onsdag den 16. september 2009

Næsen mod nord

I morgen går det nordpå igen. Jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at komme hjem.
Er fyldt med indtryk til op over begge ører! Kongressen er slut, og det er nevøens trøje næsten også... Er nu i gang med hætten, og jeg tror, det bliver en super trøje. Tyk, men hverken tæt eller tung, og forholdsvis let. Ender nok omkring 450 g.
Følte mig så kulturelt overstimuleret, at jeg brugte 1,5 timer på en hyggelig café på universitetets område, som jeg bor lige ved siden af. Derefter aflagde jeg afskedsvisit i garnbutikken (snøft), inden eftermiddagens rundtur begyndte.
Først ind at købe noder til nogle fødselsdagsgaver - man kan jo lige så godt udnytte tilstedeværelsen i musikkens by, ikke? Desuden køber jeg altid håbløst mange gaver med hjem fra rejser - de skal jo alligevel købes, og jeg synes selv klart de er sjovere med en duft af den store verden..
Derefter gik jagten på Hundertwasser Haus. Der var en god gåtur derhen, men når man trasker afsted mellem fine Wien-huse, går det jo nok...
Hundertwasserhuset var sjovt og skævt og glad. Det mærkeligste var nok en vandskulptur, hvor vandet løb opad, men der er også buler i gulvet, så man skal se sig for! Jeg så nu kun forhallen, for der var jo en vigtig mission: museumsshoppen! Tænk engang - de SÆLGER faktisk Opals Hundertwasser strømpegarn! Endda til bare 8,9€, hvilket kuglepennene også kostede. Hvad der skete, efter jeg havde set garnet, springer vi let henover :-)
Trods overstimulering var aftenens marionetteater fantastisk. Kommer du engang til Wien, kan jeg på det varmeste anbefale at se forestillingen.
Jeg har engang før set Tryllefløjten - det var vist i børnehaveklassen. Husker svagt en gymnastiksal, en blå Nattens Dronning og nogle fjer. Jeg må indrømme, at jeg kun fattede en smule mere af handlingen i aften i forhold til dengang. Noget med ulykkelig kærlighed, hvor de alligevel får hinanden til sidst.... Men jeg fik da set, hvor mange personer, der rent faktisk er med i stykket!
Men i morgen går det hjemover. Som sædvanlig med en del flere kilo i kufferten end på vej ud, og med en noget fladere pung. Hvor har det været skønt - lige det afbræk jeg trængte til, inden jeg skal hjem til ph.d. skrivningen igen. Næste deadline er næste torsdag. Dér skal 3. udkast afleveres, for jeg skal jo til Fanø! På en måde er jeg glad for septembers naturlige deadlines. Jeg kan godt lide sådan en overskuelig én på en uge. Mon ikke det går altsammen?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails