mandag den 14. december 2009

Jule-bolsche-taske

Dagens opskrift er på denne hyggelige pebermynte-taske.
Ikke bare er den fin og ser rigtig sød ud (på alle tænkelige måder) - men den er også hurtig at strikke. Man behøver ikke engang gøre sig umage! Den er nemlig filtet, og som enhver ved, er der ikke noget som en god gang vask til at jævne buler i strikketøj ud.....
Den er perfekt som en lille værtindegave, som hyggeting, eller måske til dit strikketøj i juleferien?
Du må selv vælge....

søndag den 13. december 2009

Exit Jack Bauer

SÅ døde Jack Bauer. Eller.... Næh, det gør han vist ikke. For hans kære datter spurtede ind fra sidelinjen og tilbød at donere stamceller så han kunne leve længe nok til at få at vide, at han var blevet bedstefar. På trods af, at han var helt klar til at dø og endda havde talt med en imam (?!), der lød som en humanistisk udgave af en bedre folkekirkepræst. Tony var ond, så god, så ond, så alligevel på bunden god. Bill døde, og den arme præsident Taylor måtte vinke farvel til hele familien pga. sin forkærlighed for at overholde loven. Langt ude? Også i dén grad!
Men meget underholdende.....
Svogerens sweater fik strikket de sidste pinde. Jeg er meget, meget spændt. Han har glædet sig så enormt længe og tålmodigt, og jeg vil virkelig gerne have at han bliver rigtig glad for den. Jeg løb tør for mønster, inden jeg løb tør for manglen på indtagninger og improviserede det sidste stykke. Den trænger helt sikkert til en vask, og så må jeg se. Desuden mangler ombukning af halskant, endehæftning (ikke så mange) og lynlås.
Nå ja - og så skal du da ikke snydes for mine amaryliser, der blomstrer om kap....
Dagen i dag er julekoncert-dag. Ih, hvor jeg glæder mig!

lørdag den 12. december 2009

Julehyggelig lørdag...

De bittesmå perleengle, der hænger i planten, fik jeg af min bror og svigerinde efter højlydt at have beundret dem i deres hjem sidste år. Vildt nuttede, utroligt fine og endda håndlavede! Jo - dér var jeg lige heldig, at de kom til at bo hos mig og skaber julehygge på det lille plan....
Dagen i dag er bare hygge ud over alle grænser. Tid til at være hjemme, tid til at rydde op og støvsuge, tid til at hente (endnu) en pakke på posthuset (en enkelt gang spurgte jeg, om de ikke skulle se mit sygesikringsbevis? Svaret var "nej, vi har jo set dig før". Øhm. På Frederiksberg Centerets posthus? Der er vel også bare ca. 500 forskellige mennesker om dagen.... Men nethandel er nu godt!) og handle ind. Tid til at finde julegaver i hyggelige butikker udenfor Frederiksberg Centeret.
Lige nu hæver en portion dej i vindueskarmen (over radiatoren), julemusikken kører for fuld kraft (engelsk drengekor. Selvfølgelig.) og jeg stornyder denne dag med plads til velourbukser og en kæmpe trøje, med plads til mere Jack Bauer og til at få strikket det sidste (kan det passe?) på svogerens sweater...... Nå ja - og så får kornederdelen lige et sort bad i vaskemaskinen, så den - forhåbentlig! - holder op med at se så marineblå ud. God weekend til dig også!

fredag den 11. december 2009

Det går langsomt fremad

Svogerens sweater har haft godt af lidt opmærksomhed. Jeg er kommet forbi den første gang indtagninger, men det går stadig ikke vildt hurtigt at strikke en omgang!
Til gengæld forventer jeg, at det rykker her i weekenden, hvor der bare er sat hjemmetid og hygge på programmet. Det er ren luksus sådan at skulle have en hel, lang lørdag derhjemme!
Jeg har selvfølgelig straks vilde planer. Om småkager, julekort, rengøring, strikning, julegaveindkøb og ture diverse steder (jeg nævner i flæng Tivoli og Malmö). Men men men - hvis jeg skal nå noget som helst i retning af at blive klar til jul, så bliver det vigtigste nok at være hjemme.
I går var jeg for første gang i mit liv til strikkecafé hos Bette Design. Super hyggeligt med dejlige mennesker og 10% rabat på garn. Hvad jeg så købte? Sølle 50 gram garn. Gult superwash uld, som jeg mangler til en ny flammetrøje. (Men så havde jeg også brugt min kvote på vej hjem fra arbejde, hvor jeg kørte forbi Nicoline Garn på Nørrebro for at prøve det nye Drops Delight, der er på udsalg til 20 kr nøglet. Dejligt, dejligt garn! Det noget utilsigtede garnkøb var "belønning" for IKKE at købe garn hos hostrik.dk, der har 50% rabat på alt garn frem til i dag......) Øhm.......

torsdag den 10. december 2009

Kan DU måske se nogle grøntsager?

Dette billede måtte bare på bloggen. IT-nørd-nevøens middagsmad sidste lørdag. Jeg morede mig, gjorde jeg! Det var ganske umuligt ikke at tage dette billede, der må være enhver ernæringseksperts skræk og rædsel....
Jeg var så heldig at være inviteret til bedste ven / bedsteforældre dag på hans efterskole, og det var rigtig, rigtig hyggeligt. Han eeeeelsker sin efterskole, gør han, og forsømmer ikke en eneste chance for at tigge sine forældre om at få lov at gå der i 10. klasse også.
I forhold til de andre gæster den dag følte jeg mig ganske ung og uspoleret. (Hvordan jeg så følte mig i forhold til eleverne - det "taler vi ikke om")
Er jeg så bekymret for nevøens ernæring? Nøeh, ikke specielt. Han skal nok få lov at spise grøntsager hjemme hos sin mor (med "få lov" mener jeg det lidt mere retorisk end det umiddelbart lyder). Siden han var 3-4 år har hans mor fået at vide af sin læge, at hendes 2 drenge vejede for lidt, så hun har efter bedste evne fyldt mad i dem. Hvad har hun så fået ud af det? De er vokset opad. Og opad. Og opad. I en grad, så de nu pænt bukker sig ned, når hun skal have et knus. De er ikke rigtig vokset udad. (Jeg har ellers ihærdigt forsøgt at overbevise hende om, at børn, der vokser opad har den vægt, de behøver. Men uden held!)
Apropros efterskoler og nevøer/niecer, så er det altså en fornøjelse i år med efterskole-pakkekalendrene. Indtil nu havde jeg lavet den til 2 nevøer, men i år er der jo både IT-nørd-nevøen og konstabel-niecen, og man kan da tydeligt mærke forskel på kønnene! Min niece skriver hyggelige små sms-er om gaverne, og det varmer altså et gammelt fasterhjerte.....

tirsdag den 8. december 2009

20 minutter....

Så lang tid tager det at strikke en omgang på svogerens julegave lige i øjeblikket, med mønster og det hele.....
Jeg tror, den bliver temmelig flot. Jeg ved, at han bliver rigtig glad for den. Jeg har en mistanke om, at trøjen er hovedårsag til de gigantiske uld-nullermænd jeg finder hist og pist i øjeblikket.
Og jeg glæææææææder mig til den første indtagnings-pind lige om lidt. Glæder mig til lidt turbo på det sidste stykke af bærestykket.
Den er - trods alt - sjov at strikke. Der er kun 2 farver på hver mønsterpind, så mønsteret kan jeg bestemt ikke klage over! Lige i øjeblikket sidder alle de 300+ masker på en 150 cm rundpind, hvilket ikke gør det hele mindre uhåndterligt, men mon ikke det snart hjælper?

Kinesisk garn - banderoler

mandag den 7. december 2009

Til alle jer søde mennesker fra Rokken

Jeg kan fornemme, at der har været stor interesse for muligheden for garn fra Kina.
Min kinesiske kollega, der har været så venlig at købe garn til mig i 2 omgange kender desværre ikke adressen på garnbutikken. Hun kender butikken via sin mor, der strikker.
Hun siger, der er mange garnbutikker i Kina, men at hun ikke kender navnene på de gode garnmærker. Jeg kan dog scanne garn-banderolerne ind, selv om det står på kinesisk.
Jeg går ud fra, at det er med garnbutikker i Kina, som det er med garnbutikker alle andre steder i verden. Man skal kende nogen, der ved hvor de ligger! Men heldigvis er der også lidt ledetråde på nettet.
På Ravelry kan I evt. søge i denne gruppes diskussionstråd: Der er ser ud til at være rigtig gode tips og idéer. Ønsker jer held og lykke med at finde dem!
Her er en blog med adresser på 2 garnbutikker i Shanghai
Og her er der billeder fra garnbutikker i både Shanghai og Beijing
Her er et klip fra en Ravelry diskussion:
"But my main point is that I did get to about 7, yes seven, wool shops on Shanghai’s Ruijin Er road and bought a whole lot of yarn which will show up in ‘my stash’ in the next couple of days. I even went back on my last day to get some bamboo double pointed needles to use on the plane from another shop. Dear husband reckoned there were about ten shops in total. The best place to start is at corner of Ruijin Er Rd and Taikang Rd and walk up Ruijin - there are at least 5 shops in the next two blocks."
Endelig er der her et kort over garnbutikker i Shanghai.
Jeg tror, der også må være garnbutikker i andre større byer i Kina, og ønsker jer held og lykke med at finde dem!

Det´ jul, det´ cool....

Dagens link er muligvis genbrug. Hvis du har set det før, beklager jeg. Men der er en overvejende sandsynlighed for, at du ikke har set det før, og derfor præsenterer jeg i dag stolt muligheden for at slå 2 fluer med 1 smæk:
Juletræ OG hue!!!!!! (Hvabehar!)
Den/det fine, strikkede hue/juletræ kan pyntes med alskens strikket pynt, alt efter lyst og evner.
Den sender et dejligt, grønt signal i disse klimatopmødedage, og kan nok sørge for, at nogen bliver hede om ørerne.....
Hvis du vil se eksempler på pynt, kan du finde huen på Ravelry.

søndag den 6. december 2009

Déjà vu!

Grydelapperne er afleveret, hvilket havde en meget, meget morsom sideeffekt.
Først blev svigerinden rigtig glad. Så kom nevøen på næsten 18 og var aldeles begejstret over at grydelapperne fra hans barndom pludselig var dukket op - og ovenikøbet var bløde og hulfri i stedet for stive, forvaskede og fulde af huller.
Da hans storesøster på 20 kom, skyndte han sig at vise hende dem....
Til sidste kom lillebroderen på 15, og jeg viste ham grydelapperne. Det var interessant!
Han begyndte med "De minder mig om noget!" "Har jeg ikke set dem før?" Derefter gik han over i "Det er da noget, fra jeg var lille?" "Jeg tænker på mor, der laver mad...." Da han til sidst blev udspurgt af sin mor, om det var gode eller dårlige minder, sagde han "Det er godt - jeg tænker på mor, der bager boller." (Hvem bliver ikke glad af nybagte boller?)
Tænk, at en lille ting kan være så sjov at få reaktioner på! Og tænk, at midt-firserne er så forfærdelig længe siden, at nevøerne var så små, da grydelapperne døde......

lørdag den 5. december 2009

Bling bling

Adventskransen blev færdig. Noget alternativ for mig! Jeg plejer at have sløjfer og naturpynt, men altså ikke i år.... Det er endt med glasfugle, simili-"sten" (læs: plastic), julekugler og stjerner. Så rødt og guldfarvet som muligt.
Det eneste, der er som sædvanligt, er grankransen, lyse-holderne og de orange lys. (Ja, jeg kan godt lide lys med farver på)
Jeg er godt tilfreds. Også selv om der så lige røg mere julepynt indenfor døren.
Mine julehjerter er også hængt op på de franske døre, så nu kan julen bare komme an, kan den! Jeg er klar.....

fredag den 4. december 2009

Næh, ih og åh!

Så kom resten af Wollmeise garnet. Mens det første er ren merino superwash, er dette twin, 80/20 merino og polyester, fra gruppen "We´re different" og i farvekombinationen Herbst.
Tænk - det er nærmest lige mine yndlingsfarver!
Jeg er helt solgt.... Igen åbnede jeg en fin papirspose med duftende garn. Altså - hvornår har jeg nogensinde købt garn, der duftede? Ikke vildt tit, tror jeg, for det burde jeg da kunne huske!
Men indtil jeg får strikket det her garn, er det vist meget godt, at jeg har fjernet Wollmeise-linket fra mine hyperlinks. Ellers var jeg bare kommet til at købe mere.....

torsdag den 3. december 2009

Frøer, køer og hjerteblod....

Okay - det er vist ikke 100% de rigtige navne. Det røde hedder nemlig Rottkäpchen - mit tyske er ikke til fremvisning, men jeg føler mig ret overbevist om, at det ikke betyder hjerteblod....
Den første og største portion af Wollmeise-garnet er ankommet. Ventet med stor, stor spænding! Sendt anbefalet, pakket i den fineste papirpose og duftende efter vask.
Ko-garnet (i midten) er fint nok, synes jeg, og vil passe perfekt sammen med de Geilske englefødder - nemlig det brune strømpegarn med silke, som jeg købte på udsalg. Men altså. Ko-garn? Hun må have en ret finurlig hjerne, hende, der kører den butik!
Nu venter jeg så bare på det "Herbst"-farvede garn. Har absolut ingen anelse om, hvordan det mon ser ud! Men mon ikke jeg bliver glad?

Årets langsomste adventskrans

Min adventskrans er ikke engang færdig endnu.....
Kransen og lysene er på plads, men der mangler lige lidt pynt. Jeg tænker flettede guldstjerner, men skal så lige have flettet dem. Kan rigtig godt lide fuglen fra Søstrene Grene, og fandt ud af, at den overhovedet ikke ville kunne trives med sløjfer (der ellers plejer at være en fast bestanddel!).
Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har været så langsom med en adventskrans!
Fordelen er, at jeg stort set ikke var hjemme i søndags og heller ikke rigtig er hjemme de næste 2 søndage.
December er iøvrigt lidt på hovedet i år. For første gang i mit liv har jeg på forhånd opgivet at se nogensomhelst julekalendre. Til gengæld ser jeg frem til en stille og fredelig december - efter en hæsblæsende november er det helt rart at se frem til nogle weekender, hvor jeg ikke har program op til flere lørdage.... Og jeg har nogle hjemmeaftener. Måske skulle jeg så få indhentet Jack Bauer indenom og se at få nået alle de afsnit jeg ikke har set? En måneds abonnement på TV2 Sputnik var ikke nok til mit snøvleri, så der bliver nok lige en måned mere med Jack.....

onsdag den 2. december 2009

London kalder.....

I dag har jeg meldt mig til Knitnation, der foregår næste sommer i London. Det handler meget om sokker, går rygterne, og det er tildels rigtigt. Der er nemlig også masser af lace og garn-spinderi. Jeg skal lære om strømpedesign hos Cookie A. og om Estonian Lace hos Nancy Bush. Desuden skal jeg følges med Eva, der har lovet at følge mig hen i den garnbutik, der har tilhørende bar. Endelig skal jeg holde nogle dages London-ferie. OM det bliver hyggeligt!

Der er sandelig også en pakkekalender på arbejde <3

tirsdag den 1. december 2009

Grydelapper

Så blev grydelapperne færdige. I god tid, endda, inden weekenden! De er præcis så lækre, som jeg husker dem fra for 20 år siden. Tykke, bløde og dejlige. Fine, fine farver, og ikke helt så stort et arbejde i forhold til, at de vil vække glæde og iøvrigt var nemme at tage med på (den p.t. laaaaaange) togtur til Hillerød retur.
Jeg tror altså næsten jeg skal have strikket nogle til mig selv også på et tidspunkt. Det er endnu aldrig lykkedes mig.... Jeg tænker mad-grydelapper, ihvertfald gulerødder, og - ja, Johanne - måske en kop kaffe? Ville hellere lave kaffe-tema grydelapper med kaffekopper, kaffebønner og en lille chokoladekage. Sådan lidt brun-beige-råhvide-sorte nuancer. Kunne det ikke være tjekket? Engang til næste år, altså.....

mandag den 30. november 2009

Hvis du strikker, er der en overvældende sandsynlighed for at du kender en kat.....

Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er en tendens til, at strikkere og katte har en gensidig tiltrækningskraft. Altså - for kattens vedkommende er forklaringen jo simpel nok. Et garnnøgle, der hopper rundt på gulvet er et glimrende bytte....... Men for strikkeren? Se - det går over min fatteevne! (Jeg bryder dog straks sammen og tilstår, at jeg er til fugle, ikke katte. De to ting er svære at kombinere. Læg dertil katte-allergi....)
Nå. Men, hvorom alting er (som en af mine kolleger ynder at sige) - hvis du strikker, er der en ret stor risiko for, at du er i tæt, daglig kontakt med en kat. Skal den måske så ikke have en julegave? Jo da, ikke? Strik og filt denne fine lille mus og dryp den med noget af det dér, der gør ting uimodståelige for katte. Så er der nok lige én, der bliver glad!

søndag den 29. november 2009

Et par gaver mere

Lidt mere fra den vestlige del af verden.
Lego-minut-uret er nub fødselsdagsgave, som jeg lige fik i går. Man kan spekulere sig halvt ihjel over, hvorfor mine venner tit kommer med bemærkningen "jeg så det her og tænkte på dig" - men faktum er, at jeg er smadderglad for det.... Lige lidt spøjst og brugbart. Jeg skal ihvertfald nok passe godt på det!
Den lille Starbucks kop er til juletræet. Indkøbt af mine søde søster i San Fransisco. Den er totalt ramt lige i plet til mig.
Dels elsker-elsker-elsker jeg Starbucks.... En rigtig god USA-tur inkluderer morgenmad/eftermiddagskaffe/hyggekaffe på Starbucks. Eller. "Kaffe" er måske ikke den rigtige beskrivelse (undtagen Starbucks i Wien - dernede serverer de KUN rigtig kaffe - uagtet at det er en amerikansk kæde). Magen til sødt sukkerstads skal man lede længe efter, så "slik-kaffe" er måske et mere korrekt ord? Nå - tilbage af tangenten igen. Jeg elsker at finde finurlig juletræspynt. Særlig sådan noget, der vækker minder om det sted, det blev købt. Det bevirker ikke nødvendigvis jordens kønneste juletræ, og ihvertfald overhovedet ikke noget, der minder om stil. Men højt elsket er det! Derfor er Starbucks koppen et kæmpehit!
Beklager iøvrigt, at mit dumme kamera insisterer på selvkørende at "stille skarpt" - jeg ved ikke helt, hvad det stiller skarpt på! Måske på en kommende dag, hvor det skal tage mere seriøse billeder? (Nok ikke den bedste strategi hen imod at blive et "seriøst" kamera)

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails