mandag den 13. juli 2009

Der vil være en beskeden entré....

Så er min sommer-zoo fuldendt. HamsterBob og de to undulater ankom med svoger og samtlige 3/3 af min søsters børn. Philip skulle beses - den er jo barn af niecens gamle marsvin (pludselig var der 5 i stedet for 2!). Hun havde spekuleret vældig meget over, om den mon kunne huske hende? "Altså, moster, tror du ikke, "Punker" er blevet så sød som stor, fordi jeg passede ham så godt som lille?" (Selvfølgelig tror jeg det... Det gælder vel alle dyr, undtagen hamstere, der pr. definition er udenfor terapeutisk rækkevidde.)
HamsterBob blev også vist frem af storebroderen. Den hvæsende hamster, der endnu ikke har lært at bide :-S (den skal jeg nok klare!) - det arme skind var vist træt efter ejerens skoleferie, hvor der var blevet leget igennem. (Hamstere kan se meget, meget trætte ud, med bittesmå øjne!) Jeg blev også begavet med en pose gulerødder/rødbeder/radiser fra hans skolehave. Meget fint, omend i babystørrelse. Men dyrene elsker gulerodstoppe!
Mindstenevøen, alias prins Pilfinger, var i fin form "Hvad er der i denne her, moster?" spurgte han, ca. samtidig med, at han åbner min æske med synåle, så indholdet flyver ud over det hele. Suk. Han stod også undrende i køkkenet - "men moster, hvordan har du lavet kaffe?" (uden hjælp fra ham, forstås!) Dyrene skal passes, fordi hele familien flyver til Island i morgen. Hvad spørger dumme moster så om? "Vil du ikke hellere blive her hos moster end at flyve i en stor flyvemaskine?" Hvortil ungen svarer "Jo, jeg vil blive hos dig, moster!", og faderen så ud som om, at det da kunne være en glimrende idé! Aaaarrrggghhhh!!!!!!!
"Nej, men, du skal jo flyve flyvemaskine!" - barnet kigger mig dybt i øjnene med sine største, fugtigste hundeøjne og siger indsmigrende "men - jeg vil være hos dig, moster!"
"Jamen (lettere febrilsk) - du skal jo op og se, om der er mange is på Island" - og den købte han. Pyha. Det søde barn.
(Jeg har lovet at ringe og hulke, at jeg saaaaaaavner ham.....)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Skriv gerne en lille kommentar - det er så hyggeligt!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails