søndag den 28. februar 2010

Over målstregen!

Hjertetrøjen blev færdig i nattens mulm og mørke. Den voksede godt under tog-turen til Malmö (byturen, der blev en hard-core shoppe-tur endte iøvrigt med lidt ufrivillig sight-seeing. Næste gang følger jeg bare gå-gaden, og så taler vi ikke mere om det...) og blev begyndt monteret under en god dosis "Dr. Who".
Halskanten blev strikket, det ene ærme syet på, men så var det også sengetid.
Jeg kunne godt nok ikke sove.... Måske en blanding af rødvin, for meget cola og Dr. Who?
Min dyne var aaaaalt for varm (det var dog en ny og mærkelig fornemmelse efter alle de uger med frostvejr) - så til sidst satte jeg mig bare og monterede det sidste.
I morges røg den i vaskemaskinen, og nu er den næsten tør.
Ved du hvad? Jeg er SÅ tilfreds!
Størrelsen er lige tip-top, ærmerne tilpasse på en måde, så de ikke får huller på albuerne og halskanten sidder til, præcis som jeg kan lide det. Den er dejligt blød og farven er helt perfekt.
Jeg tror nok lige, den skal blive brugt til sidste trevl!
På det nederste billede ses de to sweatre sammen. Den nye ligger til venstre. Den er lidt mørkere i farven, og hjertet sidder dels en smule længere nede, dels er det lidt større.
Den gamle sweater var også lidt kradsende (jeg har åbenbart ikke helt hud til Dansk Pelsfåruld), og den ryger nu ud i den store affaldscontainer - med en stor tak for lang og tro tjeneste!
Hvad skal jeg mon så lave, tænker du nok?
Jo, jeg er såmænd allerede gået i gang med en Folklore. I - ta-daa! - Dansk Pelsfåruld. Bundfarven bliver sort, kontrastfarverne rødlige/lilla. Virkelig sjovt - der er 6 farver, og jeg vælger ny farver pr. terningkast. Jeg har glædet mig længe til at strikke med en terning, og måtte derfor starte, selv om der også skal gang i et Haruni-sjal til niecens konfirmation, og mit rundstykke fra julegaven. Det er skønt at starte på noget nyt! (Nå ja - jeg skal da også have strikket min Olive!)

På vej til GULD

Ravelympics trøjen er strikket og monteret og bliver nu vasket. Vi følger sagen tæt...

lørdag den 27. februar 2010

Der spurtes

Slutspurten er gået ind i min Ravelympics-sweater...
Jeg regner skam med at kunne nå det, det er ikke det, men der skal lige strikkes igennem.
Hjertet er halvvejs - det er altid sjovt at strikke, synes jeg.
Der er lys for enden af tunnellen, - der er kommet ny gæst efter niecen drog af. Min veninde fra Odense har medbragt Dr. Who på dvd, og en lille togtur til Malmø er på trapperne. Mon ikke jeg lige når det?
Iøvrigt gik det da lidt galt med garnkøbet i går. Jeg kom også lige til at købe 200 g strømpegarn i Netto. Men hvad.... Når denne sweater er færdig, har jeg strikket lige over 2 kg siden nytår, så det går jo nok.... Karakteren må strammes op de næste måneder!!!

fredag den 26. februar 2010

Det ender med en Isager....

I Uldstedet i Fiolstræde har de ikke Geilsk, så min Topstykke-plan gik ikke.
Til gengæld besluttede jeg mig ret hurtigt for en Olive, som alle virker til at være rigtig glade for.
Garnet bliver Isager Højlandsgarn.
Lækkert!
Det blev så første gang, jeg købte garn i arbejdstiden....

Tomt, sidst og godt

Mit skrivebord er tomt. Næsten helt, skrigende tomt. Meget mærkeligt..... Spændende, at skulle starte et nyt sted mandag, og jeg glæder mig faktisk også rigtig meget!
Jeg kommer herind på "mit" kontor igen i ny og næ, men det vil jo ikke være mit mere!
For at tage afsked (ud over morgenbrød) får de den sidste øl-kage i denne omgang. Den bliver godt modtaget, det er jeg helt overbevist om!
Heldigvis får man jo gaver, når man sådan stopper efter flere år. Jeg fik nogle gode gaver. Kusmi-te, og et gavekort til Uldstedet! (Jubiiiiii!!!!!)
Altså - jeg føler mig jo sådan lidt forpligtet til at gå ind og bruge det i arbejdstiden! Så mine kolleger kan se, hvad de har givet mig! Altså - bør jeg ikke gøre det?

torsdag den 25. februar 2010

Ej blot til lyst?

Niecens feriedage blev afsluttet med bravour.
Vi var først inde hos Bettedesign og shoppe garn. Til niecen, forstås. Som sædvanlig mødt af Lisbeths helt utroligt venlige betjening. Jeg føler mig stadig overbevist om, at hun er én af de personer, der kan sælge sand i Sahara. Altså - jeg får ihvertfald altid stor lyst til at købe noget, når jeg bevæger mig ind i hendes butik! Hun roste også niecens strikkerier, hvilket var rigtig dejligt.
Bagefter gik vi på "La Glace", hvor jeg faktisk aldrig har været før. Stor fejl! Uhyggeligt lækkert sted med uhyggeligt lækre kager, der ses ovenfor. Jeg fik nu alligevel flødeskum nok for et stykke tid og var ret glad for, at jeg drak the til kagen, istedet for varm chokolade med (mere) flødeskum.

Til sidst gik vi hen og købte billetter til Det Kgl. Teater til halv pris (det sælger de hver dag til aftenens forestilling, hvis man kommer efter kl. 16.
Jeg troede jo, at de viste "Tryllefløjten". Det gjorde de ikke, men til gengæld så vi ballet. Det var "Sylfiden" (og noget mere). Det var min første tur i Det Kongelige Teater, men forhåbentlig ikke den sidste. Det var virkelig alletiders! Hyggeligt, fint og med en flot, flot forestilling.
Alt i alt bød programmet dog mest på ting, der var "blot til lyst". Niecen drog glad videre, og kommer sikkert til at nævne København en del de nærmeste uger...... Hun tog hjem med opfattelsen af at have en stenrig faster. (Det har hun så ikke..... Mere....)

tirsdag den 23. februar 2010

Vinterferie-strik

Niecen blev sat i gang og valgte noget grøn-grøn-gul Kauni til et mobil-etui. Det gik i fuld firspring med glatstrikning, hvor begge sider fik ligeligt lov at være retside..... (hmm)

Den blev pænt stor, men efter en tur i vaskemaskinen på 40 grader finvask, er det lige i øjet til mobilen, og man kan overhovedet ikke se, at der skulle være lidt frit slag mellem for- og bagside.

Hun er nu dygtig! (Og filtning er noget så taknemmeligt)

Mandag stod den på spil, film og mere film. Faktisk så meget, at ryggen til min Ravelympics sweater er færdig, og jeg er startet på forstykket. Det går sandelig over stok og sten, det her! Fuldstændig forrygende....

I dag står den på Zoologisk Museum, eftermiddagsthe samt forhåbninger om billetter til halv pris til Tryllefløjten på Det Kongelige Teater (hvor jeg aldrig har været). Er det ikke herligt, når familiemedlemmer kan misbruges til et ordentlig læs kultur?

mandag den 22. februar 2010

Nummer 500!

Hold da op, som det lige går stærkt her! Eller også kan jeg bare ikke finde ud af at begrænse mig....
Indlæg nummer 500 - vildt!
Hvilken bedre måde kan man fejre det på end med lidt solskin?
Jeg længes efter en dejlig, gul, varm sol (som det vist svagt er skinnet igennem før...).
Hvis den virkelig ikke lige har tænkt sig at komme, så STRIKKER JEG BARE EN SELV! (Ha!)
Opskriften finder du her.
Parat til sommer, strand og badetøj. I den venligste gule farve, med de dejligste stråler og det varmeste smil.
Sådan en sol har alle vist brug for!

søndag den 21. februar 2010

Niecebarnet kan skam også godt strikke!

Og mig? Jeg puster til ilden af alle kræfter. Har sat hende i gang med glatstrikning og et mobiltelefon-etui. Det skal filtes, så forhåbentlig ser man ikke alle de gange, hun har byttet rundt på ret og vrangside. Ellers siger vi bare, at mønsteret er sådan!
Halstørklædet her fik hun garn til til jul, og har stædigt strikket sig igennem samtlige 2 nøgler. Det er blevet rigtig flot, synes jeg!
Min ravelympicstrøje spurter afsted. Jeg var lidt bekymret i går, men er i dag halvvejs med ryggen. Fortsætter tempoet, bliver rygstykket færdigt i morgen - dvs. hvis jeg nu får støvet film nok sammen til at vise hende!

Dejligt varme, meget lange halv-handsker

Hermed en opskrift på handskerne.
Jeg har strikket dem i 85 g cashmere, 4 ply, fra Christel Seyfarth. Garnet har en løbelængde på 180 m pr 50 gram, men føles tykkere end det. Det passer til pind 3½-4.
Handskerne går fra næsten midt på overarmen ned til starten af fingrene og er med tommelfinger, men ellers fingerløse. De er strikket med hulmønster på oversiden og 2x2 rib på undersiden, så de er dejligt elastiske og sidder rimeligt fast.
Jeg har strikket dem på pind 3,75, hvilket passer til mine egne (ikke vildt tynde) arme - man kan sikkert sagtens strikke dem på pind 3,5.
Mønster:
Slå 46 masker op. Fordel på 4 pinde og strik: 2 r, 2 vr over de første 10 m, derefter 4 m vr, 16 m hulmønster, 4 m vr og 12 m 2 r, 2 vr. Fortsæt til der er strikket 7 rapporter af hulmønsteret.
Tommelfinger: på hver 3. pind tages 1 m ud før og efter første gang 2 r i ribmønsteret (lige efter de 4 vr m) til der er ialt 16 retmasker. Strik yderligere 2 p, på næste p sættes de 16 m på en snor, slå 2 nye m op. Fortsæt i mønster som før, til der er strikket ialt 9 rapporter af mønsteret. Luk alle masker af og strik en handske mere på samme måde, denne gang strikkes tommelen dog over de sidste 2 r masker i ribben, dvs. lige før de 4 vr m.
Strik tommel: saml de 16 m op igen, og saml 4 nye masker op omkring de 2 nye masker, = 20 m. Strik 2 omgange ret, luk alle masker af.
Kant: Øverst på handsken strikkes kanten fra samme opskrift. Saml masker op langs opslagskanten, dvs. ca. 46 masker, og strik den sidste m fra kant-mønsteret sammen med en opslagsmaske for hveranden pind (som i diagrammet). Det passer sikkert ikke med mønsterrapporten, men de sidste pinde improviseres, så der ca. er lige mange kanter på sidste pind som der var på første. Strik eller sy kanterne sammen.
Kanten foroven er ret løs, men pynter.

lørdag den 20. februar 2010

Den gamle og den nye

I aftes blev nummer 2 ærme til Ravelympics projektet - min hjertetrøje - færdigt.
Dermed holder jeg nogenlunde tempoet og burde nok kunne nå at blive færdig!
Men hvorfor lave en kopi af noget, man har i forvejen? Jo, billedet forklarer det måske nogenlunde.... Ganske vist er ærmet i opskriften lidt stramt og kort, og jeg har en evne til at sidde med albuerne på bordpladen, når jeg skal læse, men alligevel... Den er uendelig tæt på at have huller på albuerne - den har været gået op i sømmene og er blevet lappet, og rullekanten i halsen ruller ikke så meget mere, fordi den er lidt filtet.
Blusen elsker jeg højt - farven er lige mig, og snoningshjertet over brystet er rigtig fint.
Jeg kan ikke helt forestille mig at skulle undvære denne bluse, selv om den snart passerer "point of no return" - så derfor!
Iøvrigt kan jeg godt lide snoningshjertet, at jeg på et tidspunkt strikkede en lyserød trøje til min mindste niece med samme hjerte på. Jeg havde egentlig glemt det, men blev lige mindet om det af min mor i går. Niecetrøjen blev også rigtig sød, og hun brugte den vist flittigt, til hun voksede ud af den.
Nå. Men tilbage til nutiden!
Med ærmerne færdige skal jeg til at tænke lidt. Forstykke og ryg var mere end rigeligt store i den oprindelige opskrift. Faktisk så store, at jeg strikkede ryggen 2 gange!
Derfor skal der lige regnes en smule, inden jeg skal slå masker op til ryggen, og specielt inden niece-barnet arriverer - ideelt set bør jeg på det tidspunkt være nået forbi kanten og være i fuld gang med omvendt glatstrik, så jeg ihvertfald ikke behøver tænke i strikketøj!

fredag den 19. februar 2010

Mærkelig uge

Det er underligt at rydde alle sine ting op på kontoret.
Jeg har "kun" siddet her i 4 år, men det er imponerende, så mange ting jeg har slæbt herind. Det kommer med hjem lidt ad gangen (det er begrænset, hvor meget der kan være i rygsækken!) og samler sig så lidt i en kontor-bunke derhjemme. Der skal jo lige findes plads!
Jeg kan ikke helt forestille mig, hvordan det så en dag bliver at sige farvel efter mange, mange år. Jeg ved jo, at jeg kommer tilbage igen - et kig ind engang imellem, og rigtigt om et par år.
Men sådan er det vel altid. Vemodigt og spændende på samme tid!
Dagens billede er mine meget kærlige tulipaner, der elsker orkideen meget højt. Er det ikke sødt?
I morgen kommer den 13-årige niece og skal blive et par dage. Så skal der hygges! (Og strikkes Ravelympics-trøje)
Det gode ved at være faster er jo, at de så er vældig søde og glade, når de besøger mig, mens forældrene får "fornøjelsen" af oprøret. Jeg sørger så også for at nyde det så meget som muligt! Hvad vi mere præcist skal lave, finder vi nok ud af hen ad vejen. En biograftur plejer at være på tapetet, en dvd-film og et besøg på et eller andet museum. Desuden Nintendo ds, strikketøj osv.osv.osv.

torsdag den 18. februar 2010

Kun ravelympics tilbage...

Sekretærens handsker er SÅ færdige. De er vasket og tørret og klar til aflevering.
De er blevet helt vildt gode, hvis jeg selv skal sige det! Dejligt lange og bløde. De sidder til, men strammer ikke, og hul-mønsteret er lige prikken over i-et.
Christel Seyfarths cashmere er godt nok utroligt lækkert. Det rækker også langt - i 4 ply cashmere (det tykke) har jeg brugt 85 gram til begge handsker, der vel at mærke går fra hånden og et rimeligt stykke op på overarmen.
Mønsteret fandt jeg på - men det er nu ikke svært. Rib på bagsiden, hulmønster ovenpå. Skal nok lige få det skrevet ned, hvis nogen er interesseret!
Der var ellers lige en lille interessant drejning på projektet i går.
Jeg strikkede lystigt derudaf til DR2 (min nye yndlingskanal, sammen med Sverige 1) mens jeg var opslugt af snowboard-konkurrence og Thit Jensen. Jeg strikkede kant på første handske, hæftede ender osv. og derefter på anden handske. Det gik vildt godt! Lige indtil jeg var helt færdig og opdagede, at nummer 2 handske havde fået en fin, strikket kant nede ved fingrene.... Suk. Derfor blev de ikke afleveret i går, men først i dag, efter ny kantstrikning.
Derefter er det slut med flere bestillinger lige p.t. Jeg ved godt, at andre lever fint med mange bestillinger, men det gør jeg altså ikke. Jeg bliver i så ufatteligt dårligt humør af pligt-strik. Det, jeg selv bestemmer, bliver jeg da også træt af på et tidspunkt, men når jeg ved, at en anden står og tripper og forventer, så kan jeg slet ikke have det. Når jeg er færdig, er jeg såmænd stolt nok. Også over disse handsker. Men nok er nok.
I går fik jeg også lige bevist overfor mig selv, at jeg godt kan købe garn endnu (juhu!) - ialt 200 g garn kom med posten. Markno har tilbud, men jeg endte alligevel med at købe hos Nanna. Nanna sender gratis, hvis man køber for mindst 150 kr, og hun sender med Post Danmark. Desuden kom det nærmest med ekspresfart - dagen efter bestillingen var det her!
Trods alt blev jeg nærig og nøjedes med 200 gram. Jeg har nu strikket over 1,5 kg siden nytår, og der skal også være plads til at købe en "ordentlig" portion garn på et tidspunkt, så jeg ikke bare klatter gram væk hist og pist. (Suk, så fornuftig!)
Hermed vil jeg rette min fulde opmærksomhed mod Ravelympics projektet!

onsdag den 17. februar 2010

Hvis du NOGENSINDE har submittet en artikel

Så vil du kunne se det morsomme i denne her.
Jeg forstår til til fulde den medvirkende herres frustrationer!

Mere is i København - det er der nemlig stadig!


tirsdag den 16. februar 2010

Noget anderledes. Og dog!

Dagen i går blev lige en tand anderledes end ventet. Nevøen på 10 skulle have besøgt mig, men havde aldeles forspist sig i chokolade og andre godter vundet til fastelavn, så der blev lige lavet en ombytning, så jeg kom til ham i stedet.
Super hyggelig dag!
Sweateren blev færdig et stykke over midnat mandag. Ialt 800 gram garn er der gået til den (ikke så lidt!), men den er blevet meget, meget fin til ham. Faktisk tror jeg, han kan passe den en vinter mere, hvilket jo er enormt dejligt!
Det nye mønster kunne jeg så samle op fra postkassen mandag aften - efter veludført gerning. Jeg havde bestilt det herfra. Meget hurtig ekspedition, billig i porto, fin butik. Mønsteret på verdens hurtigste hættetrøje er fra størrelse ca. 1 år til størrelse meget stor mand, og kan kun anbefales. Der skal kun syes lidt masker sammen under ærmerne og ovenpå hætten, men ellers er alting strikket sammen, inkl. lommen, der strikkes ind undervejs. Rigtig godt mønster, især til drenge.
Dagen gik ellers med film i rå mængder og lidt spil. Jeg fik strikket derudaf - faktisk nåede jeg det meste af den anden handske til sekretæren OG at afslutte første ærme på Ravelympics trøjen! (Hurra for syge nevøer!) Det går jo forrygende....

mandag den 15. februar 2010

Et valentinshjerte!

I går var det Valentins dag. Det skal selvfølgelig fejres også her - endda på smukkeste vis!
Dagens opskrift er ikke bare romantisk - det er også det nærmeste man kommer en næsten anatomisk korrekt opskrift!
Bemærk detaljen med den "blå" og den "røde" del, hvilket sikkert skal symbolisere højre og venstre side af hjertet.
Opskriften på det smukke, smukke kærlighedssymbol kan du finde lige her.
God fornøjelse!

søndag den 14. februar 2010

Sort i sort - med lyspunkter...

F.eks. tulipanerne her... De er da skønne at se på, som de står dér - midt på sofabordet, midt i alle strikkepindene! Her arbejdes nemlig. For fuld kraft!
Jeg får faktisk set en del OL, hvilket er rigtig hyggeligt og meget imponerende. Bl.a. Freestyle på pukkelpiste - altså, sæt mig op på sådan en, og jeg ville nok brække sådan lidt hist og pist, eller bare nægte at hoppe ud over kanten til at starte med. Men damerne derovre i Vancouver laver forlæns og baglæns saltoer og kører i overlegen stil dernedad. Virkelig imponerende!
Desværre får jeg ikke lige strikket på Ravelympics trøjen endnu. Nevøen kommer i morgen, og jeg ville da synes, det var vældig smart, hvis han så kunne få sin nye flammetrøje. Der mangler stadig en del, og der skal strikkes rigtig meget, men jeg burde altså kunne nå det!
Lige nu er alting sort på den trøje. Flammerne forneden lyser godt op, og jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til pasformen. Jeg vil vældig, vældig gerne give ham den i morgen....

lørdag den 13. februar 2010

Så er vi i gang!

Jeg blev da også lige nødt til at have et billede af Vinter-OL Bob på min blog!
Vinter OL er skudt igang nu. Kl. 3 i nat. Der sov jeg, men til gengæld har jeg set åbningsceremonien kl. 10 og kommet i gang med mit OL projekt.
Foreløbig ser det lovende ud.
Faktisk skippede jeg en strikkeprøve og gik bare direkte i gang med ærmet. Det gamle ærme var ret smalt, og jeg satsede på, at det nok passede meget fint på 1 nummer større pinde med samme antal masker.
Og ja - det ser det faktisk ud til at gøre! Dermed bliver ærmerne min "strikkeprøve" som jeg skal regne maskeantal til forstykke og ryg ud fra.
Spændende!
Garnet er Cascade 220 Heather, og det er da noget dejligt garn.... Meget, meget blødt og lækkert og en ganske fin farve. Jo, jeg synes den lover godt!
Ærmekanten kan du se her - mønsteret på kanten er eneste mønster på ærmer og ryg, og det passer mig vældig godt. Med 15 dage at løbe på skal det ikke være alt for besværligt!
Desuden er jeg vældig glad for at have lært at lave snoninger uden en ekstra pind - det går nemlig lige noget hurtigere!
Så er der jo det med de "15 dage" - det holder jo bare ikke.... Nevøens sweater og de lange handsker til sekretæren skal bare være færdige. NU!
Sweateren er nået så langt, at alle dele sidder på samme rundpind, og om lidt skal jeg begynde at lave raglanindtagninger. Mit håb om at få opskriften inden sweateren er færdig holder (forhåbentlig) ikke. Jeg håber kraftigt på at have den færdig til mandag, hvor nevøen hamselv kommer på besøg.
Handskerne må også have opmærksomhed. Den første er næsten færdig, men skal bagefter have en strikket kant foroven.
Under alle omstændigheder begynder jeg at kunne se enden på alle disse pligt-strikketøjer, og det er dejligt. De næste projekter haster ikke så meget, og når disse to er afleveret, får det meste lov at vente lidt. Sjalet til en af niecernes konfirmation skal jeg have gang i, men det skal nu nok blive meget sjovt. Så længe jeg starter i rigtig god tid inden maj!

fredag den 12. februar 2010

Endnu en babyvest til endnu en baby......

Endnu en babyvest efter Ruth Sørensens opskrift er blevet færdig.
Denne gang i den store størrelse. Modtageren er nemlig fra sidst i oktober/først i november, og kan så forhåbentlig passe vesten næste vinter. Dvs. måske får han glæde af den denne vinter, selv om han vist både kan ride og køre i den lige p.t. (På den anden side - min evne til at vurdere babyers størrelser er ikke nødvendigvis noget at råbe hurra for!)
Garnet er "Bedford" fra Kvickly. Strømpegarn med 75 % uld, 25 % nylon, tykkelse sv.t. pind 2,5-3 mm. Der er brugt ca. 55 gram (uden knapper), og da jeg var heldig at købe garnet på tilbud, er det jo en dejlig gave; ikke alt for dyr, med en masse omtanke og kærlighed og den kan maskinvaskes.
Modtageren bor i Sverige med sine danske forældre. Der er nok nogenlunde lige så koldt som her, vil jeg tro! Har besøgt dem en enkelt gang, og det var altså mærkeligt at stå der og se solen gå ned over København! Nærmest naturstridigt.

torsdag den 11. februar 2010

Standhaftigheden selv!

På Ravelry læste jeg om garn til 5 kr for 100 g i genbrugsbutikken på Ålholm Plads. Jeg skulle da hen og "kigge"! Jamen, det skulle jeg da!
Så jeg cyklede ad Dalgas Boulevard forbi fine sideveje der var opkaldt efter borgmester dit og general dat. Meget fint. Store, store villaer på den ene side af Boulevarden!
Et stykke ude af Roskildevej lå butikken så. Jeg kiggede. Og kiggede. Og mærkede. Og snusede. Og kiggede. Og drømte. Men jeg købte ingenting! (Altså - udover et lille, fint opskrifthæfte fra et ugeblad)
Hvad sker der? Jeg stod og tænkte på alt det garn, jeg også gerne ville kunne købe resten af året. På alt det garn, jeg har herhjemme og på, at jeg skulle "spare op" af de gram, jeg må købe, så jeg kunne købe en større portion.
Ind imellem kan jeg da blive helt bange for mig selv......

Man har en plan indtil.....

Dagens indlæg er temmelig løst og lidt rodet. Måske kan du følge mig alligevel?
Man kan lægge nok så mange planer. Hvis andre folk ikke er helt enige, og hvis ens computer midt i det hele ruller om på ryggen, så holder de ikke så længe!
Mit ph.d. forsvar bliver aller-tidligst til april. Måske maj. Ikke lige min drømme-situation, men fint nok, for der bliver bedre tid til at forberede.
1. marts er lige om lidt. Det føles ikke rigtigt at være væk fra arbejde på vinterferie, når jeg nu snart skal videre! Jeg skal simpelthen nyde at være der de sidste dage. Desuden venter jeg i spænding på at computeren bliver repareret - kommer den indholdsløs tilbage, er der lige nogle ting, jeg skal have lavet om. Til gengæld er jeg tvunget til at lære min nye Mac at kende, hvilket jo er ganske fint, for det fortjener den sandelig, selv om den er noget anderledes!
Kontoret skal ryddes for alle mine bøger og artikler og tingel-tangel. Der samler sig en del på 3-4 år! Det når jeg kun, hvis jeg dropper vinterferien, for jeg kan ikke have vældig meget med hjem i rygsækken pr. dag.
Hvordan det så går med strikketøjet? Jo tak. Der bliver høvlet af bestillings-arbejderne for tiden, sådan, bid for bid. Jeg bliver ikke strikke-monogam (læs: Ravelympic-projekt) til starten af OL, men det hjælper. Færdige ting følger snart.

tirsdag den 9. februar 2010

Fart på!

Efter pille-arbejdet med min egen sweater, var det en sand fornøjelse at vende opmærksomheden mod nevøens Wallaby.
Godt nok mangler jeg opskriften, men jeg har da strikket den før, og på pind 5, med dobbelt og tre-dobbelt garn går det i lyntempo derudaf.
Specielt efter jeg kom forbi flammemønsteret, hvor de 6 pinde med 3 farver virkelig var langsommelige.
Nu er lommen færdig og strikket sammen med forstykket, det ene ærme er færdigt, og der mangler ikke mange centimeter, før det første ærme skal strikkes på kroppen, og jeg skal i gang med det andet ærme.
Mandag var ellers en spændende dag. Dels var min pc rullet om på ryggen og reagerede ikke på noget som helst. Ikke engang opladning. Den er derfor sendt til det store computer-værksted, mens jeg venter i spænding for at se, om noget mangler. (HUSK at tage backup af din computer! Husk det nu!)
Desuden var jeg noget spændt på, om jeg ville nå at få lov at forsvare min ph.d. inden jeg skal skifte arbejde. Det når jeg desværre ikke, men må vente til tidligst april. Øv. Men hvad - det går jo nok, mon ikke? Alternativet var om 13 dage, og det er alligevel liiiiiige tæt nok på, synes jeg.
Tirsdag bliver lidt mildere ved nerverne, forventer jeg!

mandag den 8. februar 2010

Jeg længes altså stadig efter forår... Bare lidt?

Ingen af mine idéer de sidste uger har virket. Det fryser stadig...
Jeg vil altså snart gerne have lidt forår. Bare lidt!
Til fortsatte forårsdrømme - hvis der nu skulle være andre drømmere derude? - kommer her ugens mærkelig opskrift på en lille, glad blomst.
Om ikke andet, så kunne den da gå for at være den gamle gartners yndlingsblomst? Altså, ham, du ved nok, med "Plante smil og plante solskin" (sunget med dyb, dyb basstemme).
Jeg tænker ihvertfald på sol og smil, når jeg ser på dette billede!
Derefter tager jeg en dyb indånding og minder mig selv om, at der endnu er ihvertfald 1 uge til VINTERferie (afhængig af den geografiske placering) - selve navnet bør vel antyde noget om årstiden?
Jeg kan dog stadig glæde mig over sneen. Den lyser op og gør glad, selv om den er kold. Jeg er glad for, at det ikke er gråt i gråt og regn, som det så ofte er på denne tid. Og jeg er glad for, at jeg har et dejligt varmt hjem.

søndag den 7. februar 2010

Handsker/armvarmere

Så er sekretærens handsker skudt godt i gang. Cashmere-garnet fra Christen Seyfarth er usandsynligt blødt.
Det går hurtigt derudaf på pind 3,75, og der er vist rigeligt garn. Nu må jeg se.
Det er meningen, der skal være en bladbort øverst, ligesom på den halsvarmer, hul-mønsteret er hentet fra.
Jeg troede, inden jeg startede at:
- jeg skulle tage ind på vej ned ad armen
- sekretæren havde vældig slanke overarme
Det viser sig, at hun har gode overarmsmuskler, og at der ikke behøves tage ind. Jeg kan passe dem selv, og de sidder godt til. Så foreløbig går det fint, og hvis det fortsætter med samme fart, så skulle de være færdige, til når hun kommer hjem fra skiferie. Det er et rigtig godt lille ta´-med strikketøj.
Vi får se!
I aftes skulle nevøens flamme-hættetrøje så genoptages. Men - ak og ve! - jeg kunne simpelthen ikke finde mønsteret... Skyndte mig at købe et nyt på nettet, og håber så, at det kommer med ekspresfart over Atlanterhavet. Heldigvis har jeg jo strikket den engang før, og det ene ærme er allerede klar, så jeg kan sagtens strikke op til ærmegab (inkl. lomme foran) og det andet ærme. Jeg får først rigtig brug for mønsteret, når jeg kommer til halsen og hætten. Mon ikke det når frem?

lørdag den 6. februar 2010

Klar til introduktion i selskabslivet og den store verden




Har jeg ikke efterhånden skrevet nok om denne sweater? Al suk og klage er - nej, ikke glemt - trådt i baggrunden.
Mønster: Sweater med slangespænde af Bitten Frølund for "Naturmohair".
Lækkert, lækkert blødt mohairgarn. Superblød og varm og fin.
En anden gang vil jeg nok prøve at undgå pind 3 til så meget mønster og farveskift på hveranden pind. Men sweatre med mønster überalles skal jeg nok strikke flere af. Bare vent!
550 g garn er der gået til den, og den er alle gram værd. Bitten Frølund har sjove detaljer, som en meget fin opslagskant og en fin halskant. Lidt besværligt, men lige det sidste, interessante pift.

fredag den 5. februar 2010

Nej! Nu har jeg aldrig hørt mage!

Sig mig lige - lever vi i Middelalderen? Hvad sker der lige for DF?
Altså. Jeg ved, at skånske skoleelever blev straffet for at tale dansk, lige efter at Skåne var overgået til Sverige.
Jeg ved, at elever på Frederiksborg Latinskole i det Herrens År Sekstenhundredehvidkål blev hevet på lærerværelset og fik prygl, hvis de ikke talte latin i frikvarterene. Men er vi ikke kommet over det? Jeg græmmes.....

Et velfortjent bad

Jeg er færdig med montering! Sweateren ligger og plasker i maskinen (ikke for meget...) og er forhåbentlig klar til den helt store fremvisning i morgen....

De sidste krampetrækninger....

Efter en ihærdig (når jeg selv skal sige det) arbejdsindsats i går, er det ene ærme nu syet helt fast i sweateren.
I aften står den så på de sidste 3-4 timers montering; der mangler at hæfte de fleste ender på det andet ærme, belægningen skal syes fast og ærmet skal i trøjen.
Hold da op, denne bluse trækker tænder ud! Til gengæld er den besværet værd. Garnet er så blødt, så blødt. Dejlig varm bliver den også. Den er lige lidt kortere og tættere end jeg normalt foretrækker, men den vil være meget fin til en nederdel.
Sådan én skal jeg have på i morgen, så dér skulle sweateren meget gerne være nyvasket (og tør!), når jeg tager til 10-års fødselsdag hos min venindes søn. Hun glæder sig helt sikkert til at se sweateren - da garnet blev indkøbt (hos "Det halve kongerige" på Langeland, gav hun mig nemlig det sidste skub ud over kanten, da jeg stod og beundrede sweateren.....
Sekretærens lange halvhandsker er kommet i gang. Muligvis noget af en boomerang. Jeg medbragte det foreløbige i går (hvor hun desværre ikke var der) og fremviste cashmere-blødheden for alle, der gad mærke (+ et par stykker mere....). "Takken"? Jo, de andre vil da også gerne have sådan nogle, og hende, der skal have dem, vil også gerne have nogle ærmer i lilla. Da jeg spagfærdigt argumenterede med, at nu skulle jeg jo stoppe og flytte hospital, havde det ingen effekt. Overhovedet! "Så kan vi da bare mødes i Frederiksberg Centeret" var svaret. Vi bor jo ikke så langt fra hinanden. AAAAAARRRRRRGGGGHHHHH!!!!!
Okay. Skal lige øve mig igen. "NEJ!!", "nej-nej", "Næeh....." og "Narj".
Går i skarp træning!

torsdag den 4. februar 2010

Jubiiii! Noget færdigt!

Ganske vist "bare" et par strømper. Til gengæld har de taget lang, lang tid. Garnet blev indkøbt sidst i november, efter nevøens eget valg (desværre havde de ikke "Draco"-garn fra Harry Potter kollektionen i Uldstedet den dag, så dette blev nummer 2), opstartet engang i december på pind 2,25 (hvad tænkte jeg på?) og langsommeligt endt med at blive færdige.
Ca. str. 39, 60 g garn.

onsdag den 3. februar 2010

Jeg har fået en award!

Det er min allerførste af slagsen, og jeg har fået den af Lisbeth.
Tusind tak!
Reglerne er:
A. Vise awarden på min blog
B. Linke til den, jeg har fået den af.
C. Skrive 7 ting om mig selv
D. Give awarden videre til syv andre.
Hermed 7 ting om mig selv.
1) Jeg griner rigtig højt (og gerne)
2) Jeg kan tælle til 10 på dansk, svensk, engelsk, tysk, latin, hebraisk og kiswahili (selv om jeg lige måtte hen og tjekke, hvad 8 hedder - det hedder forresten nane)
3) Jeg elsker at gå i kirke, hvilket en del søndag formiddage går med
4) Jeg synger i kor og har bidraget med uforglemmelige øjeblikke som engang at brase ud af koret midt under en sang, fordi jeg fik det forfærdeligste hosteanfald der ikke kunne holdes tilbage. Derudover kom jeg engang til at smide min nodemappe op i luften under en koncert (spørg mig ikke hvordan!)
5) Da jeg gik i 4-5-6 klasse (deromkring) lovede min mor mine klassekammerater, at de måtte få flødeboller, hvis de kunne lære mig at strikke lige. Jeg blev ret fortørnet - gik straks hjem og fandt en retstrikket firkant med lige kanter og kunne kort tid efter medbringe flødeboller (nogle af klassekammeraterne husker det endnu...)
6) Jeg drømmer ustyrligt meget og har en enormt livlig fantasi. Det er for det meste rigtig sjovt - og jeg elsker at drømme om garn!
7) Jeg elsker at stikke i folk. Faktisk sidder jeg nogle gange og kigger på fremmede menneskers hænder og tænker over, om de er nemme at stikke?
Derefter skal jeg give den videre til 7 andre. Jeg vil gerne give den til: Johanne (fordi hun er så fuld af gode idéer), Henriette (jeg ved godt, hun har fået den før, men hun fortjener en til. Hun er en fighter!), Kirsten (der arbejder på at få et større garnlager), Blogarella (hun er sindssygt kreativ med ord! Desuden får hun mig tit til at grine. Højt.), Linda (okay - det er så nummer 2 på 2 dage. Det må være dobbelt fortjent!), Merete (der lige får en forsinket fødselsdagsgave) og sidst, men ikke mindst, Eva (der strikker meget, meget mere end man umiddelbart kan se af hendes blog)

Let slørede mobilbilleder af metro-ovenlysvinduer i sne. Det var smukt!


tirsdag den 2. februar 2010

Den uendelige historie og lidt godter!

Man siger, at den tid, der er gået godt, ikke kommer skidt tilbage. Jeg vil tillade mig at sige det samme om den eeeeeendeløse montering af min sweater. Inden jeg folder mig ud i jamren skal du da lige kunne nyde synet af halskanten, der er helt færdig.
Jeg hæfter ender i evigheder, strikker halskant i timevis og det hele ser virkelig ud til at gå i slowmotion. For at føje spot til skade er det gået op for mig, at ærmerne lige er 4-5 cm for korte, så jeg skal lige trevle lidt op og strikke lidt på.
Altså - og det går jo også nok alt sammen, hvis bare ikke det hele tager så lang tid!
Hele weekenden gik faktisk bare med at få bullen klar, og i aften har jeg hæftet ender på et ærme (der endnu ikke har fået strikket det sidste på). Januar-projekt? Ja, det bliver det altså! Basta! Forhåbentlig er den også færdig til lørdag, hvor jeg meget gerne vil have den på.
Når jeg ser på den, kommer jeg mest til at tænke på historien om Thor i Midgård, hvor han skal løfte katten, der bare bliver længere og længere og længere og til sidst løfter det ene ben en smule. (I virkeligheden var det Midgårdsormen) Denne sweater føles sådan.
Efter sådan en god gang klynk må jeg lige dele gårsdagens bogudsalg med dig. Jeg har simpelthen sparet en formue på disse bøger! Fine, fine opskrifter og bunker af inspiration. Uh - jeg er glad for, at jeg nåede derhen, mens bøgerne var der!

mandag den 1. februar 2010

Hvad medfører gevaldigt snevejr i København?

Hmm. Man skulle tro, al sneen fra i går medførte en mandag morgen med glade børnehvin fra kælkebakkerne, når de arme stenbro-børn nød en dag med sne-fri. Men nej.
Spejlglatte veje, så? Tjoooh, til dels. De mindre veje kan vist være glatte, men de større veje ser fine ud.
Men hvad så? Såmænd kolo-enorme vandpytter. En hel del sne er allerede smeltet nok til at man kan se cykler køre meget langsomt og forsigtigt over "vadestedet", mens fodgængere laver kunstspring i starten og slutningen af et fodgængerfelt.
Hvis det så bare var rigtig vinter... Hvis sne blev efterfulgt af frostvejr, så ikke det straks forsvandt igen. Eller hvis det var rigtigt forår?
Nu er det jo hverken eller. Men man kunne da strikke lidt forår - i mangel af bedre! De strikkede tulipaner tager ikke mange halve timer, og du finder opskriften her.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails