lørdag den 31. oktober 2009

Strikkede briller.....

En af nevøerne holder 18 års fødselsdag i dag - og som tidligere nævnt har han allerede sidste år ytret ønske om et par strikkede briller....
Her er de så!
De krævede aflivning af et par 3D-briller fra biografen, men jeg er meget tilfreds med resultatet. 10 gram Opal Hundertwasser strømpegarn gik der til, men så syntes jeg også at resultatet blev tilstrækkeligt spraglet.
Betræk til stængerne strikkede jeg som en forstørret hestetømme, og betrækket til "glassene" strikkede jeg fladt og syede fast omkring bagefter.
Det tog slet ikke så lang tid, som jeg troede.... Faktisk bare en aften og en morgen.
Jeg ved ikke helt, om jeg skal sætte glas i igen. Måske. Må bestemme mig, inden jeg skal til fødselsdag om 2 timer!

fredag den 30. oktober 2009

Et mystisk vendepunkt....

De mystiske strømper er vokset enormt langsomt.... Men nu er jeg da nået forbi hælen på den første, og måske kan det ses, at mønsteret fortsætter ned på hælen.
Det lader til, at kameraet er træt af strikketøj og derfor heller vil tage skarpe billeder af gulvet. Beklager.
De er fortsat sjove, og jeg håber virkelig, de snart bliver færdige. Der er nemlig præmier på spil her også! Det indebærer dog bare, at de skal være færdige inden udløbet af november, så mon ikke det går?
Brille-betrækket til nevøen er stort set strikket. Så snart det er syet sammen, skal der være fremvisning!
Fjollet idé, men hvis du lover ikke at fortælle ham det, var det faktisk sjovt at strikke...... Tror, de bliver ret gode!

torsdag den 29. oktober 2009

En lille-bitte poncho

Stor er den bestemt ikke blevet... Men den passer nok fint som en lille charme-ting til en build-a-bear. Her bliver den vist af gode, gamle Bamse-Ulla, der flyttede ind hos mig i min tidlige barndom og aktuelt (når hun ikke agerer model) bor på bunden af skabet. Hun fortjener nok en smule opmærksomhed ind imellem!
Ponchoen er strikket oppefra - først nogle pinde ret med en række huller, derefter glatstrikning med udtagninger i hvert hjørne på hveranden pind og en slids til at starte med.
Den er strikket i selvstribende strømpegarn, og kanten i lyserødt strømpegarn i ret-riller. Det var en kamp at få kanterne til ikke at rulle - den måtte tilsidst gennemgå nåleterapi i våd tilstand, hvilket nok er årsagen til, at den ser lidt kartoffel-stivet ud.....
I nødstilfælde tror jeg faktisk også, at den kan bruges som nederdel. Godt med multifunktions-tøj!
Dermed er jeg så oppe på 5 færdige af 10. Vesten med sokketern, der startede for meget længe siden, ligger stadig og venter på et anfald af færdiggørelses-trang. Der mangler faktisk ikke meget andet end 1/3 ryg og nogle kanter og knapper..... (Men sikke kanter - V-hals til bamser? Hvad tænkte jeg på?)
Hat Wars er slut for mit vedkommende. I går modtog jeg en hue. Suk. Den var altså ikke særlig pænt strikket, men garnet er ualmindeligt lækkert. Jeg tror faktisk, at det er kamel-uld, og giveren har været så venlig at vedlægge resten af nøglet, så den arme hue er dømt til optrevling og strikning af noget mere spændende! Nu har den ligesom også opfyldt sit mål her i livet - at slå mig ihjel!
Det nye køleskab kom i går og fik mit til at føle mig som en (lille) dværg. Det er 10 cm højere end det gamle, men da det kom op at stå på sin plads, med den højere fryser under, passer det så godt nu, at jeg har grøntsagsskuffer og mælk lige i øjenhøjde når jeg åbner døren. Resten står højere oppe.... Mon ikke jeg vænner mig til det? Det gamle køleskab var åbenbart en bitter gammel sag, for den sidste nat sørgede det for at mobilisere de sidste kræfter, så den liter mælk, der lå i arm med samtlige frostelementer i fryseskuffen (jeg tænkte, at det var det bedst isolerede sted) blev aldeles frossen..... En passende afskedssalut, når man sådan skal skiftes ud!

onsdag den 28. oktober 2009

tirsdag den 27. oktober 2009

Kender du det?

Når man kan skimte det dér punkt, hvor kontoen er tømt. Nedefra. Når man tænker - uha - er det ikke for meget med 100 kr til hist, 300 til pist, hvad med kassekreditten? Når man virkelig føler, at nu skal økonomen graves op og pengepungen lukkes.
Så sker der f.eks. det, at køleskabet lige så stille lægger sig til at dø, så man er tvunget til at bruge endnu større mængder penge for at købe et nyt.
Pludselig betyder de 100 kr ikke så meget (bundlinjen er jo alligevel overskredet)
Pludselig bliver jeg taknemmelig for, at det åbenbart er mit største problem lige nu
Pludselig taler man lidt mere med sin nabo, når nu der er akut behov for fryserplads
Pludselig er der andre ting, der bliver sådan lidt "pyt"-agtige
Pludselig er jeg rigtig glad for, at jeg har mit arbejde og min lejlighed og at det "nok skal gå"....
Hvil i fred, gamle køleskab!

Bamse-skridt....

Bamse-skridt på strikkepindene... Som det ses, er der blevet en lille smule mere færdigt.
Sjalet var egentlig færdigt, men fik hæftet ender og påsyet en trykknap og en lille hæklet blomst. Det er strikket i ret - jeg startede med 3 masker og tog 1 maske ud i starten af hver pind til det var stort nok. Derefter fik det en hæklet kant med "bomber".
Sjalets kant blev lavet på workshop på Fanø - en workshop om hæklede kanter på strikkede ting....
Det samme bombe-mønster blev starten på den lille bobleting nedenunder.
Når man bare hækler bomberne ud i den fri luft (på en række luftmasker) kommer de til at ligne perler på en snor, og sådan en snor lavede jeg også på workshoppen.
Søndag aften samlede jeg så masker op i luftmaske-kæden og strikkede nedad, med udtagninger i hjørnerne på hveranden pind. Da kroppen og ærmerne var vide nok, satte jeg ærmemaskerne på en snor, slog 6 masker mere op under armene, strikkede en pind ret og en pind vrang og skiftede til mørkegrønt garn, ½ nummer større pinde og brombær/edderkoppe mønster.
Da jeg blev træt af det var vesten færdig! Med lidt knaphulskant og et par knapper er det derfor blevet til en lille vest eller en stumpe-top, alt efter om knapperne sidder foran eller på ryggen!
Hvis nogen derude i cyberspace skulle ønske en mere detaljeret opskrift, så giv lige et pip.....

mandag den 26. oktober 2009

Lidt superkræfter, tak!

På denne grå mandag kunne jeg altså rigtig godt bruge lidt superkræfter.....
Der følger derfor hermed en større opsamling på Spiderman strikke-opskrifter.
De to første opskrifter har jeg prøvet.
Det er hhv. Spiderman-hue og Spiderman-vanter. Huen er ihvertfald både god og varm. Vanterne blev også godt modtaget.
Derudover har jeg fundet en opskrift på dette flotte Spiderman-tæppe - et sikkert hit til drengeværelset!
Endelig kommer så rosinen, som du kan se billede af. En spritny opskrift, lavet af en bedstemor til sit barnebarn. Som det ses, medfører anvendelse af denne trøje, at man straks bliver ultra-sej..... Opskriften på Spiderman-trøjen går faktisk helt op i voksenstørrelse. Så må man tænke om det, hvad man vil!

søndag den 25. oktober 2009

Færdige babyhuer


Så blev alle de 8 (!) babyhuer til Red Barnet færdige. Huerne skal være lykkelige for, at jeg skulle til kongres, for ellers var jeg garanteret gået død i at strikke 8 ens huer.... Men med en kongres gik det fint, og ind- og udtagninger kørte på rutinen. Finten ved ved djævlehuer er, at der er en del sammensyning at hygge sig med, og desuden insisterede jeg på at strikke snorene, så monteringen tog lige lidt tid..... Men nu er de her! Alle er i bomuld eller bomuld med acryl. Jeg kunne ikke nænne at strikke huer i ren acryl, for jeg synes altså ikke, at acryl passer på et baby-hoved, ligegyldig hvor babyen så befinder sig, og uanset forældrenes økonomiske situation..... Der er røget 160 g garn, og jeg håber, de må blive brugt rigtig godt og virke efter hensigten. Størrelsen er nok liiiiige i overkanten - de passer til en dansk nyfødt, ca., men så vidt jeg husker vejer en gennemsnitlig afrikansk nyfødt kun ca. 2500 g. Til gengæld kan huerne så passes lidt længere!

De næste projekter står i kø og tripper. Bamsetøjet er min (meget) dårlige samvittighed. Jeg mangler stadig 5-6 stks af de lovede 10, så nu må der speedes lidt op. Én af nevøerne fylder 18 på næste søndag, og han har længe fablet om strikkede briller. Svogerens sweater er jo startet op, der er en lille kjole, der gerne vil være færdig, nogle strømper osv. osv....

lørdag den 24. oktober 2009

Den Sorte Død

Nummer 2 hue til Amerika er netop afsendt. Strikket i to tråde strømpegarn - Arwetta og Brugsens Bedste. Ret sort og for 3. gang efter mønsteret "Trans-sibirian Hat".
Vi er nu 5 tilbage i Hat Wars, og jeg krydser fingre og tæer og hvad der ellers lige kan krydses.... Der skal en god del held (og velvilje fra et postvæsen, der skal forsinkes til min fordel!) til at vinde, men man har vel altid lov at håbe?
Ialt 100 gram garn gik der til huen, som er blevet tyk, blød og 100% maskin-vaskbar.
Denne udgave af huen er iøvrigt noget anderledes - jeg har nemlig strikket snoninger uden hjælpepind! Det er ikke svært, heller ikke selv om 2 tråde sort garn ikke er det allermest optimale at lære teknikken i......

fredag den 23. oktober 2009

Et lidt bedre billede

Farven på mit sjal er mere sådan her.
Er ret glad for det - så glad, at det kom med på arbejde til fremvisning.
Derfor ved jeg nu helt sikkert, at hvis jeg evt. en dag løber tør for idéer og projekter, så er der en 3-4 mennesker, jeg kan strikke halve kongeriger til... (som om jeg nogensinde ikke ved, hvad jeg skal strikke!) Det er dejligt, at andre også kan lide det! (Og jeg fik uddelt en opskrift)

Magic kingdom

I går lykkedes det så at færdiggøre det "store" monteringsarbejde (= hæfte hele 2 tråde, 1 i hver ende af arbejdet), vaske og spænde sjalet ud. Farverne er fuldstændig elendige på billedet. Beklager. Skal nok prøve at få lavet et bedre billede. I dagslys (hvor man så finder det henne på denne årstid!).
Garnet er fra San Diego, en gave fra Patty, der var til strikkecafé i "2 Sisters and Ewe", og farverne fik jeg selv lov at vælge - det blev farvet til en amerikansk kursusaften og fixeret i mikrobølgeovn. Der var ialt 220 g i bundtet - jeg har brugt 150 g, hvilket ca. skulle være 600 meter. Mønsteret er "det halve kongerige" - dvs. halvdelen af det royale babysvøb, hvor opskriften nu lykkeligvis er lagt til fri afbenyttelse på nettet.
Min mening om sjalet? Ih, jeg elsker det! Jeg er stadig vild med farverne - pink, guld, dyb rød, lyserød, orange og brun. Det er 2. gang, jeg strikker dette sjal, og det er sjovt, som det ser forskelligt ud afhængig af garn- og pindetykkelse. Jeg har fundet en lille fejl, men eftersom den ikke lige er bøjet i neon og jeg alligevel ikke kan rette den, har jeg besluttet mig for at leve med den :)

torsdag den 22. oktober 2009

Jeg er ved at få roterende fis i huen!

Eftersom jeg er i gang med nr. 14 hue på 1½ måned, er det vel tilladt.....
Især fordi de 14 huer er strikket efter sølle 3 opskrifter! Men det er nu kun baby-hue opskriften jeg kan udenad endnu....
Det er kun 2 babyhuer, der er helt og aldeles færdige. Yderligere 2 er syet sammen, men har ikke fuldtallige stropper og de sidste 4 er ikke engang syet sammen, men ligger og ser lidt flagermus-agtige ud.... Eftersom jeg har besluttet mig for at strikke snore (i-cords/hestetømme), tager det lidt tid, men jeg når det jo nok! Lige nu skal "Den Sorte Død" ihvertfald have førsteprioritet.
Mit halve kongerige sjal ligger lige nu i vaskemaskinen. Jeg er stadig begejstret for farverne, og kan egentlig også godt lide mønsteret i multifarvet. Er spændt på at se det efter udspænding!

Knitpicks, huer og Jack Bauer....

Da jeg ankom til mit hotel i USA, var denne fine pakke allerede ankommet til mig. Ih, som det var spændende! De skulle lige finde den, så jeg sad spændt på mit værelse og ventede i 15 minutter. Men den var ventetiden værd, må jeg sige. Lidt garn, der allerede havde fine farver; strømpegarn med alpaca på tilbud (i de noget heftige farver) og alpaca lace garn på tilbud. Desuden en del garn til at farve; 1 stk. strømpegarns-"tæppe" (dvs. 2 tråde strømpegarn strikket i glatstrik til et fladt stykke, der kan farves frit fra leveren - er det ikke dér, fantasien sidder?), 1 bundt uld/silke i strømpegarnstykkelse til farvning, 1 bundt merinould i strømpegarnstykkelse til farvning og 1 bundt merino-lace garn til farvning. Desuden en pakke Knitpicks strømpepinde i 6 forskellige størrelser og et sæt med 6 forskellige farver. Så nu er der klar til garn-farveleg!
Metoden kan klart anbefales, hvis du kommer forbi USA. Knitpicks sender kun til adresser i USA, desværre. De er ret billige, garnet er godt, portoen gratis, hvis man bestiller for mere end 50 dollars (det er ret nemt....) - og jeg betalte så 11 dollars (ca) for at sikre levering indenfor 2 hverdage. Ellers kan leveringstidspunktet være fuldstændig uforudsigeligt, har jeg hørt!
Hat Wars er på sit allerhøjeste. Jeg har fået tilladelse til at starte en ny hue op, da den "Hat in progress" jeg skulle have modtaget, var sendt det forkerte sted hen. Er nu ca. halvvejs igennem "Den Sorte Død", og håber virkelig at få den klar til afsending i morgen. Til gengæld er huen til mig først nu klar til afsendelse. Så vidt vides er vi stadig 6 konkurrenter tilbage, men de fleste af de sidste huer er vistnok i luften..... Mand, jeg synes det er spændende!
Jack Bauer er jeg lidt frustreret over. Tv2 ændrer åbenbart deres programoversigt jævnligt, så kun ca. hveranden gang lykkes det mig at optage ugens afsnit (der bliver sendt omkring midnat torsdag - jeg kan ikke tage Tv2 Zulu og se det lørdag) - og indimellem beslutter de sig så åbenbart for "lige" at smide et bonusafsnit på, som jeg så heller ikke får optaget. Noget irriterende, synes jeg. Men jeg må vel tjekke deres programoversigt på internettet lige inden jeg sætter videoen til? Det er vist eneste chance......

onsdag den 21. oktober 2009

tirsdag den 20. oktober 2009

Minneapolis - nu med billeder

Foreløbig en lille rapport fra garnbutikken "Depth of Field Yarn" jeg kom forbi i Minneapolis. Som før var det udelukkende takket være Ravelry at jeg vidste den var der.
Den lå i "Lille Somalia" - altså, det hed det ikke, men der var stort set kun somaliere på gaden. Og garnbutikken (håber, de påskønner det!)
Butikken lå i en del af en futon-butik (af alle ting!) og var et rent paradis af garn!
Garn i reoler overalt - der var 3 reolgange med garn på begge sider, en hems med udsalsgarn og iøvrigt garn hist og pist samt nogle reoler med opskrifter. Ahh!
Jeg prøvede at være målrettet, og er nu den lykkelige ejer af Cascade 220 i en dejlig bourdeax-rød (min yndlingsfarve) - glæder mig til at finde ud af, hvorfor det er det absolutte favoritgarn på Ravelry!
M.h.t. Hat Wars er der lidt opdatering; jeg skulle have modtaget en halvfærdig hue fra USA, men den blev sendt det forkerte sted hen, og jeg har nu fået tilladelse til at starte en helt ny hue og sende den til USA. Mens jeg sidder her og venter på min egen døds-hue.... Spændingen er i top! Jeg er nemlig blandt de sidste 6 overlevende....

lørdag den 17. oktober 2009

Over and out

MIN TELEFON/INTERNET-OPKOBLINGEN FUNGERER IKKE OPTIMALT. CAPSLOCK ER ÅBENBART AKTIVERET - DERFOR DEN KNAP SÅ PÆNE SKRIFT (DET ER IKKE, FORDI JEG RÅBER!!!) PÅ TRODS AF UDTALT JETLAG ER DET EN DEMLIG TUR. JEG SYNES BEDRE OG BEDRE OM AMERIKANERE HVER GANG JEG KOMMER HEROVER. ISÆR FORBLØFFES JEG KONSTANT OB - NEJ. OVER HVOR NORMALE DE FAKTISK ER... PÅ DENNE KONGRES ER VI FAKTISK 2, DER STRIKKER. EN MANDLIG FOREDRAGSHOLDER STRIKKER OGSÅ DERUDAF (DOG IKKE UNDER SIT EGET FOREDRAG)! I MORGEN GÅR DET HJEMOVER IGEN. SER FREM TIL HJEMLANDET/, HVOR DAG OG NAT PLEJER AT STARTE PÅ DE RIGTIGE TIDSPUNKTER....

fredag den 16. oktober 2009

Argh fra Minneapolis!

Jeg havde liige skrevet en længere søforklaring om alt strikkeriet, da min telefon hoppede af forbindelsen! Aaaarrggghhhhh!
Her kommer et hurtigt resumé: jeg strikkede hele vejen herover i flyet (sjal), strikker hele dagen til kongres (babyhuer - nu i gang med nummer 8) og strikker periodevis i søvnløse nattetimer, takket være jetlag (svogerens sweater) - resultat? Min højre arm er lidt øm..... Stoppe? Nej, da!
Pakken fra Knitpicks var skøn, og jeg skal også lige have besøgt en lokal garnbutik.
Eftersom jeg ENDELIG - efter 3 dages internet-abstinenser - har fundet en fungerende forbindelse, regner jeg med yderligere rapportering i morgen...

tirsdag den 13. oktober 2009

Den første af de små huer

Den første hue blev færdig og mangler nu kun nogle bånd. Den er ret lille - jeg opdagede, at mine pinde var 2½, ikke 3, så de følgende bliver nok lige en tand større.
Heldigvis skal det jo være størrelse nyfødt, så det går nok!
Kufferten er iøvrigt næsten pakket til kongres i USA. Inkl. en hel del garn..... Sådan noget islandsk pladeuld fylder en del, når det er rullet op i et nøgle! Jeg glæder mig til at komme igang med svogerens sweater.
Desuden glæder jeg mig til at modtage den pakke, jeg har bestilt fra Knitpicks. For første gang skal jeg udnytte nogle dages hoteladresse i USA, og har bestilt et sæt strømpepinde, nogle farver og lidt ...... nå ja, garn.
Evt. indlæg de næste dage bliver uden billeder, men du er velkommen til at lukke øjnene og forestille dig Minneapolis - en meget, meget kold by, har jeg hørt! Alt det strikkede vintertilbehør skal luftes! (hurra!)

mandag den 12. oktober 2009

Mit første link til en give-away.... øhm... ting!

Hendes øreringe er nu så fine.
My April Snow GUEST GIVEAWAY!!!!

Strik en hue, red et barn

Siden jeg - lidt langsomt - endelig selv er kommet i gang, synes jeg det skal "fejres" med en mærkelig mandag.
Der er masser af opskrifter derude i cyberspace på søde og sjove babyhuer. Personligt har jeg kastet mig ud i klassiske djævlehuer (strikket i udelukkende retstrik på tværs) - jeg synes, tykkelsen er god, og de sidder godt om hovedet. Hendes Verden har et par gode opskrifter til lejligheden. Dem finder du her og her.
Her er et par af de sjovere.
Du kan selvfølgelig lave en lille blomst, eller en baby Yoda hue. Du kunne også lave en tærte, en muffin, et græskar, et æble eller en vikingehjelm.
Hvis du har lyst til at prøve kræfter med den aldeles gammeldags retstrikkede på tværs, er der en opskrift (på dansk) her.
Du kan læse mere om Red Barnets kampagne her.
God fornøjelse!
P.S. Denne julehue må altså også lige med i samlingen....

søndag den 11. oktober 2009

Mere mystik, kreativt kaos, lodrette ordrer og film...

Først det kreative kaos. Mine strikkeprojekter ser ud til at gøre præcis, som de har lyst til. Nye projekter dukker op - nogle kræver ligefrem at blive lavet, mens andre genert holder sig tilbage med flere forslag og idéer, der lige skal tænkes og diskuteres igennem, inden de evt. bliver omsat i strikning.
De mystiske strømper kom jo lidt bag på mig. Jeg havde ikke lige planer om det helt store strømpe-mønster-strik i denne måned, men da det sjove ved en Knit-A-Long er, at man følger med, så måtte jeg enten hoppe helt på vognen eller stå over. De er faktisk sjove. 2. del af opskriften er et langt stykke med falske snoninger, og selv om den ene strømpe førte ganske betragteligt, så har nummer 2 nu halet ind på den. Fint, nemt mønster, og ret sjovt, fordi "siderne" er i 2x2 rib, så de stadig er meget elastiske. Glæder mig til at se mere!
Svogerens sweater har nogle forbehold, og han skal vist lige tænke lidt mere. Så om den kommer med på kongres er et åbent spørgsmål!
Til gengæld fik jeg en lodret ordre fra en patient. Han spurgte, om jeg kendte Red Barnets "Strik en hue og red et barn"-kampagne. Og joeh, det gjorde jeg da! Jeg havde hørt om flere, der strikkede på livet løs, men gjorde ikke selv. Derefter fulgte ordren om at komme igang! Hans meget, meget overbevisende argument var, at som kommende børnelæge er dette mit livs chance for at redde liv uden at stikke i børn eller på anden måde være væmmelig :-D
Det har han jo ret i... Da han også skal med på kongres, og med garanti vil holde øje med, hvad jeg strikker, må jeg jo hellere komme i sving!
M.h.t. film var jeg (iført 1 stk niece og 1 stk nevø) inde at se "op" i 3D. Den var virkelig sjov og fantastisk og tankevækkende. En gammel, gnaven pensionist, der havde mistet sin eventyrlystne kone efter et langt, barnløst ægteskab, en lille, smældfed spejderdreng, der aldrig så sin far efter forældrenes skilsmisse, en tumpet hund og en chokolade-elskende kæmpefugl. Hvem der end har fundet på den kombination, så holder det! 3D teknikken var også sjov. Flere film af den slags, tak!

lørdag den 10. oktober 2009

Lørdagens store overraskelse

Se lige her - det ærværdige gamle dagblad Politiken - nu med strikkeopskrift! Jeg var næsten ved at få havregrynene i den gale hals, da jeg slog op i lørdagsliv og fandt to sider med artikel og opskrifter!

Artiklen handler om, hvor populært, det er at strikke, og hvorfor det er populært. Det fik mig til at tænke lidt over, hvorfor jeg strikker. Så. Er du klar?
"Strik er antitesen til masseforbrug, ligegyldige ting, tidspres og kopi"
Hmm. Anti-tesen til masseforbrug.. Jeg har helt ærligt aldrig i mit liv købt så meget garn på et år før det sidste år, hvor nettets strikkemuligheder for alvor gik op for mig, så den holder vist ikke. Anti-tesen til ligegyldige ting? Tjek! Garn er utroligt ikke-ligegyldigt! Anti-tesen til tidspres? Hmm. Den dame har vist aldrig stresset helt enormt over en (forventet) hjemmestrikket gave, der stadig ikke var færdig, 2 dage før den skulle afleveres! Og Anti-tesen til kopi? Deeeeen holder vist heller ikke. En god model giver ringe i vandet, og pludselig strikker alle det samme. Jeg så ihvertfald 2 halve kongerige-sjaler i forbindelse med Tivoli-turen i går!
"Når vi selv strikker vores ting, så ved vi med garanti, hvordan det er produceret" - jeps, og hvor mange gange, jeg måtte pille op undervejs, indtil jeg opgav og besluttede mig for, at "ingen ser det"
"Håndarbejdets svar på slowfood" - njoeh... Man kan da ihvertfald selv vælge, hvor meget acryl man vil have i sit tøj! Og det går laaaangsomt at strikke.
"Krisen" - "Vi mærker kun krisen på den måde, at folk er mere hjemme og derfor strikker mere". Dér melder jeg hus forbi! Altså - når jeg har en aften hjemme, så strikker jeg da, men det meste strikkeri foregår vist alle mulige andre steder (jeg har - som bekendt - en særlig forkærlighed for tog, møder og andre folks fødselsdage).
"Man får en tidslomme i en hektisk hverdag, når man laver noget, der er langsomt". Det kan jeg heller ikke helt følge. Jeg mærker bare den gode følelse af hygge og afslapning og afkobling. Jeg kan sidde i et forsinket tog fyldt med stressede mennesker og tænke "herligt - så når jeg lige et par pinde mere!".
"Med et par pinde og noget garn er det muligt at leve op til modebladenes diktat om at skabe sin egen stil og sætte sit personlige præg på sin garderobe" Tjek! Men det er nu mere, fordi en hjemmestrikket sweater passer så godt sammen med nogle jeans, og fordi det først er det sidste år, at min "stil" (hvis jeg nogensinde har haft en!) er til at finde i butikkerne.
Hvorfor strikker jeg så?
Fordi det plejer jeg! Har faktisk haft 25 års jubilæum som strikker, har jeg opdaget! Jeg strikker, fordi det er sjovt og hyggeligt. Det er skønt at se på sit garn og vide, at der er fuldstændig uendelige muligheder for, hvad det kan blive til. Jeg strikker, fordi så er der ihvertfald én ting, jeg kan kontrollere fuldstændig - rigtig mange ting afhænger af andre mennesker og af de ting, der sker, men mit strikketøj! Det er mit! Jeg strikker, fordi jeg slapper af. Tankerne kan tage på langfart. Jeg strikker også, fordi jeg så bedre kan koncentrere mig. Fingrene finder ikke på alle mulige, forstyrrende tidsfordrivs-handlinger, når de er beskæftiget med strikketøjet. Jeg falder ikke i søvn ved et meget kedeligt møde, og hvis det virkelig er uendeligt kedeligt og irrelevant, så kan jeg bare fokusere lidt på strikketøjet. Det giver mig også en god undskyldning for at kigge ned på strikketøjet, hvis jeg sidder i toget og bare overhovedet ikke er i det sociale hjørne.
Jeg har strikket mig hele vejen gennem studiet, inkl. eksamenslæsning. Jeg har strikket kedelige ting, sjove ting, seriøse eller skøre ting, små og store ting. Jeg har godt nok aldrig strikket, fordi det var hipt, men det er da skønt, at det er blevet det!
Forresten - jeg er nu en af de tilbageværende 17 levende deltagere i Hat Wars. Fantastisk at nå så langt! Krydser fingre for, at den ventede Hat in Progress snart ankommer til hjemmet, så jeg kan slå én mere ihjel, inden jeg selv falder....

fredag den 9. oktober 2009

En fredag, der er imødeset med stor forventning!

I dag skal jeg i Tivoli! Efterhånden er det min og mindstenevøens tradition, og han er heldigvis stadig lille nok til, at det ikke bliver alt for dyrt....
Det startede for 2 år siden (tror jeg nok) - det er jo kulturnat i aften, og jeg sad og tænkte på, hvordan jeg gerne ville til kulturnat. Jeg havde en eller to gange haft søsterens ældste dreng med, men nu var lillesøsteren blevet gammel nok til også at tage med, og det orkede jeg altså bare ikke. En aften med 2 børn, der garanteret ikke gad hjem i seng i en by, der var sort af mennesker. Så fik jeg den (i al beskedenhed) geniale idé at tilbyde at passe lillebroderen, så resten af familien kunne komme til kulturnat!
The rest is history (som man siger på godt, gammelt dansk....)
Mindstenevøen og jeg tog i Tivoli, hvor Halloween-eventen netop starter, men hvor der ikke er særligt mange mennesker, fordi alle er til kulturnat. Det skal vi så for 3. gang i aftenen, og jeg tør godt sige, at der er 2, der glæder sig! Han har allerede i 2 uger "pralet" med, at "min moster vil gerne låne mig, og så skal vi i Tivoli!" Jeg fik overbevist storesøsteren om, at det ikke er SNYYYYYYD (udtalt med skinger stemme) at det altid er ham, der skal med i Tivoli, for man må KUN prøve det, jeg tør prøve, og højst 3 ting.... (Hvorpå han stod med strålende øjne og sagde "jeg skal prøve TRE ting!")
Hans forventninger til i aften? Han skal prøve Blæksprutten, Flyvemaskinerne og "Hot Wheels"-bilerne (veteranbilerne).... og have en candyfloss ("Det er FIRE ting!!!!")
Desuden skal jeg ikke forvente at måtte sidde i hans veteranbil, for han skal køre stærkt - men jeg må gerne køre i den efter ham (og sidde de sidste 20 meter i en veteranbil, mens jeg betragter barnet, der løber væk, mens jeg ret hurtigt panikker!).
Jeg tror, det bliver rigtig hyggeligt!

torsdag den 8. oktober 2009

Mystiske strømper

Jeg er hoppet med på mit livs første KAL (Knit-A-Long) her.
Man får et lille hint om mønsteret hver uge, og kan så strikke dem bid for bid - i højeste spænding over, hvad fortsættelsen mon byder på...
De bliver strikket i noget lidt brugt garn, Misti Alpaca Handpainted Sock Yarn. Rigtig lækkert med alpaca! Siden det allerede er delt i 2 portioner, og siden jeg har 2 sæt (firkantede) strømpepinde str. 2,25, har jeg tænkt mig at strikke begge strømper samtidig. Så skal jeg ikke starte forfra, når den første er færdig.
Foreløbig går det meget godt - dette stykke strikkede jeg i går. 2 gange, for første gang opdagede jeg, at den store størrelse var for stor og startede forfra. Glæder mig til næste bid!

tirsdag den 6. oktober 2009

Hygge og sådan noget

I går tilbragte jeg den hyggeligste eftermiddag sammen med Frida, Dana og Lidka i København. Vejret var smukt og klart, Café Sommersko hyggeligt (men med fornemme tjenere, der kun kunne tale og forstå udenlandsk. Dog ikke sofistikeret udenlandsk), Bette Design var - som altid - et besøg værd, og lokkede ud over alle grænser med gode tilbud (lige nu er der 30% rabat på alt Drops garn og mohair og dansk pelsuld til 50 kr for 100 g) og fantastisk betjening.
La Glace var desværre fyldt (men jeg må prøve den café engang... Det MÅ jeg bare!), men kaffen på Baresso var god, og selskabet rigtig, rigtig godt.
Sådan burde en mandag være lidt oftere!
Derudover fik jeg om formiddagen fingre i en retro-gryde, nogle havde kasseret. Må sætte et billede på engang. Sådan en emalje-én med turkis låg og turkis bladmønster på den hvide gryde. Er helt sikker på, at jeg mødte sådan én derhjemme i min barndom! Mine filtede hjemmesko fik også langt om længe nye skindsåler. Skindet, hultangen og den gode saks var indkøbt for længst, men først nu blev vejret, lejligheden og gulvet koldt nok til, at jeg fik gjort alvor af det.
Billedet er af "sådan noget" - det kan vist ikke helt kaldes en gave, for det var en "bytter" med Eva - garn fra DK mod noget fra UK. Men det føles som en gave!
Et fint Rowan hæfte og noget anderledes strømpegarn af bambus, bomuld og elastik. De små nøgler indeholder 50 g, og jeg glæder mig altså til at se, hvad det mon kan blive til!

mandag den 5. oktober 2009

Rødstrømper?

Nej, ikke lige frem. Så må det være "light"-udgaven!
Dagens opskrift er endnu en "opmærksomhed på brystkræft"-opskrift.
Denne gang er det ikke for fingrenes skyld, når kaffekoppen er for varm, men et par dejlige strømper, fyldt med den lyserøde sløjfe.
Opskriften kan du finde her.
Den er på engelsk, ja, men fortvivl ikke. Der er et diagram på sløjfen, og du kan altid bare bruge det på dine almindelige strømper, hvis du synes det er ren volapyk.
Og ja - man kan faktisk godt gå ud i den store verden iført lyserøde sokker! Det kræver måske lidt overvindelse første gang, men så kører det også!
Igen i dag kan du evt. give et bidrag til Kræftens Bekæmpelse, når du downloader den gratis opskrift.

søndag den 4. oktober 2009

Mon ikke det var huer nok?????

Spiderman huerne blev sandelig også færdige i aften!
Dermed er jeg nået op på hele 5 huer strikket siden ca. midt i september. Ialt har jeg brugt 2 mønstre, og jeg tror egentlig nok, jeg rimeligt skråsikkert vil udtale mig om, at der nok ikke lige kommer hverken spiderman-huer eller transsibirian hats her fra matriklen sådan de næste par uger....
Jeg synes måske nok, at jeg kan klare mig lidt uden huer?
Fine er de ihvertfald. Med forskelligt farvet for, til et par (nu 4 år + 5 dage) tvillinger, hvoraf jeg har stået fadder til den ene. Men man giver da ikke bare 1 hue til sådan et par, vel? Der er lidt mere forskel også, for den første er blevet strikket lidt frem og tilbage, sådan forstået, at der dels var de fejl, jeg hurtigt opdagede, dels en pind, jeg først opdagede højere oppe. Den blev nemlig strikket til festmiddagen på Fanø, og dels var det vældig, vældig hyggeligt, dels blev jeg lige sådan lidt befippet over, at det var Lene Holme Samsøe jeg sad ved siden af, og som bemærkede, hvor pæn hun syntes min strikkede nederdel var (dén der med strik linning på tværs til det passer rundt om maven, saml masker op og strik Feather/Fan nedad, til der ikke er mere Kauni). Hun har jo designet så ustyrligt mange søde og fine ting. Her og der og allevegne, hvis man kigger efter!
Nå. Ovennævnte tvillinger er nok temmelig ligeglade med, hvem jeg sad ved siden af! Men Spiderman - han holder. Også, når man er nyslået børnehavebarn!

Fine, farvestrålende, forsinkede fødselsdags fod-fuderaler

Endelig blev der lidt færdigt! Strømperne, der skulle have været medbragt og afleveret til fødselsdag i går. Det blev de så ikke, men modtageren tager nok gerne imod dem, selv om de er lettere forsinket.
Jeg er helt vild med farverne i garnet, der blev indkøbt i Wien. Det er fra Lana Grossa og hedder Solo. Én enkelt, ganske tynd tråd af det blødeste, blødeste uld.
Jeg er meget tilfreds med, at der røg 2 nøgler mere af dette garn i kufferten, og glæder mig til mine egne strømper!
Ca. 85 g garn til et par strømper.
Jeg har bevidst lavet strømperne, så striberne absolut ikke passede. Da den første strømpe var færdig, var garnet nået til lige efter det farvestykke, hvor den første strømpe var startet i mønsteret, og så valgte jeg istedet bare at strikke fra den anden ende af garnnøglet, så de blev helt forskellige i stedet for bare lidt forskellige....
Forresten er der flere UFOer i lejligheden - spiderman-huerne kalder, så jeg smutter igen!

lørdag den 3. oktober 2009

Modtaget med glæde

Nevøen fik sin trøje og var ualmindeligt glad. Hætten kom straks op, for "den kradser jo ikke!" (Han har også altid været et "hættebarn")
Som det ses, er modellen noget lang og tynd, ligesom drengen, og ikke kæmpe-bred. Men den passer da. Jeg synes, det har hjulpet lige at lave de ekstra 5 cm forneden, og satser på, at han nok kan passe den her i vinter, inden han - som lyn og torden - vokser ud af den igen. (Jeg har faktisk engang strikket en trøje til ham, som han nåede at passe i ca. 14 dage. Derefter blev det forår. Nu kan lillebroderen til gengæld passe den - nææææææsten! - så han bliver nok tvunget til at gå i den de næste par år!)
Jeg ved ikke lige, hvorfor hætten ser sådan lidt nisse-agtig ud. Håber, det kan forsvinde igen...
Hans øvrige udtalelser om blusen? "Nøj, flammerne er flottere, end man kunne tegne dem!"
Tror egentlig bare, jeg skal droppe min pasforms-skepsis og glæde mig med ham.

fredag den 2. oktober 2009

Denne gang går det som forventet!

Hue-krigen raser igen. Det startede for 2 uger siden, for 1 uge siden sendte jeg min (nr. 2, fordi den første var for lille) hue til USA.
Har fået en venlig mail fra mit offer om, at hun nu er død - og iøvrigt rigtig glad for huen!
Personligt er jeg endnu ikke faldet i kampen, men det er vel bare et spørgsmål om tid? (Forhåbentlig laaaang tid.....)
Men ellers går det faktisk denne gang som forventet. Modsat "Hat attack" sidste år, hvor vinderen først blev fundet 9 måneder efter konkurrencens start, fordi så mange havde meldt sig til, men alligevel ikke rigtig kunne eller gad strikke en hue. Denne gang er 3/4 døde i løbet af de første 2 uger.... Alle strikke åbenbart på livet løs, og posten løber rundt mellem USA og Canada (og flyver lidt til Europa ind imellem) - helt ærligt, SÅ er det sjovt! (Og spændende....)
Iøvrigt - god weekend fra regnfulde, nærmest øde København. Næsten ingen biler - sikkert pga den gode præsident Obama. Folk vil ikke risikere at strande på Amager (uha, uha!) bag en politi-afspærring, og har istedet taget bussen (eller en sygedag. hvad ved jeg?)
Jeg glæææææder mig til en aften med sofa, tv og snegle-strømpe (den første er stadig ikke færdig. Suk.) - det bliver så hyggeligt! På trods af fredag aftens elendige tv-oversigt. Jeg orker ikke rigtig hverken "Vild med dans", "Disney-sjov", "Talent 2009" eller en genudsendelse af "Robinson". Tror, den står på "24 timer" fra i går og en dvd.

torsdag den 1. oktober 2009

Noget BLEV da færdigt....

Det var ihvertfald ikke de her ting! Spiderman-huerne skulle have været en gave til i tirsdags, dvs. skulle have været sendt i mandags.
"Strømperne" - dvs. den foreløbige, halve strømpe skal efter planen være færdige til på lørdag. I temmelig tyndt garn, på pind 2½. Som om! Jeg tror ikke helt, den holder at tage en "strømpers første fridag" for at nå det.
Nå. Men noget blev faktisk færdigt - endda til tiden! Min ph.d. blev sendt af sted som pdf-fil i går. (Det var der altså ikke meget fanfare over!) Pyha, hvor det var (og er) skønt!
At det så oveni købet er gået i god ro og orden, med de naturlige og umådeligt passende deadlines før Wien og Fanø er helt utroligt fantastisk. Jeg er faktisk også temmelig tilfreds med selve opgaven.
Hvad så nu? Jo, en poster skal være klar til om 1 uge. Jeg har en del hængepartier med nogle projekter og skal skrive en artikel færdig.
Mine kolleger mener bestemt (og enstemmigt!), at jeg skal rydde op i mit hjørne på kontoret. Jeg tror faktisk ikke, de lader sig formilde af mit skilt, der siger "hvis et rodet skrivebord tyder på et rodehoved, hvad tyder så et tomt skrivebord på?" (nu er der vist så heller ingen fare for, at mit skrivebord nogensinde bliver tomt!)
Desuden skal jeg jo finde en måde at få noget strik ind i ph.d.-en på. Kreative idéer fra kolleger gik i morges på at strikke en bluse til professoren med en af mine figurer på.. Kunne det ikke være cool? (Selv om han er en tynd pind og ikke har Voldborg-format til widescreen-visning....)

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails