til Silkeborg....... Der er jo dejlig meget strikketid i toget både ud og hjem!
Ja - og så er der dømt julekalender. Se her.... Der er plads til flere, og der er hele 24 gaver der skal deles ud i december. Var der nogen, der sagde hygge?

Pakket og klar!

Så er jeg klar..... Pakkemæssigt, altså!
Til hvad? (Jo, jeg kan godt høre, du sidder og hvisker!) Til den ultimative julehyggeaften i morgen aften. Der bliver masser af pakker. Så meget er sikkert! Der bliver en overflod af garn, af søde mennesker, lækre kager og guf samt løfter om irish coffee. Fik jeg nævnt garn?
Aftenen er planlagt for længe, længe siden. Jeg var på Fanø og til workshop med hende her, der fortalte om en strikkenørdpakkeleg hun engang havde deltaget i - alle pakker indeholdt garn! Min første, eneste og blivende tanke var: "DET VIL JEG OGSÅ PRØVE!!!!!!!" Da jeg gav idéen videre var der så også andre, der også gerne ville prøve, viste det sig.
Derfor kommer der i morgen 14-15 mennesker hjem til mig i min to-værelses lejlighed, hver medbringende minimum 5 pakker med max. 100 gram garn, og så er der ellers pakkeleg..... Jeg tror ikke, jeg har glædet mig helt så meget til pakkeleg før (jeg plejer ellers at glæde mig en hel del....) - det bliver rigtig spændende!
Hvad der er i mine pakker? Hmm. Garn! Mere siger jeg ikke.....

onsdag den 25. november 2009

tirsdag den 24. november 2009

Kan du huske?

Der var engang..... Dengang det var helt vildt hipt med skulderpuder og højt hår. Dengang Cappucino var helt vildt hot - som tøj. Dengang alt var mintgrøn, baby-lyserød, pink eller koboltblå. Dengang flamégarn var fantastisk spændende og overalt. Dengang alle med respekt for sig selv hørte Wham, havde en Salomon rygsæk og Marc´O Polo tøj, hvis man da ikke havde penge til LaCoste.
Dengang jeg var en usædvanligt genert teenager med rigtig grimt, permanentet hår.
Dengang havde Hjemmet en grydelap-konkurrence. Mine brødre var nogenlunde nygifte. Jeg havde (heller ikke dengang) nogle problemer med at finde garn på lageret, og (også dengang) syntes julegaver godt kunne lænse finanserne grundigt.
Derfor blev julegaven til begge mine brødre (og svigerinder) og til mine forældre sådan et par strikkede grydelapper. Supersøde, syntes jeg.
Her spoler vi så lige frem til nutiden..... Min bror og svigerinde, som jeg skal besøge første weekend i december, fik i sommer lavet nyt køkken. I den forbindelse talte vi om "nyt-køkken-gave" og min svigerinde sukkede over sine grydelapper. "Du lavede engang nogle grydelapper til mig, der var gode. Jeg brugte dem, til de var slidt tynde og det er aldrig lykkedes mig at finde nogen, der er lige så gode. Sådan nogle vil jeg gerne have!"
Derfor er opskriften fundet frem igen, der er indkøbt bomuldsgarn i de respektive, grønne farver (dengang var mørkegrøn og neongrøn at finde i ethvert supermarked, men ikke mere) og jeg må hellere få sat turbo på, hvis de skal blive klar til næste weekend!

mandag den 23. november 2009

Bartolomæus

Hånden på hjertet - savner du ikke ind imellem en lille alien i hjemmet? Og har du ikke et fejlkøbt nøgle garn i en opsigtsvækkende farve? Eller kender du ikke et barn, der mangler kramme-bamsEN?
Kombiner det hele, og Bartolomæus her er klar til at redde din dag....
Sjældent har jeg set et sødere monster!
Håber, du får en monstrøs mandag....

søndag den 22. november 2009

Strikkestress! og Clara....

Først lidt om Clara. Den fine, fine, søde kjole blev fisket op af stakken af UFO-er og fik lidt opmærksomhed i fredags. Jeg er nu faktisk nået de 24 cm som skørtet skal måle, men tror nu egentlig, den lige får et par cm mere.... Men foreløbig er den nu kommet tilbage i bunken. PÅ TRODS af, at den blev startet op til lille Wilma, der blev født i september, og som jeg faktisk ikke har set endnu, fordi jeg ville strikke kjolen færdig først. Det gode er, at jeg strikker den i str 1-1½ år, men jeg vil nu heller ikke vente længe med at tage på barselsbesøg!
Den gik også lige lidt i stå, for pludselig manglede side 3 i opskriften... Hmm. Jeg aner ikke lige, hvordan i alverden den kan være "faldet ud" af plastiklommen, men væk var den ihvertfald! Jeg tog derfor en rask beslutning og gik forbi Sommerfuglen for at få fingre i opskriften igen. Sammen med lidt Højlandsgarn/supersoft - det kan man jo altid bruge!
Svogerens sweater vokser støt og roligt. Der er masser af bestilte opgaver. 75% af niecerne ønsker sig strikkede sjaler, og mon ikke de sidste 25% kunne finde på det også? Svogerens bluse skal være færdig, og hættetrøjen med flammer har jeg altså endeligt besluttet mig for at strikke om. Der ligger sort garn i kælderen og venter. Derefter er det søsterens tur - hun har såmænd "bare" bedt om en bluse med en "My littlest Pet shop"-hund. Dvs. på med billede-omdannelse igen til en opskrift. Dernæst lillebroderen, hvor jeg har fået lov at strikke en Spiderman-trøje. Efter sådan engang til sommer at nå hele bunken igennem, tror jeg nok liiiiiige, mosteren trænger til en pause!
Jeg længes gevaldigt efter bare at starte noget nyt til mig selv, men det må nok vente, til julegavestrikkeriet er overstået. Desuden vil jeg gerne ligesom rydde op inden nytår. Det betyder også, at Slangespændetrøjen skal graves frem og gøres færdig. Jeg mangler få cm på bullen og derefter ærmerne, så det burde kunne lade sig gøre!
Ugens guld-bemærkning kom forresten nevøen på 10 med. Jeg havde vist ham et billede taget i Wien, hvorefter han halv-forarget udbrød "Nej, altså! Er der nu også et sted, de har kaldt for Wien? Jeg vidste godt, at der er en by, der hedder Rom....."
Vi lader den lige stå et øjeblik :-D
Gæste-nevøen har forresten inviteret mig på Bedsteforældre/Bedsteven besøg på sin efterskole til december. Jeg er beæret og glæder mig! Der vil være mulighed for avislæsning og en middagslur..... Er der mulighed for at strikke?

lørdag den 21. november 2009

Glad-i-låget strømper

De her strømper kan man da kun blive i godt humør af!
Mine 2x2 rib, artikel-læsnings-strikketøj er strikket i ca. 60 g zauberball. Fantastisk lækkert garn. De er strikket på pind 2,75 - en anden gang vil jeg nok vælge pind 2,25, for de er noget løst strikket. Men strikket er strikket, og da jeg har masser af andet lækkert strømpegarn der ligger for tur, så må de holde så længe de kan.....
Mine socktober strømper er jeg på vej til at få kolde fødder over (he he) - jeg burde nok have valgt størrelsen større, for de er sådan lige til den smalle side (som det tydeligt ses er jeg ikke skabt med smalle ankler!). Hmm. Tænke-tænke.... Garnet er så lækkert og det er så ærgeligt, hvis jeg ikke bliver rigtig glad for dem. Måske er garnet bare lækkert, at "der-er-aldrig-en-opskrift-der-er-god-nok"-forbandelsen hviler over det?
P.S. Strømperne er blevet mit november-projekt. Det eneste, jeg lige har fået strikket til mig selv denne måned. Men jeg skal nok komme stærkt tilbage med ego-projekter!

fredag den 20. november 2009

Fredag! Ahhhhh

Så blev det fredag. Efter en uge med nevø, hoste og artikelskrivning i sofaen. En noget anderledes uge end planerne, men ret hyggelig.
I dag står den på heldags-møde (med strikketøj) og forhåbentlig med mulighed for at følge min søde nevø til toget..... Han har altså bare været hyggelig at have besøg af!
God fredag til dig også!

torsdag den 19. november 2009

Vokseværk

Svogerens sweater har nydt rigtig godt af min udelte opmærksomhed. Det kan han takke sin svigermor for - hun er nemlig ikke bleg for at spørge til fremgang, selv om jeg bliver lidt irriteret. Samt så provokeret, at den til sidst kom op af sin lune rede, hvor den havde ligget godt i nogle uger.
Som bekendt vokser strikketøjer ikke af at ligge i en strikkekurv. (Trods de inspirerende omgivelser.) Det undrer jeg mig stadig over ind imellem!
Min svoger har virkelig set frem til denne sweater og han glæder sig helt vildt, ved jeg. Den bliver også rigtig flot, og jeg bliver rigtig stolt af den, når den er færdig. Det "sjoveste" - nemlig bærestykket med alt mønsteret - har jeg jo også gemt til sidst.
Opskriften er blevet kraftigt revideret undervejs. Oprindelig ville jeg regne efter Elizabeth Zimmermann´s principper, og lagde da også ud med ærmemasker sv.t. ca. 20% af kroppens masker. Men jeg vil altså gerne have meget mere end 33% af kroppens masker øverst på ærmet, faktisk kan jeg godt lide, når der er op til knap halvdelen af kroppens masker, så jeg blev bare ved med at tage ud. Har kigget lidt på bærestykke-mønsteret og fundet ud af, at det nok kan lade sig gøre at kombinere to opskrifter fra Istex. Så svært er det heldigvis heller ikke at læse islandske strikkeopskrifter! Så - midlertidigt adjø til den store strikkeguru, der trods alt blev brugt til at udregne opskrift ud fra målene på en af svogerens yndlingssweatre. Så langt, så godt!

onsdag den 18. november 2009

tirsdag den 17. november 2009

Lyspunkter

Efter al den regn er det godt nok dejligt at kunne se omrids af skyerne og fornemme, at solen stadig er deroppe. Bare et øjeblik ind imellem! Det er også hyggeligt at kunne se stjerner om aftenen.
Jeg hoster videre. Forkølelsen er heldigvis ved at være væk, men jeg regner med at kunne hygge mig med hosten noget tid. Hoster hjemme i dag - fik mange bekymrede bemærkninger i går, hvor jeg havde et møde på arbejde. Men nej - jeg tror altså ikke, det er H1N1.... Ingen feber, ingen almen dårligdom, bare en helt almindelig virus, der i dén grad generer nattesøvnen (Hurra for amerikanske "forkølelses-piller"!).
IT-nørd nevøen er kommet på besøg i denne uge. Han er i praktik som programmør, og har taget turen fra Nordjylland. København er sandelig stor, når man ikke er vant til at være her!
Han er så sød, så sød. 2 meter høj, genert, meget spændt over at skulle i praktik og nyklippet, med nystrøgede skjorter og nypudsede sko. Han synes, han er voldsomt fin i tøjet, og han har ingen anelse om, hvor sød han i virkeligheden er.
Faster her sørger så for at slæbe ham rundt til det meste af familien i løbet af ugen. Han skulle jo nødigt kede sig! Onsdag skal han godt nok være alene hjemme. Men det går vel. En computer, nogle spil og tegneserier, så er han heldigvis tilfreds.
Ja - jeg klager altså ikke over de nevøcer jeg er så heldig at være endt med! Jeg ved så også godt, at jeg "skummer fløden" - det er jo forældrene, der har al opdragelses-ræset og får de fleste frustrationer, og strengt taget er det jo også forældrene, der skal have æren for at opdrage nogle fornuftige, søde børn. Men jeg er nu glad for, at de gerne kommer her også, og at de bare er så søde, sjove og seje.....

mandag den 16. november 2009

Nullermænd

Det er jo de færreste, der mangler nullermænd i hjemmet. Har jeg ret?
Skulle det ske, at du mangler, eller har du bare behov for at camuflere de naturlige, små nullermænd, så har du en mulighed her.
Strik disse charmerende, sodede nullermænd, og placer dem strategiske steder....

søndag den 15. november 2009

Både plan A og B

Jeg skulle have været på weekend-kursus hele weekenden. Havde jeg lovet. Ikke, at jeg skulle så meget udover at være der, men det var også fint nok.
Mindste-nevøens gavmilde uddeling af forkølelsesvirus spændte imidlertid lidt ben. Hele fredagen diskuterede jeg frem og tilbage. Sofa eller kursus? Sofaen trængte jeg til, men jeg havde jo lovet.....
Diskussionen endte med, at jeg så Godfather 1 hjemme hos mig selv fredag aften, med beslutningen om at tage lørdag og søndag i Faaborg. Kl. 4 lørdag morgen vågnede jeg med meget ømme bihuler, hvilket efterhånden førte til, at jeg tog afsted som planlagt, men uden tasken til overnatning. (Er iøvrigt ved at være lidt for god til ikke at komme for sent. Var på Kbh´s Hovedbanegård kl. 07.20, men skulle først med toget 07.50. Hmmmpphphf)
Dagen i går bød på en god kick-start af sjalet til en af niecerne. Et Adamas-sjal, som hun faktisk valgte efter bare 4 måneders betænkningstid (og det er meget hurtigt for hende!). Strikkes i Knit-picks Bare, ren merino i lace-tykkelse. Super blødt. Dejligt mønster på kun 10 pinde, men sikke pinde! Som med alle andre sjaler øges antallet af masker på rekordtid!
I dag er det planen at slappe af, drikke mere the med honning (og whisky eller lignende), rydde lidt op, strikke og se film. Jeg skal nok også øve mig lidt mere i at hoste, men forhåbentlig går dagen også med at blive helt frisk igen.
Godfatherfilm? Tjoeh. Jeg skal ind og se "Mamma Mafia", men havde aldrig set nogen af Godfather-filmene. Det må være en mangel i min opdragelse! Nu har jeg så set de første to. De er rigtig gode - fantastisk skuespil (og en meget lækker, ung Al Pacino) - men jeg er nu glad for, at jeg ikke er blandet ind i nogen mafia.... Sikken et liv!

fredag den 13. november 2009

Opera

Sådan kan der altså se ud i Operaen. Set sådan oppefra og med afspejling i glas-rækværket.
Ret sjovt!
Det var min første tur i Operaen og ret fantastisk. Eftersom det var Universitetets årsfest, var der masser af (meget) fine folk, inkl. Dronningen, men jeg kunne skam godt leve med min plads på 3. balkon, første række.
Forestillingen var "Lucia di Lammermoor" - jeg havde aldrig, aldrig hørt om den før, og forventede mig egentlig ikke rigtig noget. Men den var fantastisk. Ulykkelig kærlighed på et meget højt plan, inkl. galskab, mord og svigefulde brødre. Meget, meget tragisk og meget, meget smukt. Helt fantastisk duet mellem sopranen og en fløjte (Disney-prinsesser, der synger duet med skovens fugle kan godt kravle tilbage i deres ensomme tårn). Hold op - jeg vil i Operaen igen!

torsdag den 12. november 2009

Og så var der - endelig! - 10....

Jeg refererer (selvfølgelig) til bamsetøjet. Langt om længe blev det færdigt og afleveret. Den sidste beklædningsgenstand blev en helt enkel trøje i hvid bomuld og perlestrik.
Her vist af "Onkel Vanja" - en bamse i min nære familie :-)
Tøjet er afleveret, og dermed skal jeg nok forsøge at skrive knap så mange stolper op og ned om bamser.
De fleste øv-ting fra i går løste sig. Gummistøvlerne er højteknologisk repareret med Gaffa-tape.
Mit humør steg adskillige grader, da jeg faktisk fik min nye computer i går. Mit livs første Mac.
Mand - den er lækker!
Forkølelsen ser ud til at have stukket halen meget hurtigt mellem benene. Jeg havde ellers lige set i øjnene (og accepteret) at det nok trak op til en weekend med sofa, Kleenex, strikketøj og film.
I stedet bliver det nok de oprindelige planer med weekend med patientforeningen. Der skal nok blive turbostrikket alligevel.....
Endelig skal jeg i aften i Operaen for første gang... Uuuuuuhhhhhhhh.......

onsdag den 11. november 2009

Piv....

Okay. Det er stadig november. Gråt og regnfuldt. Men derudover er mine gummistøvler tiltagende utætte og jeg er blevet noget så aldeles forkølet.
Passer mig ikke helt godt, må jeg indrømme!
Til gengæld kunne jeg i går ikke lugte cigaretrøg, men pibetobak. Normalt stinker alt af cigaretrøg lige inden jeg bliver forkølet, og jeg undrer mig altid... Der plejer jo ikke at være rygere, hverken på kontoret eller hjemme hos mig! Dagen efter er jeg så forkølet og får endnu en AHA-oplevelse. Sådan er det jo hver gang. Pibetobakken er ny som forkølelses-advarsel, men noget mere behagelig! (er det så en ny virus?)
Summa summarum: har lidt ondt af mig selv. Men ikke noget, lidt te og lidt strømpestrikning til artiklerne ikke kan klare....

Jeg ville hellere være dér. I solskin.

tirsdag den 10. november 2009

Sidste-øjebliks-bamse-opdatering

Jeg havde altså ingen grund til præstationsangst m.h.t. det sidste stykke bamsebeklædning. Det bliver en ganske simpel, hvid bomuldstrøje i tyk bomuld, dobbelt perlestrik og guldknapper som "bling-bling-faktor". Har strikket det meste - mangler 1½ forstykke og lidt kanter. Mon ikke jeg når det?

Alligevel ikke helt så trist....

I går må bestemt være årets kedeligste dag.
Altså.
November, mandag, regnvejr, influenza-epidemi. Behøver jeg sige mere?
Mindste-nevøen blev hentet i børnehaven og lignede egentlig ikke én, der dagen før havde været på kanten af et nervøst sammenbrud af bare moster-savn. Men vi hyggede os skam!
Han fik ikke lov at farve garn, men "hjalp" med at kigge på vaskemaskinen, da de hvide lagner under den magiske indflydelse fra Dylon skiftede farve til orange.
Han brød sammen i krampegråd, da han var afleveret hjemme hos sin far (den største, stærkeste og sejeste far i verden, vel at mærke!) og jeg gik igen umiddelbart efter. Gråden stoppede dog ret hurtigt (jeg ringede og tjekkede, for jeg følte mig alligevel en anelse tarvelig at gå så hurtigt!) og jeg nåede hjem og fik strøget mig igennem en gigantisk bunke strygetøj, der havde samlet sig gennem et par måneder. Desuden fik jeg kigget på kandidaterne til efterskole-pakkekalendre til nevøen og niecen, der er på (hver sin) efterskole. 2 af gaverne ses her: niecens strømper, der langt om længe fik snøvlet sig færdige (i selvstribende fra Kvickly - søde farver, synes jeg!) og min yndlingsgave.
Jeg fik den på kongres, og jeg følger mig ret overbevist om, at der bliver arrangeret en større gætteleg, når de hver især når til dén gave! Det er simpelthen en bihule-skyller.... (fnis)
Dermed er jeg vist også ved hovedårsagen til, at jeg har indført efterskole-pakkekalender blandt mine nevøcer (hvad enten de vil eller ej!) - der skal udkanaliseres nogle af de sjove og underlige kongresgaver man kan få. De slipper dog - vistnok - for badeænderne og reflekserne. Trods alt. Jeg mangler kun 6 gaver til hver kalender, men det er vist ikke mere, end en tur i Føtex og/eller Søstrene Grene kan klare!
Dagen endte med muskelsmerter her og der og alle vegne, generel træthed/utilpashed og tanker om, at jeg nok ville vågne med influenza i dag. Men næ nej. Der skulle bare en nattesøvn til. Heldigvis!

mandag den 9. november 2009

Fryser dine møbler om tæerne?

Så er hjælpen lige her.... Fusser til møblerne!
De er i god, islandsk pladeuld og filtede, så de ikke falder af.
Sjovere end de gamle filtdutter til at sætte under stolebenene, godt til garnrester.
Du kan finde opskriften her, eller du kan improvisere.
OBS: Denne opskrift er én af de ting, Coop´s strømpegarn ikke kan bruges til, eftersom det aldrig filter. Heller ikke af en kogevask.

søndag den 8. november 2009

Og så farvede vi garn....

Den skrappe, mindste niece fik lusket sig med hjem efter kirke... Eller - lusket og lusket. Hun havde længe talt om at farve garn, og da jeg ikke rigtig har tid resten af november eller december, da hun nu er en stor skolepige, der kun kan komme på "rigtigt" alene-besøg i weekenden og iøvrigt har en hel del legekammerater, der også skal passes, og da det egentlig passede fint i dag, så blev det i dag.
Stor succes! Vi endte med at farve 500 g garn. Først "tæppet" af strømpegarn. Oprindelig ville hun farve garn til en stjernehimmel, men ændrede så mening til "nordlys", alias lodrette striber. Der var masser af farve tilbage, så to nøgler kvickly strømpegarn blev skiftevis sort og farvet, og 2 bundter litauisk (tror jeg nok) uldgarn endte med at være hhv. gul, orange/brændt rød og rød samt blå, sort og (lidt) lilla. Bortset fra Kvickly strømpegarnet er jeg meget tilfreds. Det var fantastisk nemt at farve med mikrobølgeovn (eller, som niecen så poetisk udtrykte det: "nemmere end at gå på toilettet!) og sjovt oveni. Der er endda stadig størstedelen tilbage af farverne fra "knitpicks", selvom vi ikke havde holdt os tilbage mht. at klaske farve på....
Det sidste farve kom i en gryde med et bundt garn mere (fra Litauen?) og er blevet meget mørkerødt, næsten sort, med lidt rødt ind imellem. Også pænt.
Problem? Hun vil gerne gøre det igen, og tror iøvrigt, at garnet skal bruges til hende, siden hun har lavet arbejdet!
Lillebroderen brød totalt sammen, da jeg først havde sagt, at han måtte komme med, men så trak i land igen (jeg gør det aldrig mere. Forkert strategi til en 4-årig!), så jeg måtte love at hente ham i børnehaven i morgen. "Så vil jeg farve dit garn, moster!" "Hmm - tror du ikke, vi skal lave noget andet?" "Jo, så farver vi først garn, og så laver vi noget andet!" "Øhm, så kan vi putte garnet i en gryde, og du kan hælde farven i!" (hans moster kan ind imellem tænke hurtigt) "Ja - det skal være sort og gult. To farver."
Suk. Vi får se, hvad han får lov til. Det skal nok blive hyggeligt, ihvertfald, og derefter er min moster-samvittighed så ren resten af måneden! Plus for december, siden jeg skal have dem med til julemarked. I år dog med medfølgende mor, så det bliver totalt nemt!
Ih - jeg glæder mig, til garnet er tørt i morgen!

lørdag den 7. november 2009

Bamse-drengene

Der skal også være lidt bamsetøj i blåt. Det kommer her.... Den mørkeblå bluse med guldknapper må høre under begrebet "vams", omend den er i bomuld. Dobbelt perlestrik og et par snoninger, og så var den ret hurtigt færdig i vinterbomuld på pind 4 og 4½.
Vesten med sokketern blev laaaangt om længe færdig.... Mand, hvor var den besværlig, det lille resultat taget i betragtning!
Der er strikket kanter - ialt 6 stks blev det til - og hæftet ender til den helt store guldmedalje. Jeg tror altså ikke rigtig, jeg gider lave sådan én igen, selvom jeg synes, den er helt fantastisk sød og fin, sådan en herrevest i mini-størrelse!
Nu mangler jeg så kun 1 (trommehvirvel)! Jeg har ingen anelse om, hvad det skal være! Alle de andre modeller er strikket frit fra leveren (eller hjernen), som jeg nu lige havde lyst og garn til. Finalebeklædningsgenstanden skal selvfølgelig være lige så frit opfundet. Hmm. Her tænkes!
Den marineblå bluse blev iøvrigt startet hos søsteren igår, hvorefter min yngste, ret skrappe, niece informerede mig om, at hendes bamser skam OGSÅ gerne vil have tøj! En oplagt julegavemulighed, må man sige. Sidste gang jeg strikkede til hendes bamser var hendes 6 års fødselsdag sidste sommer. En total fiasko (for nu at sige det mildt) - jeg havde nemlig fabrikeret 3 stks kjoler, hvilket ikke faldt i frøkenens smag. Dengang skulle det hele være fodbold. Nu skal det hele vist være sejt. Det dæmper jo ligesom lysten lidt, men mon ikke jeg kunne forsøge mig med en hættetrøje? Hvis ikke det er sejt, så ved jeg ikke, hvad der er.....

fredag den 6. november 2009

Pretty in pink

Så er endnu 2 bamse-ting færdige. Denne gang nok mest henvendt til pige-bamserne...... Endnu en hættetrøje har set dagens lys - denne gang er hætten blevet noget mindre og mere passende (bortset fra, selvfølgelig, hvis bamsen har meget store ører....). Modellen er ikke helt god nok endnu - lommen er lige blevet lidt for bred denne gang, og ærmerne skal lige have en centimeter mere. Det må blive næste gang. Næste gang? Ja. Lige gyldigt hvor meget jeg hader bamsetøj lige p.t., så ved jeg jo godt, at næste gang Johanne spørger (og det gør hun jo garanteret!), så vil jeg IGEN tænke "Pfft - 10 stykker bamsetøj på 10 måneder? Det er jo ingenting - selv-FØLGE-lig kan jeg da lige lave det!" Lur mig, om jeg ikke til den tid igen sidder og turbostrikker bamsetøj i oktober, fordi jeg kun lavede max. 3 stk i løbet af årets første 9 måneder!
Den anden trøje er rester fra min egen bluse. Sådan noget selvstribende garn er jo yderst taknemmeligt til lidt hurtig-strik til bamser! Jeg synes, det ser ud af noget mere end det er.
En hurtig, nem trøje strikket oppefra og ned. Ærmerne er lige lidt vide, men pyt. Vi kalder det trompet-form! Trøjen er oveni lidt musikalsk, for en god del af den blev strikket til kor i onsdags. Når de andre stemmer øvede og min stemme bare ventede, så strikkede jeg.... Det er ellers på det strengeste forbudt, men med en plads på bageste række går det!
Dermed mangler jeg kun yderligere 2,1 stk. bamsetøj. Den lille vest med sokketern mangler nemlig kun nogle kanter ved hals og ærmer for at være helt færdig. Med lidt koncentreret strik i weekenden skal jeg såmænd nok nå det... Jeg har endda tænkt mig at opruste til pind 4 og 4½, så det går hurtigt. Jeg tænker snoninger......

torsdag den 5. november 2009

Opstramning af karakter ønskes! (eller...... måske ikke alligevel)

Noget gik galt. Jeg havde et (halvhjertet) ønske om at skrumpe garnlageret, da 2009 startede.
Det er så ikke gået fantastisk godt, må man sige!
Til gengæld:
- har jeg altid nye projekter at drømme om
- ikke problemer med at finde "noget" garn. Om det så er lige præcis "det" garn jeg mangler, er der ingen garanti for!
- får min overbo ikke kolde fødder!
- har jeg altid lidt at dele ud af, hvis nu en gæst skulle føle sig voldsomt inspireret til at starte et strikketøj op
- har jeg virkelig mange gode oplevelser knyttet til det garn! Hyggelige garnbutikker her og der, søde mennesker osv.
- bliver jeg glad, når jeg kan se mit garn. Og røre lidt ved det
- kommer jeg absolut ikke til at mangle strømper af fint strømpegarn, hvis jeg altså strikker strømper af det alt sammen
- er der lidt at farve af!
- har det været nemt at finde garnrester til bamsetøj
- får jeg ingen problemer med at lave mine 5 pakker til pakkeleg-med-garn
- kan jeg altid liiiiige nørkle noget baby-noget sammen, når nogen (pludselig) får barn
Jeg ved altså virkelig ikke, hvordan jeg seriøst skal efterleve en gang garn-skrump! Det hjælper nok noget, når jeg skal arbejde "rigtigt" igen. Fordi så bliver der knap så mange kongresser med "once-in-a-lifetime" garnkøb og - måske - knap så meget tid til at købe garn i butikker og på nettet. Faktisk elsker jeg mit garn. Især det nye. Kender du det?

onsdag den 4. november 2009

tirsdag den 3. november 2009

Ahem..

Sad lige og fandt en side, hvor de sælger "originalt" Schoolhouse Press garn, noget af det tætteste, man kommer på Elizabeth Zimmermann garn i mine øjne. Måske er jeg bare lidt naiv eller sådan, for - ved du hvad? Det er da "bare" islandsk pladegarn!
Nu er jeg jo kommet i gang med svogerens sweater (hvorefter jeg gik i stå igen) og har lidt mere hold i mine meninger om pladegarn. Det er superlækkert på en rigtig sprød måde. Ikke bare sprød på "jeg knækker lige om lidt måden", men sådan med godt hold i. Svært at forklare.
I tilfælde af, at jeg pludselig får de 1,8 kg garn strikket op derhjemme, tror jeg nu nok bare jeg vil gå hen i Jorungarn og købe mere autentisk, islandsk garn. Ikke bestille det fra USA eller UK eller noget. (Sådan er der så meget!)

På vej til jul.....

Okay - der er lige lidt tid endnu.... Men julen kommer snigende!
Jeg er allerede begyndt at høre julemusik i ny og næ på mit arbejde. Til kollegernes store forbløffelse. (Okay - én kollega, én gang. Normalt bruger jeg hovedtelefoner..) I koret har vi netop overstået Alle Helgen koncerter, og bortset fra en enkelt øvelse i denne uge med Johannes Passionen, er det så tid for julemusik og forberedelse til julekoncerterne. Ih, det er så hyggeligt at starte på at øve julesange!
Som bekendt strikker jeg bamsetøj. Til et julemarked (ganske vist midt i november, men dog et julemarked). Jeg glæder mig til strikke-hygge-aften med pakkeleg med garn d. 27. november og til hele 2 (måske 3) julemarkeds-besøg d. 28. november.
Jeg er allerede ved at få stress over alle de ting, jeg skal have strikket inden jul. Et eller andet gik åbenbart galt, så jeg nu har planer om 3-4-5 strikkede julegaver. I starten af året glædede jeg mig til at prioritere en strikket ting til mig selv hver måned, og det når jeg såmænd nok også, men månedens strikkede ting bliver liiiiige lidt mindre i denne her fodende af 2009.
Midt i det hele går strikkeriet lidt trægt. Knap så meget togkørsel som forventet (med knap så mange siddepladser i kupéen).
Nå. Jeg når det vel! (Ellers må jeg skrue lidt ned for planerne!) Glædelig for-jul til dig på denne mørke, grå tirsdag!

mandag den 2. november 2009

Sort of a pattern

This is not really a pattern, but more a description of how I made the knitted glasses. Toy glasses are all different, and what fitted these glasses is not necessarily the same pattern that will fit your glasses. But with a lot of fitting it will work out fine. You can increase or decrease the number of stitches to fit your own glasses.
I used Cinema 3D glasses like the ones shown here. These glasses have broad and narrow parts of the temple pieces.
First I cut out the "glasses" from the frames (since it is toy glasses, they are made of thin plastic). The frame was cut clean.
For the cover I used appr. 10 grams of "Hundertwasser" Sock Yarn from Opal. Any self-striping sock yarn could be used. To make a cover for the temple piece I cast on 8 stitches for an I-cord, using size 2½ needles (3 mm). I knit from the frame out - the piece of knitting needs to be long enough to cover the hinge. When I reached the narrow part, I decreased to 6 stitches. After the narrow part I increased to 8 stitches again. When the piece was long enough, I knit 2 together across, pulled the yarn through the last 4 stitches and tightened. I made the cover for the frames before making the other cover for the temple piece. This way the colours will be more variated on the finished glasses.
The cover for the frames is made in stockinette stitch. It is knit flat and sewn on afterwards. For the frames I cast on 8 stitches and purled 1 row. On the next (knit) row I increased 2 stitches and repeated these 2 rows once more = 12 stitches. Make 3 more rows of stockinette stitch, then increase 2 more stitches on a knit row = 14 stitches. Purl 1 row.
Continue in stockinette stitch on the first 7 stitches, let the other 7 stitches rest. Continue in stockinette stitch until the length fits the first part of the frame to the nose-part. Cut the yarn and knit stockinette stitch with the resting 7 stitches in the same way (remember - the length of the upper and lower part of the frame is different, and one piece has to be longer). The knitted piece should be slightly stretched when compared to the length of the frame.
For the nose-piece: knit stockinette stitch on all 14 stitches until piece is a bit longer than the nose piece (you should be able to fold it around the nose part). Divide the stitches in 2 again and repeat the above for the second frame. If you like, you can count rows to make the pieces completely identical.
After knitting the 2 pieces for the frame, continue on all 14 stitches: decrease 2 stitches (= 12 stitches) on first knit-row, make 3 more rows, then decrease 2 stitches on next knit row, purl 1 row. Repeat these 2 rows once (= 8 stitches). Bind off all stitches.
Make a second cover for the temple piece, identical to the first piece. The second piece is put next to the cast on side of the frame piece to variate the colours.
Sew in the ends on the temple pieces (the part for the ears), use all remaining ends for finishing.
Finish: Sew the temple pieces to the frame piece. Sew the frame pieces around the frame.
Take the "glasses", fit them to the knitted glasses using a razor-blade or a very sharp knife. Use a sharp needle, make 4-5 holes in the glasses and sew them to the frame using thin polyester thread.
Voila! Your glasses are finished! Spread some joy.....

Til rejser

Dagens opskrift er til vinterens længsel efter sol og varme. Hvis du er så heldig, at du skal rejse til et solrigt land, er disse hæklede klip-klapper lige dét, der får din kuffert til at skille sig ud fra de andre.
Hvis du ikke skal? Ja, så har man vel altid lov at drømme, ikke?
Uanset hvad: hæklemasker har underlige navne på engelsk, men jeg tror egentlig at disse er så simple at det går. Søde er de ihvertfald!

søndag den 1. november 2009

Et forsøg på en opskrift....

Det er ikke nemt at lave en opskrift på strikkede briller... Men jeg kan da beskrive, præcis hvad jeg gjorde, og måske kan du ende med noget der ligner, bare i din helt egen model!
Det allerførste var at tage 1 nevø og 1 niece med i biografen for at se "Op" i 3D. Det medførte nemlig 1 sæt 3D briller pr. person. De to på 7 og 10 år elskede deres briller fra ca. 30 minutter før filmen startede - da dukkede de nemlig op af min taske - men jeg var lidt mere sådan la-la. Altså - man har jo set sådan nogle plastikbriller før, ikke?
Efterhånden fik jeg øjnene op for mulighederne.... Resten er historie (som man siger). Jeg skar "glassene" ud med en hobbykniv først. Men gem dem!
Til disse standardbriller slog jeg 8 masker op på pind 3 til brillestængerne. Jeg strikkede I-cord, dvs. strikkede 8 ret, trak maskerne hen i den anden ende af (strømpe)pinden og strikkede 8 ret igen. Jeg startede "indefra", og da stykket var langt nok, tog jeg 2 masker ind (6 masker tilbage) og strikkede et kortere stykke til det smalle sted på brillestængerne. Jeg målte hele tiden i forhold til stængerne, og tog 2 masker ud igen til det sidste lille stykke. Da betrækket var langt nok, strikkede jeg 2 m sammen hele vejen og trak tråden gennem de sidste 4 masker.
Efter første brillestang strikkede jeg betrækket til stellet omkring glassene: Slå 8 masker op, strik glatstrik frem og tilbage. På 2. og 4. pind tages 2 masker ud (= 10 og 12 masker), herefter strikkes 3 pinde glat og på 8. pind tages yderligere 2 masker ud (= 14 masker).
Arbejdet deles, og der strikkes videre på de første 7 masker i glatstrikning. Når længden passer til stellet (indtil midter-stangen, let strakt), klippes garnet over og den anden del strikkes. (De to dele er ikke lige lange - stellet var længst under glassene). Når anden del er lang nok, samles stykkerne igen, og der strikkes glat over 14 masker, til stykket er lidt længere end midterstangen, der skal sidde på næsen. Derefter strikkes sv.t. den anden side af stellet (samme længde som de første stykker, tæl evt. pinde) og stykkerne samles igen. Tag 2 m ind på 1. pind (=12 m), strik 3 p glat, tag 2 m ind på de næste 2 retpinde, strik 1 pind vrang, luk alle (8) masker af. Strik yderligere 1 betræk til brillestang.
Jeg strikkede stængerne og stellet hver for sig for at få mere variation i farverne. Betræk til stængerne "byttes om", så den sidst strikkede stang sættes over til opslagning til stel.
Hæft ende ude i spidsen af betræk til stænger, træk betrækket på stængerne i begge sider. Sy betrækket til stellet fast omkring stellet, og sy betrækket på stangen fast til henholdsvis opslagnings/aflukningskanten.
Skær brille-"glassene" til, stik huller med en skarp nål ca. 4-5 steder, og sy glassene fast til stellet. Jeg syede sytråden rundt om stellet, under betrækket, og bandt knuder på bagsiden. Lad 2-3 mm være tilbage af sytråden (så knuden ikke går op) - det stritter lidt, men man ser det faktisk ikke, når først de kommer i brug.
God fornøjelse!

Den dræbende hue....

Her er så den dræbende hue, der kom til mig fra USA. Selv mine (endnu) ikke strikkende venner har bemærket, at den ikke er sådan omhyggeligt strikket (host)...
Farven er ikke skiden-grøn, men camel-brun. Men for at få detaljerne med blev det uden blitz...
Garnet er ustyrligt lækkert. Meget blødt, og jeg har fået resten af garnnøglet med.
Så huen, der har udført sin mission, er nu allerede aflivet og ligger i 2 nøgler og venter på den videre skæbne. Det bliver lækkert!
Brillerne fik alligevel "glas" i igen. Nevøen blev vældig, vældig glad! Det var rigtig dejligt at give ham dem..... Nu er jeg så den lykkelige faster til 3 stks på 18 år og op. Føler jeg mig så gammel? Hmm.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails