Kastanjefryd II

Kastanjerne var altså et kæmpe hit! Alting gik godt - børnene var så super søde, at det ikke var nogen sag at underholde dem, selv om jeg kun havde sovet 3-3½ time.

Selv om jeg havde glemt den elementære børnelærdom, at der skal bruges mange (mange) flere tændstikker end kastanjer, og derfor kun havde 2 æsker tændstikker med, gjorde det ikke noget.

Vi fandt smykketråd og perler i krea-kassen og lavede "smykker" med kastanjer. (Eller. De gjorde. Jeg bandt mest knuder, når det var tiltrængt!)
Nogle hjalp endda med at rydde op!
Tilbage er så at forblive vågen indtil (lidt før) sengetid, så jeg forhåbentlig sover godt i nat og er knap så meget rundt på gulvet på vagten i morgen, som man ellers kan være efter en nattevagt.

God efterårssøndag til jer alle sammen!

Kastanjefryd

Det gode ved at bo på Frederiksberg er, at der altid er mennesker.
Det er nærmest umuligt at gå på en ensom, mørk, øde gade.
Her er totalt fredeligt og hyggeligt og bunker af børnefamilier.
Det dårlige ved at bo på Frederiksberg er, at der er så mange børnefamilier. Specielt når det kommer til kastanjer! Frederiksberg Have er nærmest støvsuget for kastanjer inden de rammer jorden, og det er jo noget skidt, hvis man nu skal bruge dem!
Dét er nemlig lige, hvad jeg skal. Jeg skal underholde børn i kirken i dag (efter en aften-nattevagt, så de har bare at være søde!) og havde tænkt kastanjedyr. En dejlig, hyggelig efterårsbeskæftigelse, som vi alle ved.
Men heldigvis har jeg da lært at kende træerne fra hinanden ved at kigge opad - på blade og grene, og fandt derved et kastanjetræ inde mellem de andre træer, endnu uberørt af barnehånd. HAHAHAHAHAHAHA - tag DEN, børnefamilier! Nu har jeg nemlig kastanjer nok.... (Og jeg afslører ikke, hvor træet er. Hvis jeg nu får brug for det en anden gang?)

Når weekenden ikke rigtig vil indordne sig....

I går var der kulturnat.
For første gang i 4 år kunne jeg tage af sted, for jeg havde besluttet, at mindstenevøen nu var stor nok til at tage med familien, og derfor ikke behøvede tage i Tivoli med mig, så de andre kunne tage af sted. (Det plejer nu ellers at være totalt hyggeligt, men han er også så stor nu, at han er ved at være ret dyr at tage med....)
I går var også min første fridag efter 12 dage med arbejde og kurser, og inden en aften-nattevagt og en meeeeeget lang arbejdsdag mandag (13 timer).
Med alt, hvad det kræver af sociale kompetencer, tålmodighed og høflighed, når der nu er så mange andre mennesker involveret! Ihvertfald var jeg helt utroligt mast. Så træt, at tanken om kulturnat og at stå i en klump med et par hundrede andre mennesker var langt ud over hvad jeg orkede. Især efter lidt familie-rundtur med undulat-aflevering i løbet af dagen. Så aftenen endte......
I Tivoli! (Kulturpas eller ej)
Som sædvanlig var der ikke mange mennesker netop den aften, og en lille rundtur med kig på alle de fine græskar, heksehuse og hvad de ellers har, var lige, hvad jeg trængte til, inden turen gik hjem til stilheden i lejligheden.

Vild orkidé

Jeg har generelt andre mennesker mistænkt for at være orkidé-mestre.

Dén etikette har jeg aldrig nogensinde - i min vildeste fantasi! - tiltænkt mig selv.
Altså - hvis jeg kan få dem til at overleve er jeg bare glad.

Derfor har jeg nu i flere år haft en lille orkidé i vindueskarmen. Den har stået og sundet sig efter den første blomstring som den blev købt med.

Fået blade. Vokset. Fået flere blade.

Pludselig i foråret var den inspireret til at få blomster første gang. 4 stks. i alt. Dejligt!

I september skete det så igen, denne gang 3 stks.
Men lige nu er den da gået helt amok! Ikke nok med at den sidste stump blomster-knop er begyndt at vokse og dele sig.

Nede ved bladene er der såmænd også et nyt blomsterskud på vej. Jeg er virkelig glad! Tænk, hvis mine andre 3 orkidéer (der fortsat er i restitutionsfasen) også begynder at få blomster? Det bliver jo vildt.
(Hvad jeg gør? Sætter dem i blød i vand fra vandhanen ca. 10 minutter hver uge. Såre simpelt)

Fortsættelser

Min september-vest er godt på vej.
I går i toget fra Aarhus strikkede jeg videre på borten forneden, og mangler nu ikke så forfærdeligt meget.
Derefter er der så de lidt mindre kanter på forstykket samt ærmerne.
Mon ikke den snart kunne få lov at blive færdig? Hvis jeg nu virkelig går til den?
Den bliver rigtig fin, kan jeg godt løfte sløret for. Både i størrelse, facon og - ja - det hele. Glæder mig!
Efter jeres overbevisende meninger forleden om strik til børn, der er blevet forfærdeligt store, så har jeg faktisk besluttet mig for, at de alle skal have noget. Som de selv vælger. Samtlige nevøcer. (Suk)
Næste år skal derfor hedde "12 projekter til familien" i stedet for de 12 til mig. (Men pletskuddet kunne godt tænkes at komme i gang inden)
Det værste er næsten, at en del af dem glæder sig. Så jeg slipper nok ikke!

Seriøst stor! Mit livs første Buggi-burger....

En forklaring

Jeg sværger på, at jeg i Aarhus så hende her. Så sikker var jeg, at jeg fortalte min kollega, at "nej, altså - hende dér står hele tiden model til de modeller fra det firma, jeg strikke en kjole fra".
Dernæst googler jeg - og hvad finder jeg? At dette firma´s ejer har en butik lige her.
Også lige om næsen på hotellet. Fortæl mig så lige, at det ikke er i Aarhus, det "sner"!
P.S. det værste er vel næsten, at jeg passerede lige forbi butikken i går uden at ane, hvad ejeren åbenbart har gang i. (Ja, den var - også - lukket)

Desværre

Der er så mange, mange fede butikker i Aarhus, men alle har lukket når kursus-dagen er slut og vi er tilbage i byen.
Askeladen her gad jeg virkelig, virkelig godt se indefra, men der kommer jo nok flere kurser og chancer.
Tænk - hotellet ligger midt mellem Askeladen og Isager´s butik, hvor alle Annette Danielsens nye modeller hang i vinduet. (Men hos Isager ville jeg nok gøre mig umage for ikke at købe noget. Det er en "anelse" dyrt....)

Et sikkert hit!

Lige så sur jeg blev på min "Spidskompetence" under strikningen, lige så glad (og lidt til!) er jeg for den i færdig tilstand.

Garnet er simpelthen så blødt, og mønsteret så utroligt smidigt. Nærmest elastisk i alle retninger.

Størrelsen er fin, den er dejlig varm og så er den en meget, meget god grund til at bruge min sjalsnål, som jeg fik af en kollega som ph.d. gave.

Jamen, kan man ønske sig mere? Den kan varmt anbefales.

Pink oktober

Oktober er jo som bekendt brystkræftmåned.
Alle mulige steder kan man købe ting og støtte kampen mod brystkræft.
Jeg vil skam ikke holde mig tilbage, selv om du ikke skal betale for opskrifterne her, og selv om jeg (ahøm) er kommet lidt sent i gang.
(Jeg vil forsøge at finde nogle nye opskrifter i år, så de ikke bliver ligesom sidste år)
Den første, pink opskrift her i oktober er på disse fine vanter.
De er ikke bare pink, men der er både mønster med pink sløjfer, og ordene "håb" og "mod" står forneden.
Er de ikke fine? (Og så er de ovenikøbet også varme!)
Mønsteret kan du finde lige her.

Kursus-klar

Fra i morgen venter 3 dages kursus.
(Som jeg dog lærer noget!)
Intet kursus uden strikketøj, som I måske har bemærket? Og jeg er helt klar...
Det bliver mit oktoberprojekt der skal startes op, nemlig en smuk, smuk Cecilia-kjole.
Til min skræk har jeg opdaget, at den skal strikkes på pind 3. (HVAD tænker de på? En KJOLE! På pind 3? Og hvad tænkte jeg dog på, da jeg købte den?)
Heldigvis skal den jo så med på kursus, hvor mine hænder alligevel skal beskæftiges med et eller andet, og har således rent faktisk en chance for ikke at henslæbe sin tid i en strikkepose i en bunke når jeg opdager, hvor lang tid den tager.
Nu kan den blive kick-startet mens jeg bliver klogere. Forhåbentlig når jeg et godt stykke på 3 dage, men ellers er der mere kursus senere på måneden, så jeg når det nok....
Den bliver ihvertfald et hit, er jeg sikker på! (Jeg prøvede nemlig modellen i garnbutikken. Vældig smart.)
Inden kursus står den lige på lidt mere arbejde, samt en bunke på ca. 2 cm papirer der skal gennemlæses. Hurra for strømper! (Ellers kan jeg simpelthen ikke koncentrere mig. Jeg har vist taget alvorligt skade af alt det strikkeri!)

Rap i replikken

Jeg er også blevet den heldige ejer af Annette Danielsens nye bog "Strik en stund".
Dejlig, dejlig bog med mange fine opskrifter, og faktisk havde jeg allerede smugkigget i den et par gange, inden jeg købte den i går.
Den blev bestilt hos en (næsten) lokal boghandel, hvor min nevø på næsten 19 har fået arbejde et år. Man må jo støtte, hvor man kan! (For ikke at tale om at holde et vågent øje med ham...)
Nå. Men fordi jeg havde smugkigget, havde jeg jo set opskriften på "Pletskud" og skulle lige vise ham "blusen, man ikke skal gå rundt i på Nørrebro!" (Ha ha, vældig vittigt, ikke?)
Hvad svarede han så? "Du kan jo strikke den, så skal jeg nok gå i den på Nørrebro. Vi kan jo vædde, om jeg tør!"
Og så stod fasteren dér. Øh bøh...... (Dumme er de altså ikke)
Men altså - hvor er retfærdigheden i at strikke sjaler til niecerne (evt. en bluse hvert 2. år), men ikke gide strikke til nevøerne, fordi de er så store? En af 2-meters fætrene spurgte også for ca. et halvt år siden "Kan man så spørge dig om at strikke noget?" - og han så såmænd helt glad ud.
Hvad siger man så? Mon ikke jeg skulle bløde en anelse op overfor de store nevøer, når nu mit eget klædeskab er ved at være fyldt godt op..... Jeg tror det næsten!

Niecens strømpegarn

For ca. 1 år siden var jeg i USA sidst. Havde endelig "set lyset" og for første gang bestilt garn fra Knitpicks til hotel-adressen (FEEEEEED fidus, by the way!). Blandt varerne var et enkelt eksemplar af et "strømpegarnstæppe". Et firkantet stykke, strikket af strømpegarn, klar til farvning, hvorefter det kunne trevles op og strikkes.
Ca. 1 måned efter var min yngste niece hjemme hos mig til garnfarvning. Vældig, vældig hyggeligt! Hun fik også lov at farve "tæppet" - præcis som hun lystede - til strømper til hende selv. (Til hendes lillebrors konstante misundelse lige siden...)
Det strikkede stykke blev farvet som vist ovenfor. Det sidste, hvide stykke blev farvet sort.
Derefter blev der strikket et par strømper til damen. Som det ses, var det ret umuligt at forudse mønsteret i de færdige strømper!
Garnet er ret "blødt" i det, så jeg havde ikke lavet dem alt for store, af frygt for at de blev for slaskede. Faktisk var de nok liiiiige til den stramme side, men heldigvis var der garn til et par strømper mere!

De er blevet færdige nu. Igen - umuligt mønster at forudse, men vældig, vældig funky, hvis man spørger mig.
Hun får overrakt dem i dag, hjemme hos sin mormor, og så er det spændende, om den utålmodige unge dame har tålmodighed til selv at tage dem på.
For igen - de sidder altså til benet, men de skulle passe hende fint. Hun kan bare ikke åbne dem og stikke foden ned. De skal lige trækkes langsomt på, tror jeg.

Og Mosteren? Ha ha - jeg skal sandelig have mere af det garn! Det er da vildt sjovt at se det færdige mønster! Mindstenevøen skal også have lov denne gang..... Med garanti for nogle surrealistiske strømper!

(Strømperne er den almindelige 2x2 rib, strikket i søvne med den ene hånd på ryggen - vældig godt til kurser og artikellæsning!)

Man har planer indtil....

I dag havde jeg faktisk en del planer.
Først noget med at nyde min fridag ved at tage en tur til Odense. Både for hyggens skyld og for at høre foredrag med Annette Danielsen.
Så blev jeg spurgt om noget undervisning, og tænkte - nå ja. Stor chance. Fridag.
Selvfølgelig måtte jeg da sige ja! (Selv om jeg så kunne vinke farvel til Odense-tur. Desværre!)
Men SÅ kom jeg til at kigge på det endelige arbejdsskema.
Som var anderledes end det midlertidige arbejdsskema.
Så jeg havde slet ikke fri!
Faktisk kunne jeg også skyde en hvid pind efter undervisningen - medmindre altså ikke lige min søde, søde kollega lovede at være stand in for mig den sidste 1½ time, så jeg alligevel kan nå at undervise "efter" arbejde.
Sådanne folk er guld værd!

Centralt i Sønder Ho

September projekt

Mit september-projekt er kommet så langt at det kan fotograferes.
Lad mig lige starte med at sige
- det er ikke helt snyd. Det blev startet i september. På Fanø.
- farven er overhovedet ikke så grøn som på billedet. Den er sådan mere turkis på den changerende måde. (Den feeeeede Wollmeise-måde)
- jeg satser helt sikkert på, at maskerne bliver meget finere og glattere efter vask, så blusen ikke ser så bulet ud som nu.
Opskriften er denne her fra Knitty. Jeg tror, den bliver rigtig, rigtig fin! Jeg har næsten brugt det ene nøgle og krydser tæer for, at det andet nøgle er nok til samtlige kanter og ærmer osv. (Ellers må den få en mørkeblå kant rundt foran).
Mandag og tirsdag hedder obligatorisk kursus, med gode strikkemuligheder. Til gengæld er min blok ikke overtegnet, ligesom de andre deltageres.....

Forsøgs-marsvin

Faldt lige over denne opskrift på Ravelry.

Marsvin!

Der skal dog vist lidt øvelse til at få den til rent faktisk at ligne et marsvin og ikke en pølse...

Marsvin er altid hyggelige, ikke?

Denne, strikkede, version er så noget stille i det, med mindre du selv siger marsvine-lyde, hver gang du åbner den forjættede køleskabsdyr, hvor ethvert marsvin med respekt for sig selv jo godt ved, at de lækre sager bor. Gulerødder, agurker, rød peber, salat!

(Måske kunne du strikke et køleskabsmarsvin?)

Med ekstra protein

Det har været den helt store husmor-weekend. Årets husmor-weekend, kan jeg vel nærmest sige!
Jeg har simpelthen fået plukket hyldebær i går og kogt saft til hyldebærsuppe (med melboller. Mums!).
Det er faktisk 2 år siden sidst, så det var på høje tid at lave vitamin-tilskud!
Det "hyggelige" ved hyldebær er, at der altså er mange små dyr som også elsker dem og gerne kommer med hjem i køkkenet. Specielt adskillige små snegle, edderkopper og enkelte ørentviste.
Som det ses, nåede de snegle, jeg ikke lige havde set, at stikke af fra gryden. Altså. Tror jeg! Ellers bliver det nok lidt protein-beriget. Men det skulle vel også være sundt?
Resten af flugtfangerne røg i skraldeposen, der blev forsvarligt bundet og smidt ud inden sengetid. Jeg skulle jo nødig blive vækket af en snegl på næsen, vel?

Spidskompetence

Her er så endelig den færdige spidskompetence. Farven er til dato det mest korrekte. En gammelrosa/lilla/hindbærrød ting hvis den skal udtrykkes præcist.

Jeg har jo haft mine kvaler med denne trøje. I starten troede jeg, at den var sådan en lille hurtig ting, men jeg blev (alt for) langsomt klogere....
Den er ikke blevet helt som Bente Geil havde planlagt.

Jeg kunne ikke nænne at stoppe en skråstribe under ærmet, og kunne ikke forstå, at det virkelig skulle være meningen, så den fik lov at leve sig om på ryggen ved at strikke trøjen lidt længere.

Til gengæld nåede striberne så ikke at "gå op i en spids". Men det er min egen variant!

Kraven lavede jeg lidt længere. (Ca. dobbelt så lang som opskriften) Jeg kan godt lide, at den kan bukkes lidt om, som den kan nu.

Ærmerne blev til gengæld lidt kortere, så de passer fint.

Trøjen er lige en anden model end jeg er vant til. Åbenbart er jeg en "tilknappet" type (ha ha!), for det med en sjalsnål eller broche til lukning har jeg ikke lige prøvet før.

Den er vældig, vældig sød. Derudover er den dejligt blød og varm og tilpas lang. Så hvad kan man ønske sig mere?

Modellen kan helt sikkert anbefales - især hvis man ikke bryder sig om at montere. Mønsteret er gennemtænkt, og da jeg forliste opskriften, fik jeg lov at få en kopi, så hjælpen er også tæt på, hvis der bliver problemer.

Når nu den er færdig, kan jeg så måske godt afsløre, at den endte med at hedde "Den dér", fordi alting bare tog lang tid. Men ikke, når den hørte det, for så lavede den straks problemer! Jeg har desuden opdaget, at jeg ikke er så monteringsforskrækket. Faktisk vil jeg gerne sy lidt, hvis det betyder at jeg ikke skal have en ekstra pose til det store strikketøj, fordi det ikke kan være i rygsækken.

Mere Bente Geil? Ja da... Jeg skal da også have lavet mit rundstykke!

470 gram

Nu kan august endelig lægge sig helt til at dø. Trods en uge, der ikke har holdt sig tilbage hvad angår oplevelser og aktiviteter, blev spidskompetencen færdig i aftes.
Takket være en babysitter-tjans hos søsteren, og en meget spændende udsendelse på DR HD om en bjergbestiger, der slæbte sig ned af en gletscher med smadret knæ/lårben/underben. (Det tog ham nogle dage og bestyrkede mig kraftigt i, at jeg har valgt den rigtige hobby!)
470 gram garn er der i den, og trods det er der stadig 55 gram tilbage af de 10 nøgler jeg lagde ud med. Bente Geil er altså ikke én af dem, der fylder for lidt i nøglerne. Det er dejligt!
Den mangler at blive syet under det ene (vel egentlig det andet?) ærme og få hæftet et par ender, og så er den klar til den store vasketur og rigtig fremvisning i morgen.....